Tilbagelænet William Duvall i klubform.
William Duvall, den nye forsanger i Alice in Chains efter Layne Staleys død i 2002, er omsider på de europæiske landeveje med shows i Odense og København.
Never Fade (Alice in Chains)
Strung Out on a Dream (Comes With the Fall)
Smoke and Mirrors (Comes With the Fall)
Lady Stardust (David Bowie-cover)
White Hot (Comes With the fall)
The Veil of All My Fears
Chains Around My Heart (Madfly)
So Cruel (Comes With the Fall)
Seasons of Wither (Aerosmith-cover)
Blood Moon (Giraffe Tongue Orchestra)
Keep Driving Me Away (Madfly)
No Need to Wonder (Comes With the Fall)
‘Til the Light Guides Me Home
Tilbage i 2019 udkom William Duvalls første soloalbum. Det akustiske ‘One Alone’. Et album bestående af nye sange samt nye akustiske versioner af sange fra hans tidligere bands Madfly og Comes With the Fall. Fra begyndelsen i 80'ernes hardcore-punkscene i Atlanta i bandet Neon Christ over rockbands som Madfly, supergruppen Giraffe Tongue Orchestra (med bl.a. Brent Hinds fra Mastodon og Ben Weinman fra The Dillinger Escape Plan) og Comes With the Fall og endelig til Alice in Chains og det seneste akustiske soloalbum har William Duvall været på lidt af en musikalsk rejse, og en musikalsk rejse var netop hvad vi havde i vente.
Et fyldt Dexter
Med lokalkendt og erfaringsbaseret viden om fremmøde til koncerter en hverdagsaften i provinsen var det med bange anelser, jeg drejede ad Vindegade og slentrede ned til Dexter. Det legendariske jazzhus i Odense, der siden 1991 har præsenteret jazz, blues og songwritere for folket, men som i de senere år har udvidet med elektronisk, poetry, pop og rock som denne aften. Jeg nåede kun lige ind ad døren, inden de føromtalte anelser kunne manes i jorden. Et halvt fyldt Dexter, der ved koncertstart ingen pladser havde tilbage. Et besøg af William Duvall sker ikke hver weekend i Odense, og det var et gulv med kendere og fans, der denne aften havde fundet vej til Dexters hyggelige atmosfære.
En stol, to guitarer, en violet stofbeklædning bag scenen og tre flasker vand, der senere skulle blive byttet ud med prosecco. Sammen med de stearinlysbesatte borde udgjorde det en mindre og simpel ramme i en type sal, man ikke normalt har mulighed for at se Duvall i. Klokken 19.58, to minutter før planlagt showstart, entrerede William Duvall og lagde ud med ‘The 3 Wishes’ fra det nye album, mens roen sænkede sig. Duvall var klædt i sort, og attituden var altså fuldendt med de sædvanlige og kendte solbriller. Det akustiske setup tillod hurtigt den twangfyldte vokal at indtage rummet, hvor lyden var klar, ren og afstemt.
Næste sang i aftenens sæt var en version af ‘Never Fade’ fra Alice in Chains’ seneste album, ‘Rainier Fog’, et nummer skrevet af William Duvall selv, og med os fik vi historien om tilblivelsen i Studio X i Seattle hvor albummet er indspillet. Om hvordan han under indspilningerne en aften var blevet i studiet. Det studie, hvor Layne Staley har tilbragt meget tid, og hvor Chris Cornell og Kurt Cobain også har slået deres folder. Chris Cornell var død kun en uge forinden, og samme år havde Duvall mistet sin bedstemor. Det var altså med følelsen af dem i rummet - og alle andre der forlader os, men dog aldrig forsvinder - at sangen blev til. Aftenens udgave af ‘Never Fade’ var i sagens natur markant anderledes fra albumversionen, hvilket den sagtens kunne bære. Frem for den strømfyldte udgave på ‘Rainer Fog’ tog William Duvall den helt ned, gjorde den eftertænksom og fik publikum til at læne sig tilbage i stolen.
Nærværende publikumskontakt uden store overraskelser
William Duvall var fra start helt ude i salen, og ingen kunne undgå at blive draget ind i fortællingerne og musikken. Lidt positiv snak om Odense og hans gåtur rundt i de gamle gader tidligere på dagen kunne let være blevet banalt, men blev leveret overbevisende og med humor, og han lykkedes i stedet godt med at løsne op for de 60-70 siddende publikummer.
Hvis man, som jeg, ikke kunne dy sig og derfor forinden havde tjekket op på sætlisten fra de tidligere shows på europatouren, var det ikke en aften, hvor man ville blive overrasket. Men med ét soloalbum i bagagen og Duvalls eget navn på plakaten er det nok også for meget forlangt. Efter ‘Strung Out of a Dream’ og ‘Smoke and Mirrors’ var tiden kommet til aftenens første egentlige covernummer, som bestod af ‘Lady Stardust’ fra David Bowies album ‘Ziggy Stardust’. Et nummer, han fik gjort til sit eget.
Det følgende nummer blev tilegnet Duvalls hustru, Theresa, inden introen til den inderlige ‘White Hot’ blev slået an. Her mærkede man tydeligt de forskellige kropslige fornemmelser, de akustiske versioner skaber i modsætning til albumudgaverne. Fra rockattitude til eftertænksomhed. Her og i den næste periode af sættet var vi vidne til aftenens klimaks, hvor William Duvall virkelig gav sig vokalmæssigt i ‘The Veil of All My fears’, ‘Chains Around My Heart’ og ‘So Cruel’, hvor også en sublim guitarsolo sneg sig ind, efterfulgt af publikums, på dette tidspunkt ikke så få, klapsalver inde midt i numrene. Der blev skålet, og det svandt i glasset med prosecco.
En coverudgave af Aerosmiths mesterlige ‘Seasons of Wither’ fra albummet ‘Get Your Wings’ har været fast på William Duvalls europatour, og Odense skulle denne aften heller ikke snydes for Duvalls version, der kun blev afbrudt af den medrejsende lydmands drikkeglas, som pludselig faldt på gulvet og splintredes blandt bordene. Fra Giraffe Tongue Orchestras eneste album Broken Lines fra 2016 fik vi ‘Blood Moon’, og aftenen sluttede roligt af med ‘Keep Driving Me Away’, ‘No Need To Wonder’ samt hittet og ørehængeren ‘Till the Light Guides Me Home’.
En almindelig torsdag var for publikum blevet forvandlet til en forårsaften i godt selskab med William Duvall og Dexters perfekt intime rammer, der rev publikum ud af hverdagen. og som lige så godt kunne have fundet sted på en røgfyldt klub i L.A. En aften med en oplagt William Duvall og stående bifald var ovre. Jeg selv forsvandt i tusmørket ad Vindegade.