Mini Magic 2020: Reportage

Nogen af folkene bag Metal Magic Festival inviterede til en hemmelig privatfest for 100 indviede Metal Magic-gængere. En stærk kickstart efter en længere pause fra metallen på landets live-scener med Altar of Oblivion og Gabestok som største trækplastre – og Silhouette som den syrede afstikker.

”Metal Magic part 13 er aflyst”, lød det i slutningen af april, da regeringen meldte ud, at det ikke ville være lovligt at samle mere end 500 mennesker før efter d. 31. august. Som talerør for den klassiske metal i alle afskygninger fra doom til black, fra død til thrash inklusiv undtagelsesvise, mindre distortede afstikkere, har Metal Magic stadfæstet sig som det årlige samlingspunkt for alle dem, der også søger et alternativ til al Copenhells mainstream, fjant og gøgl.

Lige som man efterhånden tog for givet, at al koncertaktivitet var aflyst sommeren over, kom udmeldingen ud til nogen af de mest hærdede Metal Magic-gængere om, at muligheden trods alt var opstået for alligevel at afholde en privatfest med danske bands for Metal Magic-segmentet, et såkaldt Mini Magic for de 100 nærmeste. Samme weekend som Metal Magic i forvejen var sat til at blive afholdt og i henhold til sidde-ned-reglerne, og så måtte man jo gøre op med sig selv, om det var stor en pris at betale for indtagelsen af weekendens syv danske navne – kan man overhovedet fyre den af, mens man sidder på sin flade?

Vel kan man da så, når blot musikken spiller, og man i den grad hungrer efter metal på livescenerne, som vi ikke har haft fornøjelsen af siden marts måned. For beskedne 200 kroner bød fredagen på Motörheadificeret rock'n'roll fra DemonGrinder og andenbølge-black fra Discipel, inden Gabestok lukkede af som aftenens headliner, mens andendagen skred lidt tungere frem med Archangels Misfits-inspirerede punk og lokale psych-toner fra Silhouette, klemt inde mellem weekendens to episke doomnavne i form af Hadron og Altar of Oblivion.

Førstedags-dødsdruk
Efter at have fundet på plads på det lokale hotel Postgaarden, der ganske som navnet lagde op til lignede en tidslomme fra Matador-universet, var der ti minutters gang til Det Bruunske Pakhus, hvor det hele løb af stablen. Den sorte garderobe var så småt landet, og genkendelsens glæde byggede stemningen op de første timer. Baren var ladet med 20-kroners dåsebajere, køkkenet med 50-kroners frikadeller og kartoffelsalat ad libitum, og så kunne man ellers fordrive ventetiden med de obligatoriske diskussioner om, hvilken plade man først bør tjekke ud med Coroner, og om der egentlig er nogen, der kan nævne flere end fem fede, franske dødsmetal-bands på kommando.

De blodige dukkelemmer hang i reb fra sceneloftet, og mere skulle der sådan set ikke til, før vi havde vænnet os til de nye kulisser - uagtet det påfaldende, kompakte setup af caféborde og dertil hørende stole, for ingen skulle da komme her og sige, at vi ikke overholdt reglerne. At nogen så hoppede lidt mere rundt på stolene end andre bekræftede kun det høje humør, selvom det trods alt ikke var Macabre eller Blaze Bailey, der var i vente.
Faktisk lod det ikke til, at nogen kendte dagens første navn DemonGrinder, og selvom der da heller ikke blev gjort de store musikalske landvindinger, var der nu en charmerende no-bullshit-attitude over deres fire-akkorders arsenal af Lemmy-inspirerede bangers. Det var måske lidt uvant at se bassen spillet på keyboard, men skidt pyt, når den lød som den skulle, og når weekendens primus motor Martin Jørgensen selv lavede en cameo undervejs med sin skrig-gule spade, kunne man dårligt ønske sig mere.



Det skulle da lige være Discipel, der endnu ikke har gjort andet væsen af sig end en live-demo på kassettebånd, fordi et sted skal man jo starte. Efter alt at dømme er der sket en del i Discipel-lejren, siden demoen kom ud sidste år. Tempoet er stadig til den nærmest militant slagkraftige side, ikke mindst fra trommeslager Morten Østergaards side, men der er i mellemtiden kommet mere form over sangene, mens det var tydeligt, at Discipel stadig er så nye i gamet, at de har masser af blod på tanden til at drive det meget videre, end vi endnu har haft chancen for at bevidne. Uden tvivl et navn, der bør holdes øje med i de kommende år.

Nyder man sin black til den primale side var der også al mulig god grund til at blive revet med af Morten Østergaards næste band - kultduoen Gabestok, der tidligere i år vandt flotte ord med på vejen for deres ep 'På Herrens Brakmark', som vi fik det meste at høre fra, mens arme og albuer fægtede rundt i hele lokalet. Det er svært at stå for dette friske Mayhem-foretagende, der på simpel vis smider deres egen punkede bersærker-mentalitet ind i de lettere horror-inspirerede tekster, kontant og uden de store armbevægelser. Gabestok er et forbandet charmerende projekt, og i den helvedesrus, de fleste af os havde banket i hovedet indtil da, ramte de nåleøjet præcis midt i, inden branderten fortsatte med mere eller mindre obskure metalklassikere på anlægget i fælleslokalet til langt ud på natten. Hvis ølsalg i sig selv skulle være et udtryk for succes, så må man anerkende det imponerende i, hvordan det lykkedes 100 mand at bælle 60 rammer øl alene på førstedagen.



