Det var en positiv overraskelse endelig at se Nothing More på Copenhell. Amerikanerne spillede en flot koncert, hvor energiniveauet på scenen dog stod i stærk kontrast til publikums.

Crossfaith ejede Pandæmonium. Publikum kom af nysgerrighed, men de blev, fordi japanerne spillede en af de bedste koncerter på dette års festival. 

MØL tog et solidt jerngreb om Copenhell og sikrede den midnatsmesse, de fleste sandsynligvis havde håbet på.

Thy Art Is Murder gjorde præcis, hvad alle havde håbet på, og spillede en intens og prægtig deathcore-koncert.

Neurosis slukkede festen på Copenhells førstedag. Det kunne man kun være taknemmelig for, at de gjorde – og for, at man fik lov at opleve.

Veteranerne fra Bolt Thrower og Benediction holder stadig dødsfanen højt i Memoriam, der stod for næsten en times tung dødsmetal på festivalen lørdag aften. Og så fik de endda selskab af en tidligere growler i de to legendariske bands.

Lige så fortryllende Myrkur er på plade, lige så forbandet synes hun at være live, hvor danskeren altid fumler rundt med udstyret.

Batushkas første besøg i Danmark var en succes – og en tiltrængt koncert, der sikrede Copenhell noget af den manglende anerkendelse i metalundergrunden.

Med urokkelig selvtillid og foden på monitoren gav Slægt en triumf af en koncert tidligt fredag eftermiddag på Pandæmonium-scenen. Det var tiltrængt for både band, festival og publikum, der oven på en sløv torsdag fik metallen tilbage til festivalen i bedste stil.

Måske mangler sangen, der kan løfte danske Seven Thorns' power metal helt op i liga med genregiganterne, men på Copenhell viste bandet, at de i hvert fald har showet og viljen til større skalpe.

Lydstyrken var alt for lav til, at festivalens første band i hardrockerne i Inglorious kunne blive meget andet end en hyggelig seance til de første fadøl på pladsen.

Amerikanerne levede ikke op til hypen i denne omgang og forblev et uforløst brøl, der trods alt lykkedes med at vække interessen  

Var man vågnet lidt sent, blev man i den grad vækket til de finske crossover-thrashere fra Lost Society. De lød ,som var de skudt lige ud af 80'ernes Bay Area-scene.

Frank Carter havde som altid krudt i røven på Copenhells andendag. Traditionen tro stod den på solide circlepits og hyppig interaktion mellem Carter og publikum, men uden et helt stort forløsende vredesudbrud.

Som Copenhells uigenkaldeligt sidste band i 2017 bød The Black Dahlia Murder på effektiv, men også aldeles upersonlig publikumsbetjening.

Architects indtager ufrivilligt pladsen som bandet, der spillede årets korteste koncert. Fem numre blev det til, inden englændernes koncert blev ødelagt af regnen.

Every Time I Die var langt fra det velkendte høje niveau. Den amerikanske kvintet var i voldsom grad stækket af forsanger Keith Buckleys fravær og generelle lyd-problemer.

For første gang i Copenhells historie bød festivalen på et ekslusivt indslag i selskab med Invocator, der skrev sig ind i historien med en sublim koncert.

Med uoriginal musik og et medrivende show fik Baest brudt Copenhells regnforbandelse tidligt lørdag eftermiddag, hvor de lokkede solen frem og lavede festivalens måske største wall of death.

De svenske doom-statsmænd gav en klassepræstation fredag på Copenhell, hvor de viste, at doom metal sagtens kan skabe en fest.