Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Metaldiktator: Tool – 'Aenima'

Populær
Updated
1. 'Aenima' US cover
2. Band logo
3.
4. 'Aenima' inner cover
5. 'Aenima' inner cover 2
6.
7
8

Teksterne blev mere gådefulde, Maynard James Keenan lød vredere end nogensinde, og de musikalske teksturer var bandets mest komplekse til dato. Det var definitivt på 'Aenima', at alle Tools enkeltdele samlede sig helt.

Kunstner
Titel
Aenima
Dato
17-09-1996
Trackliste
1. Stinkfist

2. Eulogy

3. H.

4. Useful Idiot

5. Forty Six & 2

6. Message to Harry Manback

7. Hooker with a Penis

8. Intermission

9. Jimmy

10. Die Eier von Satan

11. Pushit

12. Cesaro Summability

13. Ænema

14. (-) Ions

15. Third Eye
Forfatter
Karakter
666

At kloge sig på Tool er ikke for sarte sjæle. Sandheden skal altid findes imellem linjerne, i fortolkningerne, på alle fronter. Privatlivet vægtes højt. Teksterne er prætentiøse og taler sjældent lige ud af posen. De udgives derudover aldrig i nogen form, og Maynard James Keenan, den mytiske forsanger, udtaler sig sjældent om de dybere budskaber.

I deres første musikvideo til 'Hush' fra ep'en 'Opiate' (1992) står de alle nøgne med tape om munden som en provokation mod samtidens fokus på censur. En musikvideo, der derudover skiller sig ud ved at være en af de eneste, hvor bandet selv medvirker, idet de fleste af deres videoer, som guitarist Adam Jones for det meste selv står bag, er dystre claymation-værker i Tools helt egen gennemgående tone. Live bliver Keenan placeret i mørke settinger, fordi det er en stor udfordring for ham at leve sig ind i alle følelserne i musikken uden at have mulighed for at gemme sig i skyggerne. Tool skal således ikke sælges på personerne bag musikken, musikken skal sælge sig selv– uden at sælge ud.

En ting, bandet dog ikke har lagt skjul på, er, at bandnavnet er metafor for en pik – et redskab, du kan bruge til at finde ud af, hvad du har brug for at finde ud af eller opnå. En metafor, en tidlig udgave af deres bandlogo trods alt ikke på nogen måde lagde skjul på.

'Opiate' satte en tung dagsorden fra starten, inden de året efter tilføjede flere nuancer til lydbilledet på 'Undertow'. En plade, der sjældent fremhæves for andet end singlerne og de deraf følgende videoer til 'Sober' og 'Prison Sex', der var klare forløbere til bandets videre udvikling, ikke mindst i videoernes kunstneriske udtryk og de kryptiske referencer til børnemisbrug i teksten til 'Prison Sex'. Den ligefremme, powerakkord-baserede aggro-rock afspejler samtiden, hvor grungen var på sit højeste, og følelsesregisteret sad uden på tøjet. 'Undertow' er en habil forløber for det Tool, vi siden hen kom til at elske, men i al sin væsentlighed blot en forløber.

Bassist Paul D'Amour forlod bandet inden efterfølgeren, og således gik konstellationen af sanger Maynard James Keenan, guitarist/altmuligmand Adam Jones, trommeslager Danny Carey og nyindskiftede Justin Chancellor i studiet med producer David Botrill, der lige havde indspillet King Crimsons 'Thrak'.

Tool har ofte selv refereret til King Crimson som deres største inspiration, og de snørklede guitarfigurer, der meldte deres indpas for good på 'Aenima', viser da også kærligheden til Crimson-guitaristen Robert Fripps selvopfundne frippertronics. En inspiration, der var et solidt kvantespring fra deres hidtidige CV, og som netop gjorde Tool til den progressive storspiller, vi kender dem som i dag.

">  

Jung og lavement
Singleforløberen 'Stinkfist' åbner albummet hårdt og kontant med en mavepuster af et riff, mens Keenans konstant vekslende skønsang og vredesråb inciterer sin vej ind på lytteren. Eller måske snarere ind i lytteren?

