Forrygende lyd i Frederikshavn
Populær
Dizzy Mizz Lizzy spillede hele den nye plade i Arena Nord, hvor vellyd i intime rammer sikrede en let sejr til 90'ernes rockstjerner.
2. In the Blood
3. Boy Doom
4. The Middle
5. California Rain
6. Amelia - Part 1: Nothing They do They do for You
7. Amelia - Part 2: The Path of Least Existence
8. Amelia - Part 3: Lights Out
9. Amelia - Part 4: All Saints Are Sinners
10. Amelia - Part 5: Alter Echo
11. I Would If I Could But I Can't
12. Brainless
13. Wishing Well
14. Love Is a Loser's Game
15. Waterline
16. Silverflame
Fredag aften i Frederikshavn. Det store spillested, Arena Nord, dannede rammen om en intim koncert med Dizzy Mizz Lizzy. Alt i mens man vaccinerer danskere mod covid-19 i den anden sal lige ved siden af. Dem til rockkoncert skal sidde ned, indtil man er færdig med arbejdet på den anden side af betonmuren. Den nordjyske multiarena, der huser alt fra sport til musik, dannede således denne aften rammerne om to vigtige begivenheder i Danmark lige nu. Vaccinationerne og genstarten af det kulturliv, der har været så gruelig meget igennem det sidste halvandet års tid.
I Nordjylland havde Arena Nord valgt den ufrivillige pause til at få bygget om, og parret med, at den ene hal blev brugt til førnævnte medicinske projekt, var adgangsforholdene lidt alternative, men det fungerede. Og ind kom publikum i en sal, der var hyldet i mørke. En yderst dæmpet belysning kunne lige akkurat afsløre, at der var rækker af stole, og man skulle knibe øjnene en del sammen for at finde den række og det stolenummer, der var givet til den enkelte. Der var tomme pladser mellem billetkøberne og mundbind, når man skulle op og tanke fadøl. Alt sammen en del af rammerne for denne Dizzy Mizz Lizzy koncert, der skulle agere startskud for genoplivningen af koncertlivet i Frederikshavn. Det var nemlig første koncert siden nedlukningen for over et år siden. Nu er man nået så langt i ombygning og epidemien, at Arena Nord igen kan lukke op for mere og andet end næseswab og nåle i skuldre.
Og lidt efter kl. 20.00 går direktøren for Arena Nord, Per Malmberg, på scenen for at byde folk velkommen og fortælle lidt om rækkefølgen, som folk kan få lov til at rejse sig og forlade salen, når koncerten er slut. Malmberg gør det med typisk jysk lune og humor, så det modne publikum slår op i latter over, at det i det hele taget skulle være nødvendigt. Nuvel, der blev givet dessiner og det hele med et solidt smil på læben og et overbærende glimt i øjet.
Derefter går Dizzy Mizz Lizzy i gang. Båndet til introen 'The Ricochet' fra deres seneste plade 'Alter Echo' går i gang, og kort efter går trioen på scenen og starter 'In the Blood'. Det er ingen hemmelighed, at denne koncert er den nye plade fra start til slut og derefter en håndfuld klassikere.
Og hold da op, hvor det lyder godt. Dizzy Mizz Lizzy er kendt for at have en dygtig lydmand, og han har taget turen med til Frederikshavn, den nordligste koncert på denne turné, der i slutningen af juni og starten af juli måned afsluttes med ikke færre end fem koncerter i Vega i København.
Man kan bare fornemme, hvor legende let det er for guitarist og forsanger Tim Christensen, bassist Martin Nielsen og trommeslager Søren Friis at spille deres materiale. Martin Nielsen er i lommen hele tiden. Den solide rytme, der buldrer ud af bassen, er til at sætte uret efter, og trommeslager Søren Friis er mindst lige så præcis i sine slag og rammer med både overskud og finesse. Når Tim Christensen vender sig mod dem, og de samler sig om trommesættet, mens de jammer, så fornemmer man et band, der er i fuldstændig symbiose. De ved præcis, hvad og hvornår tingene skal ske, og hvornår de to andre gør noget. Det er en fornøjelse at opleve.
De er legesyge og har sågar fået hjælp af en fjerde musiker, Anders Stig Møller, der hjælper til under sangene på 'Alter Echo', hvor han spiller keyboard og synger kor. Det hele leveres usvigelig sikkert. Så kan man sidde der på sin stol i mørket og opleve en rockkoncert, hvor det hele bare spiller.
Det vil sige lige indtil, man kan se Martin Nielsens øjne spærre op og kigge desperat ud til højre for scenen. Lyden i bassen er væk. Et par medhjælpere iler til og forsøger at udbedre skaden, og efter et minuts tid er der igen tunge toner fra den firstrengede. Alt ånder igen ro, og bandet kan spille videre.
Desværre bliver det ikke eneste tekniske udfald denne aften. I den instrumentale afslutning på den lange 'Amelia' forsvinder lyden fuldstændigt i 10-15 sekunder. Tim Christensen slår ud med armene og smiler overbærende, da han og resten af bandet kommer ind på scenen igen. Ups. Heldigvis er skaden ikke større, end at han kan sige til det velfriserede publikum, at nu er vi nået dertil, hvor der skal spilles nogle gamle numre.
Der bliver sågar forklaret, hvad et deep cut er, da de når til 'Wishing Well'. For Dizzy Mizz Lizzy ved godt, hvilke sange, publikum gerne vil høre, men der skal også være noget til deres mest hardcore fans, så den sang dedikeres til dem, der ikke er bange for at høre pladerne fra start til slut. Der er en enkelt eller to, der lige kvitterer med et hyl som tak.
Ellers fortsætter bandet lige så stilsikkert i de gamle numre, som de var på sangene fra 'Alter Echo'. Der er ingen slinger i valsen. Trioen er dygtige musikere, der kan meget, meget mere end det materiale, de spiller live. Hvor vildt kunne det ikke være at være en flue på væggen i deres øvelokale, hvis de en dag jazzede den helt ud og improviserede ud til yderste potens? For når man observerer Dizzy Mizz Lizzy i knap halvanden time, står det klart, at der er til meget mere. Omvendt spiller de også deres materiale med så megen professionalisme, at det er helt tydeligt, at de ikke tager let på opgaven, desuagtet at der rent musikteknisk er meget mere i tanken. De leverer perfekt.
Når vi så alligevel kun giver tre stjerner, så er det, fordi man sidder ned. Devilution er rigtig glade for, at kulturlivet så småt er begyndt at live op igen rundt om i landet, og siddekoncerter er såmænd et substitut, vi kan overleve på, men det er ikke en disciplin, vi nogensinde kommer til at trives og blomstre i. Det må og skal kun være en overgangsfase, som vi forhåbentlig om ikke så lang tid kan grine lige så hovedrystende af, som da vi fik vejledning i, hvor vi skulle forlade Arena Nord efter koncerten denne fredag aften i det nordjyske. Der mangler simpelthen et fysisk element i det at være tilskuer, hvor man står og føler musikken med hele kroppen. Havde vi kunnet det, så havde vi nok rykket karakteren en smule op, for de intime rammer var optimale til den rockkoncert, Dizzy Mizz Lizzy leverede denne aften.