Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Luk øjnene, åbn ørerne

Populær
Updated
Luk øjnene, åbn ørerne

På randen af Devilutions genremæssige interessesfære finder man Aoria, der kræver fordybelse for at få fuldt udbytte af den alternative, melankolske rock, som spænder over Anathema, Katatonia og Tool.

Kunstner
Titel
The Constant
Dato
10-10-2012
Genre
Trackliste
1. A Slow Moving Storm
2. The Black Heart
3. Assassination
4. The Bleeder
5. You Really Gave It All, Didn’t You?
6. An Overwhelming Calm
Karakter
3

Svenske Aoria starter rigtigt interessant ud med ’A Slow Moving Start’. Langsomt, dystert og uhyre atmosfærisk med god plads til den lækre baslyd. Det giver associationer til post-rock/metallens luner, men i det øjeblik vokalen kommer på, så rammer udtrykket tættere på den alternative rock med et stort skvæt melankoli oveni.

Bandet består af Erik Nilsson (A Swarm of the Sun), Robin Bergh (October Tide) og Niklas Sandin (Katatonia) og begiver sig ud i et farvand, der blander Katatonias sidste par albums med noget ”post”, hvad end det så er fra metallen eller rocken, og så en ordentlig omgang Anathema. Faktisk er vokalen som tyvstjålet ud af Vincent Cavanaghs strube. Flere numre kunne med fordel ligge på Anathemas glimrende ’A Fine Day to Exit’ – med nummeret ’The Black Heart’ som bedste bud.

Ingen udvikling

Aoria er storladent, smukt og utroligt gennemarbejdet og skaber et drømmende univers, der fungerer bedst, når der lyttes med lukkede øjne. Der er gode detaljer i guitarlagene, bassens fyldige spil, de solide trommer og den skrøbelige vokal. Der er dog et men: det kan godt blive kedeligt i længden, for selv om det er smukt, så sker der med få undtagelser ikke den store udvikling fra sang til sang, og så er det altså svært at smide indtrykket af Anathema.

Der er naturligvis altid plads til god musik, så der er selvfølgelig også plads til flere enslydende bands. Måske er det vokalen, som simpelthen er for tæt på, for det er tydeligt, at Aoria gerne vil noget andet også. Her tænkes på de nævnte post-metalliske indslag, som man kender det fra passager hos fx Cult of Luna og Alcest. En mere rocket og guitarriff-baseret tilgang i ’You Really Gave it All, Didn’t You?’ trækker yderligere i en anden retning, hvor Tool regerer.

Spændende. Men er det originalt? På trods af ting, der virker hørt før hos andre, så må svaret være ”både og”. Albummet i sin helhed kræver tålmodighed og en lyst til at slappe af. Helt af.