Tommy blev hørt

I Woodstock-året 1969 udgav det ustyrlige og ekvilibristiske britiske rockband The Who pladen 'Tommy' – rockoperaen, som guitarist Pete Townshend havde arbejdet på i en længere årerække, og som til trods for stor uenighed blandt anmeldere ved sin udgivelsen, den dag i dag stadigvæk står som en af den progressive rock og -metalscenes større forbilleder.

Sammenlignet med andre konceptuelle progværker som eksempelvis Genesis' 'The Lamb Lies Down on Broadway' (1974) og Pink Floyds 'The Wall' (1979), er 'Tommy' dog langt mere rock og rul i sit udtryk end begge disse plader. Der er simpelthen mere ligefremhed og smæk over Tommy-karakteren, end der er over de to andre pladers gakkede Rael og selvmedlidende Pink. Formentlig mere end nogen anden progplade, er 'Tommy'-skiven med arbejderklassens musikalske giv-dem-én-på-tuden-stempel. Det er en plade, der lugter så langt væk af store ambitioner, samtidig med at det er en plade, der hovedsagligt benytter sig af rockens mest basale opskrift: bas, guitar og trommer – og dét på en febrilsk åndssvag dejlig måde. Kort sagt, 'Tommy' er en uopslidelig milepæl i rockhistorien, og én, der stadigvæk snakker til folk på tværs af generationer.

For blot nogle få måneder siden annoncerede så The Whos forsanger, Roger Daltrey, at han ville tage på turné for at opføre progperlen fra start til slut. På den relativt korte lister af koncerter, var smukke Tåsinge så den gode pølsebid i rosinenden, da Daltrey og et mere eller mindre nærtstående hyreband søndag aften besøgte plænen foran Valdemar Slot som sidste dato i Europa.

En respektfuld stemme

Til trods for en nysgerrig åbenhed, kunne man ikke helt undgå at have bange anelser allerede inden koncerten. Én ting er, at Keith Moon og John Entwistle ikke længere er iblandt os, men at tage på turné med 'Tommy' uden at have Pete Townshend på vokal fra tid til anden og ikke mindst have ham som guitarist, kan i sig selv få én til at se ud som et omvandrende spørgsmålstegn. Og det specielt når Townshend efter sigende snart skulle være klar igen, efter at en slem øreskade angiveligt har holdt ham væk fra rampelyset de seneste par år.

Og så igen: 'Tommy' var albummet, som Daltrey for alvor trådte i karakter på. Det var hér, ruskindshippien med løvemanken tog det hele med storm og gik fra at være den lækre flødefrontmand, der genererede pigehvin, til ligeledes at være frontmanden, hvis vokal nu også talte til nosserne, helt på niveau med sine medmusikeres respektive latterligt velspillede instrumenter. Er der derfor én plade med The Who, som man kan se mest for Daltreys skyld alene, er det netop historien om den stumme og døvblinde Tommy.

Det var med en uventet og respektfuld og befriende form for sjælden ydmyghed, at Daltrey varmede stemmebåndet op, inden der skulle lægges arm med 'Tommy'. Det gjorde han ved at lægge for med at spille fem opvarmningsnumre, hvis opvarmningseffekt dog mere var tilsigtet Daltrey selv, end det var ment som en opfordring til publikum om at komme i stødet. Allerede efter tredje sang, hans egen 90'er-sag 'Days of Light', undskyldte han helt for sin vokal, som han sært påpegede, endnu ikke var helt på toppen, hvilket netop var hele idéen med disse numre: At varme stemme op, så 'Tommy' kunne leveres med den rette 69'er-ånd.

Et respektfuldt band

Og pladen blev spillet godt uden de store armbevægelser og hele tiden med en ret markant grad af respekt fra såvel Daltrey som band. 'Overture', 'It's a Boy' og '1921' startede det hele godt ud, 'Amazing Journey' fik det hele til at stige én tand, 'Sparks' og 'Eyesight to the Blind' fik den stigende begejstringskurve til at fortsætte og før man vidste af det, var det 'Pinball Wizard', der beviste sit solide værd som alle tiders bedste superheltesang.

Paradoksalt nok var det netop som Tommy havde fundet sin stemme, at Daltrey i 'Sensation' begyndte at miste sin. Herfra kæmpede han en ret stor kamp for at holde den kørende på et niveau, såvel han som publikum fandt tilfredsstillende. Men igen var det Daltreys fantastiske ydmyghed, der skinnede igennem, som han i en blanding af frustrerende ansigtstræk og overbærende skuldertræk, tog det, som det var. En stor mand uden tvivl.

Bandet spillede godt, og især trommeslager Scott Deavours imponerede bravt ved at lægge Moon-trommerne dér, hvor man ikke rigtig havde turde håbe på, at noget andet menneske end Keith selv, kunne forstå at placere dem. Lige i skabet, med en tilpas grad af ærefrygt der gjorde, at de var mere kontrollerede end Moon formentlig selv ville have spillet dem, samtidig med at de i dén grad levede og var en verden i sig selv. Ingen har nogensinde skrevet trommerytmer som Keith Moon, og hvis ikke for andet, var det stort at blive mindet om dét på så fornem vis.

Simon Townshend gjorde det egentlig også godt som stand-in for sin storebror, til trods for at der var flere tidspunkter, hvor man især på vokalfronten savnede Pete. Det gjorde sig specielt gældende på et nummer som 'Sally Simpson'.

En let løsning

Der havde også været et par andre fusere undervejs. Mest markant skete halvvejs inde i pladen, da det kom som en skuffende overraskelse, at den ti-minutter lange instrumentale 'Underture' helt var fjernet fra sætlisten. Om det skyldes en paradoksal form for respekt for Moon, Entwistle og Pete Townshend, originalmedlemmerne af bandet, hvis musikalske håndværk vel hverken før eller senere er set mere komplekst og progressivt end på netop denne skæring, eller om det skyldes at den sang fjerner fokus fra teksterne og historien om Tommy vides ikke. Men savnet var den. Specielt dens stille korharmoni halvvejs inde er netop noget af det, der gør 'Tommy' til det detaljespækkede mesterværk, pladen i sandhed er. Men udelukket blev den altså, hvorfor man altså strengt taget endnu ikke har set den blive opført i sin helhed.

Efter 'Tommy' var spillet færdig, blev der givet god med tid til en gedigen række ekstranumre, der kun kan havde fået sendt den hovedsagligt midaldrende publikumsskare af sted med tanker om en strøm af hits. Det blev til en vildt medrivende version af 'Who Are You', en sing-a-long-venlig-udgave af 'Behind Blue Eyes', en perfekt rockende version af popnummeret med de fedeste trommer nogensinde, 'Going Mobile', en æggende sød 'The Kids Are Alright', en underlig 'My Generation' a la blues, en morsom men ikke fantastisk 'Young Man Blues' samt en nølende og ikke særligt overbevisende udgave af 'Baba O'Riley'. Vi snakker syv numre, der er nogle af de bedste hitskæringer, rockhistorien nogensinde har set.

Som farvelsang troppede Daltrey op og leverede en hudløs ærlig udgave af den nedbarbarberede ukulele-skæring, 'Blue, Red and Grey', hentet fra albummet 'By Numbers' (1975). Nummeret, der blandt andet har været en inspiration for Eddie Vedder og Pearl Jam på sangen 'Soon Forget', sluttede aftenen af på storartet manér: Smukt og ærligt. Og det er nu egentlig meget sigende for en koncert, man, til trods for glansproblemer og et par lette løsninger, mest vil huske udelukkende for de gode ting.