BPM på halv dagen derpå
Det sagde så måske også lidt om gearet lørdag, hvor en god håndfuld af os mødtes i Postgaardens restaurant inden morgenmadsbuffeten lukkede kl. 10 og tankede op på rundstykker og kogte æg, inden endnu en time på øjet sikrede balancen på søvnkontoen. På gågaden foran Det Bruunske Pakhus sad tre af de usual suspects og grinede fjoget på en kombineret gadeinstallation af en bænk og en vippe til tonerne fra en mobiltelefon af First Days of Humanity, og så var dagen ligesom også i gang igen.

Dog knap så meget indenfor, hvor Archangel stadig ligner en Samhain-pastiche med teaterblodige overkroppe og enkle sing-along punk-refræner, pumpet op med forsanger Søren Crawacks Glenn Danzig-inspirerede moves, fordi alt ved Glenn jo bare er lidt sejere end alt andet. Det fattede vi også godt, da de spillede et rent Misfits- og Samhain-sæt på Metal Magic sidste år, men deres egne sange har simpelthen ikke nok charme eller karakter til, at de gør det store væsen af sig, og man fik i virkeligheden bare lyst til at råbe efter at høre noget mere Misfits, og så ved man jo dybest set godt hvad klokken er slået.
Hadrons episke doom havde til gengæld mere på hjerte med tunge riffs og højstemt vokal, så man ikke betvivlede, at Candlemass var gledet ind med modermælken. Den selvbetitlede debut fra sidste år er en ganske habil, stemningsladet affære, men på scenen efterlader de stadig meget at ønske, Ikke mindst sanger Martin Pedersen, der virkede uengageret og manglede en reel stage presence, som han trissede rastløst rundt på de få kvadratmeter af scenen og kæmpede for at ramme de høje toner, når han da ikke blot strakte den så højt, som han overhovedet kunne, og håbede på det passede med tonearten.
Med andre ord, det helt rette tidspunkt at gå ud og fylde sig med den formidable kylling i karry, køkkenchefen havde stablet på benene.

Nu var det så også tid til helt andre boller på suppen. Godt nok spillede Silhouette også på Metal Magic sidste år, men når det kommer til stykket er den lokale kvartet vel snarere en art dark psych med hint af Uncle Acid og Pink Floyd. Hvor de sidste år holdt sig mere til bogen uden de helt store, ambitiøse vingefang fik psych-delen alt hvad den kunne trække i denne ombæring som en klædelig afveksling, der trods alt også giver mening i denne stillesiddende setting. En fuldlængde og en ep er, hvad det er blevet til i deres otte år sammen, men på aftener som denne lørdag er det tydeligt, at det er samspillet, de følte overgange, der gør at Silhouette fortjener mere opmærksomhed end de bliver givet – og med undertegnedes blødende hjerte for Pink Floyd afkrævede det også omgående fællessang, da sættet blev lukket ned med deres hardrockede cover af 'Lucifer Sam'.



De skilte dog stadig vandene for dem, der bare var kommet for at høre METAL, og så var det helt på sin plads, at festivalens endegyldigt sidste indslag var Altar of Oblivion. Ganske vist meget til den tunge side, men hvor Hadron stadig mangler lidt på både vokalsiden og sangskrivningsdelen har Altar of Oblivion mere sans for opbygning med både lange epics og en stærk stemme fra frontmand Mik Mentor. Med afstand den koncert på Mini Magic, der fik flest af de fremmødte ud i kanten af sæderne, hvis ikke ligefrem hængende i scenesøjlerne som support for ikke blot aalborgenserne, men for Martin Jørgensen og hele det arrangement, han og Metal Magic-teamet havde sat op for de nærmeste indviede. Altar of Oblivion var lige den dråbe metal, vi savnede, der samlede os alle i fællessang, med stærk support på dagen fra Silhouettes bassist Tobias Nefer og nok af soli til at holde salens mange næver i vejret.

Mini Magic blev for de fleste af os de første metalkoncerter siden marts måned, og vi taler vist for alle de fremmødte, når vi takker for et solidt arrangement med så meget af den vante festivalpakke, som restriktionerne nu giver mulighed for. Altså, en opgradering på øl og drinkfronten havde da været på sin plads, men det var musikken og fællesskabet der førte os sammen, og afterpartyet lørdag nat med bl.a. 'Shadow on the Wall' (Mike Oldfield) og 'True Survivor' (David Hasselhoff) på repeat demonstrerede da også med fuld plade på luftgeddar, hvor stærkt sammenholdet også går ud over metallens mere sterotype rammer.
Vi takker endnu engang for invitationen – med håbet om, at vi kan vende tilbage til de vante rammer på marken udenfor Fredericia næste år!