Vælger man at læse teksten i dens direkte form, er det en klar opfordring til fisting, fordi der ikke længere er noget andet, der tilfredsstiller. Alt er prøvet, kedsomheden er indtruffet: ”I don't want it, I just need it [...]/ Knuckle deep”.
Hvor beskidt en tankegang man end måtte have, så er der andet og mere på spillet end banale seksuelle fantasier – ikke blot som udtryk for, hvor følelseskolde vi er blevet over for omverdenen og nyhederne, vi ser i fjernsynet, men også med Carl Jungs spøgen i kulisserne.

Jung var fortaler for troen på udvikling af egen personlighed, uafhængighed af ydre betingelser, opvækst og social arv. Tabula rasa blev erstattet med teorier baseret på drømmetydning og symbolikker, hvor forskellige fremstillinger, kønslige såvel som forældre/børn, driftslige såvel som evolutionære, udgjorde forskellige forudsætninger for at påvirke én på vej til at blive et helstøbt menneske. Han opererede med begreber som anima til at definere mandens kvindelige sider og forventninger til kvinden, og med animus til at definere det samme med omvendt kønsligt fortegn. Hvis man sidestiller disse begreber med det engelske ord for endetarmsskylning, enema, har du måske en idé om, hvordan Tool ønskede at udfordre deres lyttere, på tværs af fastlåste mønstre.

Det var denne single, der åbnede undertegnedes øjne for Tool, da den roterede hver uge på MTV's Headbangers Ball i de sene nattetimer og skilte sig radikalt ud fra noget andet i samtiden, både hvad angår videoens surreelle udtryk og de kvuasi-psykedeliske lydflader, der byggede op til noget helt andet, mere nuanceret, end min bedste ven hidtil havde indoktrineret mig med fra forgængeren. I tiderne før streaming, Youtube og hvad-har-vi, var der primært den lokale pladebiks at ty til, og efter en uges ventetid viste 'Stinkfist' sig blot at være den blide indføring til et hypnotisk univers hidtil uhørt i metallens verden – og hvilket univers!

">  

Fra Satans testikler til Jesu korsfæstelse
Ud fra devisen more is more bliver cd'en udnyttet til det maksimale med en spilletid på over 77 minutter – dog med indlagte pauser undervejs. I sig selv tjener de fire åndehuller 'Useful Idiot', 'Intermission', 'Cesaro Summability' og '(-) Ions' få andre funktioner end lidt flimmer til at løsne øregangene op inden den næste +6 minutter lange rejse ind i det nyopdagede Tool-land. I vinylformatet var lyden af den skrattende plade i 'Useful Idiot' i øvrigt bevidst placeret for enden af side 1 med et indlagt hak, så man blev tvunget til aktivt at løfte pick-uppen for ikke at sidde fast i rillen.

Den tørre humor kom også til udtryk i 'Message to Harry Manback' med den truende besked på Keenans telefonsvarer, efter han havde smidt en mand ud for at have forgrebet sig på køleskabets indhold og døren for at have forgrebet sig i køkkenet og ringet rundt med en middelsvær telefonregning til følge.  Og den tørre humor går igen på den tilsvarende kuriøsitet 'Die Eier von Satan', hvor en prædikende tysker gejler masserne op med en indlevende beskrivelse af sin opskrift på hashkager uden æg. Den opmærksomme tysktalende vil vide, at Eier også kan betyde testikler, og så kan man ellers filosofere løs om Satans testikler, hvis man lyster ...

Indimellem de flimrende åndehuller føres vi ud af det ene dragende spor efter det andet. 'Forty Six & 2' fremhæves ofte for Chancellors hypnotiske basspil, der med lange komplekse rytmeskift og showoff fra Carey konstant bygger op og piller ned, uden noget reelt omkvæd til at stjæle opmærksomheden. Inden da er vi blevet draget igennem den dystre 'H.', som Keenan undtagelsesvis selv har beskrevet som oplevelsen af have en engel på den ene skulder, djævlen på den anden og én selv i midten til at tage den svære beslutning om, hvem man bør lytte til.

