Knuden holdt
Populær
På trods af en lidt løs start oppede Slipknot sig gevaldigt og fik hevet den sikkert i land i Esbjerg.
2. Disasterpiece
3. Eyeless
4. Skeptic
5. I Am Hated
6. Killpop
7. Dead Memories
8. Everything Ends
9. Psychosocial
10. Wait and Bleed
11. Duality
12. The Devil in I
13. Metabolic
14. (sic)
Ekstranumre:
15. Surfacing
16. Left Behind
17. Spit It Out
Det er ikke hver dag, der kommer store metalnavne til Esbjerg. Derfor var der også skruet pænt op for forventningerne. Det i en grad, hvor arrangørerne på dagen ifølge Jydske Vestkysten udråbte den til at være den største koncert i Esbjerg nogensinde. Om samme arrangører så ikke var skuffede over, at Blue Water Dokken alligevel kun var godt 3/4 fuld, vides ikke.
Suicidal Tendencies
Inden Slipknot skulle indtage hallen, var det Suicidal Tendencies' lod at stå for opvarmningen. Bandet fik 50 minutter til at dokumentere berettigelsen i 2016. På trods af en halvdårlig lyd blev der taget pænt imod Suicidal Tendencies fra publikums side. Men bandet fik nu langt fra ført bevis for, at vi behøver deres crossover mellem Bay Area thrash og skaterpunk længere. Bortset fra bandstifter og sanger Mike Muir og guitarist Dean Pleasants, der har været med siden sluthalvfemserne, består Suicidal Tendencies af relativt nytilkomne musikere. Bandet virker tungt på den ufede måde, og selv om Mike Muir fortsat tonser rundt på scenen som en Duracell-kanin, så virker det ikke længere, som om det er rytmikken i musikken, der ansporer ham. Det kan også undre, at Mike Muir på en opvarmningstjans bruger en stor del af scenetiden som gadeprædikant, hvor han kommer med en eller anden formentlig politisk agitation, som det i Esbjerg var særdeles svært at høre og finde hoved og hale i.
Suicidal Tendencies fik ikke bevist, at de har en plads på metalscenen i 2016.
Afsted over stok og sten
Fem minutter efter det annoncerede tidspunkt gik Slipknot på scenen. De fem minutters forsinkelse skyldes uden tvivl, at man mellem bandets sædvanlige pausemusik og introtape havde valgt at benytte lejligheden til at spille en David Bowie-sang.
Slipknot lagde fra starten hårdt ud med ’The Negative One’ fra bandets seneste album ’.5: The Gray Chapter’ og fortsatte i meget store dele af koncerten med at lægge vægten på den hårdere og mere kradsbørstige del af bandets materiale. Slipknots mere bombastiske sange vinder live med den energi, som det er svært at få ud igennem studieindspilninger. Til gengæld mistes mange af de nuancer, som bandet også besidder i deres brug af samples, turntables og keyboards.
Markering af jubilæum for Iowa
Sanger Corey Taylor annoncerede, at det i år er 15 år siden, at bandets store gennembrud ’Iowa’ udkom, hvorfor man ville spille sange fra netop dette album, som man enten aldrig havde spillet live før eller ikke havde spillet i mange år. Sammen med sange fra ’Iowa’ var hovedvægten lagt på sange fra debutalbummet. Af koncertens 17 sange var 10 sange hentet frem fra bandets to første album.
Det var lidt en skam. Det er fint nok med en masse "smadremetal", men der manglede især i første halvdel af sættet lidt afveksling. På Slipknots senere album har der lige så stille sneget sig flere nuancerede sange ind, som klæder bandet fint. Men tilsyneladende stoler bandet ikke helt på, at disse sange holder live, og der var medtaget overraskende få nyere sange i sættet.
Dog blev det til fine versioner af ’Psychosocial’ fra ’All Hope Is Gone’ og eksempelvis ’Killpop’ og ’The Devil in I’.
Bedre mod slutningen
Uden show er Slipknot kun et halvt band live. Der er ingen tvivl om, at det show, som Slipknot havde medbragt til Esbjerg, var at sammenligne med en klubkoncert i forhold til det, som der rejses rundt med i USA. Men det var nu ganske flot, selvom publikum måtte undvære ild og andre ekstraordinære effekter. Man kan godt blive lidt træt af at glo på de to lifte med hver sin perkussionist, der uafladeligt hæver og sænker sig koncerten igennem, imens man overvejer, hvornår hydraulikken giver op. Til gengæld var det meget effektivt med de mere eller mindre kunstneriske videosekvenser, der uafladeligt vistes i baggrunden som et virtuelt bagtæppe.
Lyder var ikke vanvittig god i Blue Water Dokken, der givetvis i højere grad er opført som idrætshal end som koncertsted. Men den blev bedre hen ad vejen, og i takt med, at der i sættets anden halvdel var lidt mere variation i musikken end i første halvdel, endte det hele med, at Slipknot fik arbejdet koncerten hjem med tilfredsstillende resultat.
Med de tre ekstranumre fik Slipknot lukket og slukket godt og grundigt efter sig.