Stor stemme i skøn sal
Populær
Chris Cornell fortolkede flot egne og andres sange i Musikkens Hus i Aalborg. Publikum fik både Prince, John Lennon, U2, Metallica og Bob Dylan udover de forventelige sange med Audioslave og Soundgarden.
2. Before We Disappear
3. Can't Change Me
4. As Hope & Promise Fade
5. Nearly Forgot My Broken Heart
6. Nothing Compares 2 U
7. Josephine
8. Fell On Black Days
9. The Times They Are A Changin'
10. Blow Up Outside World
11. Doesn't Remind Me
12. Be Yourself
13. Misery Chain
14. You Know My Name
15. Say Hello 2 Heaven
16. River Of Deceit
17. Rusty Cage
18. Black Hole Sun
19. Hunger Strike
20. I Am The Highway
21. Wooden Jesus
22. Imagine
23. One
24. Seasons
25. Higher Truth
Det var meningen, at Chris Cornell skulle have spillet koncerten i Aalborg d. 3. april 2016, men han blev syg og måtte derfor udskyde sin optræden i Musikkens Hus på havnefronten. Det blev så til fredag d. 13. maj i stedet, og den forlængst udsolgte koncert trak trods datoændringen stadig fulde huse på det smukke spillested. For Musikkens Hus er virkelig smukt. Mens vi i vores genre oftest er at finde på Skråen, Studenterhuset, 1000Fryd eller lignende, når vi bevæger os i Aalborg, så er Musikkens Hus altså noget helt, helt andet.
En akustisk aften med Chris Cornell er da også lidt af et sceneskifte for denne anmelder. Noget, som guitaristen i Ferocity Peter Nordahn da også pointerer, da vi mødes i foyeren. Et smil og en kølig kommentar om, at i aften skal vi til en "stillekoncert". Det blev det faktisk ikke helt.
Chris Cornell er nok bedst kendt for sin tid som forsanger og sangskriver i Soundgarden og Audioslave, hvor de kæmpestore hits 'Black Hole Sun' og 'Spoonman' fra pladen 'Superunknown' fra 1994 sparkede Seattle-drengen helt op i stratosfæren popularitetsmæssigt, da grungefeberen rasede. Sammen med Nirvana, Pearl Jam og Alice in Chains omskrev Cornell og Soundgarden på godt og ondt musikverdenen i de år. Da Soundgarden brændte ud indefra, gik Cornell i gang med sin solokarriere og startede derudover Audioslave op sammen med nogle af resterne fra Rage Against the Machine, hvor han også i en årrække nød stor popularitet.
De sidste 10 år har fokus dog klart været på solokarrieren, og det har flere gange bragt ham forbi Danmark, men det har været København og Aarhus, der har været vært for hans koncerter. Derfor var det næppe overraskende, at koncerten i Musikkens Hus i Aalborg blev udsolgt på blot fire minutter, da den blev annonceret. For publikum i Aalborg ved godt, hvad god rockmusik er, og de er klar over, hvad de har i den store sal i Musikkens Hus.
Musikkens Hus blev taget i brug for knap tre år siden og står derfor stadig nærmest spritnyt og lige så flot som på åbningsdagen. Den store sal er et besøg værd i sig selv, og de knap 1300 siddepladser indbyder ved første øjekast til store, musikalske oplevelser. Det fik vi også denne fredag aften. Chris Cornell gik på scenen, et par minutter efter klokken faldt i 20.00. Han startede koncerten med den knap så kendte 'Bend on the Road' og snakkede veloplagt mellem numrene om dette og hint.
Det blev blandt andet til lidt ironisk distance til hjembyen Seattle og Danmark og disses manglende lyse timer i vinterhalvåret samt den indvirkning, det kan have på humøret. Cornell er befriende ærlig om sig selv og sin musik, hvilket gør, at hans personlighed med det samme overvinder publikum, hvis de da ikke allerede var blevet omvendt af hans stemme. For stemmen er noget helt særligt. Den raspede grungevokal, vi kender fra Soundgarden og Audioslave, er ikke det eneste, Chris Cornell kan. Han kan virkelig synge. Også rent. Det fik vi flere gange oplevelsen af denne aften, og akustikken i Musikkens Hus gjorde, at det var så rent, at det næsten blev for meget af det gode. Berusende til tider.
Højdepunkterne var blandt andet 'Josephine', som han havde skrevet til sin kone, og som havde taget ham i omegnen af 13 år at få skrevet færdig. Der var også de forskellige covernumre, som han hev frem. Prince blev hevet frem i 'Nothing Compares 2 U', der, som Chris Cornell pointerede, netop var det, der ærgrede Prince ved covernumre. At dem, der laver coveret bliver kendt for sangen, uden at folk ved, hvem der reelt har skrevet den. Sinead O'Connor fik en karriere ud af det nummer, mens det nok stadig ikke er alle, der ved, hvem der skrev sangen tilbage i 1985 til bandet The Family.
Også John Lennons 'Imagine' blev opført med slet skjult reference til tidens tilstand. For Cornell er bestemt også politisk bevidst. Hans kommentarer og pointer blev denne aften leveret på en elegant vis uden at virke skinger eller kalde enkelte politikere eller politikker ud. Blot konstateringer, hvor publikum så selv fik lov til at regne pointen ud. Amerikansk underholdning har det ellers med at skære tingene så meget ud i pap, at man som publikum føler sig umyndiggjort. Her bevægede Cornell sig hårfint på grænsen og mestrede kunsten uden at tvinge sin pointe ned i halsen på os.
Det, der derimod blev kastet ud til os i spandevis, var vellydende musik. Lydmanden havde et enkelt kiks med feedback, der fik Cornell til tørt at pege på gerningsmanden, og salen brød ud i et overbærende latteranfald. Publikum var nemlig med hele vejen, spillede med, klappede mellem numrene, så det lød mindst lige så højt som musikken og var ifølge Cornell selv meget tålmodige og rolige.
Cornell selv var ikke rolig. Han var indlevende og gav et brag af en koncert, der varede i knap to og en halv time. Devilution blev underholdt med en fortolkning af 'Rusty Cage', hvor Cornell spillede Johnny Cashs version af nummeret og senere parrede U2's 'One' med Metallica-tekster til deres nummer af samme navn. På den måde blev vi ikke kun introduceret til Cornells egne kompositioner fra Soundgarden, Audioslave og solokarrieren, men trakteret med flere af nutidens kunstneres helt store numre. En lang koncert, der fra start til slut blev båret af Chris Cornells fabelagtige stemme, indlevelse og legende lette guitarspil.
Det eneste malurt i bægeret for undertegnede var, at 'Like a Stone' var udeladt denne aften. Det er en af de mange sange, han ikke spiller fast hver aften på denne 'Acoustic Higher Truth World Tour', men man kan ikke få det hele. Når man ser sætlisten, så kan læseren se, at vi fik så rigeligt af andre, gode numre. Der var derfor et bragende bifald til Chris Cornell, da han takkede af efter at have spillet netop ekstranumrene med 'One', 'Seasons' og den afsluttende 'Higher Truth'. Fem fuldfede firkanter for en formidabel koncert i en flot sal med en endnu bedre lyd. Det kan ikke gøres ret meget bedre.