En overset perle i regnskabet er dog den religionskritiske 'Eulogy', der med taktfaste åndedrag og slag på en glasflaske bygger vedvarende op fra hyldesten til manden på korset til det lange, afsluttende crescendo med linjer som:
”Come down
Get off your fucking cross
We need the fucking space to nail the next fool martyr”

">  

Når svampene har fundet på plads
Den fandenivoldske energi fortsætter i albummets hårdeste skæring, 'Hooker With a Penis', med hidsige riffs, flankeret af et af Keenans til dato mest aggressive vredesudladninger. 'Pushit' og 'Jimmy' fortsætter i mere progressivt terræn, sidstnævnte med en tre minutter lang outro, der fortjener sin egen plads i historiebøgerne i sin uafmålte perfektion. Den tilsvarende hypnotiske 'Ænema' havde dog mere singlepotentiale, afspejlet i Grammyen, Tool vandt for videoen under kategorien Best Metal Performance i 1998. Men 'Aenima' kunne umuligt have endt mere retvisende, som en antydning til udviklingen på 'Lateralus', end med den 14 minutter lange 'Third Eye'. En ironisk kommentar fra komikeren Bill Hicks, der selv er portrætteret i indercoveret, indleder den kryptiske rejse. Hicks har ved flere lejligheder selv refereret til psykedeliske svampe i forbindelse med vejen til at åbne det tredje øje, og de soniske angreb undervejs taler da også deres eget syrede sprog, ikke mindst i form af Jones' flere minutter lange psykedeliske soloræs og Keenans bastante udbrud af ”PRYING OPEN MY THIRD EYE”, der smadrer sin vej ind i ens bevidsthed, om man vil det eller ej.

">  

'Aenima' var således albummet, der definitivt skabte den Tool-lyd, de videreudviklede på 'Lateralus' og '10,000 Days'. Det bløde vekslede med det hårde, det højstemte med det tørt humoristiske, den vestlige tyngde med det østligt svævende. Modsætninger blev mere nuancerede, og alle medlemmer trådte skarpere i karakter. Justin Chancellors snørklede baslinjer gav modspil til Adam Jones' eksperimenterende udtryk. Danny Carey virkede mere inspireret, og Keenans vredeudbrud blødtes op med mere sensibilitet end på forgængeren, som en naturlig forlængelse af Jungs teorier, der inspirerede processen.

Det imponerende er ikke mindst, at det er et af den slags album, der på trods af sit ekstremt prætentiøse ambitionsniveau aldrig bliver for meget af det gode. Det bliver ved med at give, og selvom 'Lateralus' ligeledes bevæger sig i samme højtsvævende luftlag, har de hver deres respektive forcer. Til 'Aenima's fordel er både teksturerne og lyrikken mere tilgængelig, og den poetiske nerve er nemmere at relatere til uden at bevæge sig over i det kvasi-spirituelle, der for nogen kan blive en stor mundfuld at gabe over. Man bør dog ikke undervurdere de filosofiske undertoner i teksterne, der bevidst ikke var inkluderet i cd'en, og som derfor gav anledning til uanede tolkninger fans imellem, også nu, men i særdeleshed dengang før internettets udbredelse, hvor informationer var sværere at opdrive. Videoerne til 'Ænema' og 'Stinkfist' tilføjede kun yderligere mystik og var med til at vise, hvor langt Tool havde bevæget sig siden 'Undertow'.

Et par år derefter søgte medlemmerne inspirationer i diverse andre projekter, hvor Keenans flirt med A Perfect Circle retfærdigvis har tiltrukket sig mest opmærksomhed. Kortvarige rygter om opløsning blev aflivet ved udgivelsen af boxsættet 'Salival' (2000), men det var først med 'Lateralus' det efterfølgende år, at Tool videreudviklede deres fundament med endnu mere kompleks rytmik, længere kompositioner og østlige tonaliteter.

Det var dog 'Aenima', der af det anerkendte metalmagasin Kerrang! i 2003 blev udnævnt til det sjettemest indflydelsesrige metalalbum nogensinde, og det er der mange gode grunde til. Albummet lægger op til fortolkning, men er samtidig kryptisk. Lytteren tvinges til selv at tage stilling, hvis man da overhovedet magter at tage kampen op. Denne evne til at ramme lytterne på hver sit sted i livet er en af albummets største styrker. Den lyder lige frisk hver gang, og giver man sig selv tiden til at fordybe sig i alle de dybere lag, så vil man næppe betvivle, at det ville være meget svært at ændre på noget som helst for at gøre 'Aenima' endnu mere fantastisk, end den i forvejen er.

">