20 års karriere i real-time
Populær
Kataklysm præsenterer sin 20-årige karriere på DVD. Selvom det er blevet et alt for omfattende værk, så er det stadig temmelig interessant.
The Early Years 1991-2004
DVD 2:
The Rebirth 2004-2001
Live at Summer Breeze 2011
Iron Will (video clip)
CD1:
Live at Summer Breeze
CD2:
Best of Kataklysm
En kollega på redaktionen jokede med, at denne anmeldelse burde være mindst 20 A4-sider lang, men da personerne, som joken går på, næppe vil opdage det, så bliver ordene her i et lidt mindre omfang. Sagen er den, at det canadiske band Kataklysm har begået en dokumentar om sin karriere, og det tager det dem altså et godt stykke over 5 timer at berette om.
Det er således næppe noget, man tager i et stræk, men faktisk er det en interessant affære at være vidne til, og jo større interesse man har for bandet i forvejen, jo bedre er oplevelsen nok. Den første DVD tager det længste stræk på 3½ time og fortæller om bandets spæde start i 1991 og ender ved en af de mange "kriser", bandet har været igennem, nemlig efter 'Serenity in Fire', hvor bandets nye super-trommemaskine bare på ingen måde skulle fortsætte i bandet. Socialt gik det vidst bare ikke til mere end et album og en tur.
Heldigvis lykkedes det at overtale den tidligere trommeslager Max til at tage endnu en tørn i trommestolen. Og der sidder han endnu: For tredje gang kom han med i bandet, efter skader og manglende interesse tidligere havde fået ham til at smutte. I 2004 kom han tilbage med et brag sammen med resten af gutterne og 'In The Arms of Devastation'. Og derfra er der ikke så meget nyt at fortælle, så hele disc 2 ender mest i klips fra forskellige shows fra hele verdenen i svingende lydkvalitet. Desuden "stand-up" fra bandets pizzamand (ja, sgu!), klip med forsangerens søn og med bassistens datter og andet i den dur.
Det handler om viljen
Disc 2 er dermed nok for de ultimative fans. Det bliver lidt prætentiøst hele den her snak med, hvor meget de har klaret på en indædt vilje - deraf titlen 'Iron Will'. Til sidst er der endda tillykke og ros fra alt fra A&R-folk bag bandet og t-shirt trykkeriet, over canadiske bands som Voivod og Cryptopsy til folk fra bands som bandet har turneret med, som Cannibal Corpse og Kreator. Og et dansk indlæg fra Tue Madsen, der har mixet et par af bandets album.
Men disc 1 er faktisk rigtig interessant og det også uden en forkærlighed for de canadiske hyperblastere. Man får blandt andet historien om "hyperblastet" (disc to har i øvrigt historien om "the gravity blastbeat"), som de trommeinteresserede så kan studere, og det er jo vigtigt, når man i dagens groovy udgave af Kataklysm måske undrer sig over udsagnet "northern hyperblast", der har hængt ved bandet i mange år. Faktisk er det bare en snydeteknik til at få et blastbeat til at være lige lidt lettere at udføre, men som så blev et trademark for bandet.
Historien starter tilbage med den nuværende forsanger Maurizio, der smed bassen og greb mikrofonen, da den tidligere frontmand blev fyret i 1998. Helt klassisk: en ung gut vil starte et band. DVD'en byder på blandt andet på interview med et af disse første medlemmer, som dog røg i svinget, da han ikke havde råd til trommeudstyr, når der også skulle være råd til mad til hans hund. Knap så rock 'n' roll. Det var der til gengæld over den første forsanger Sylvain Houde, der fremstilles som psykisk syg, men også fortaler for den noget mystiske dødsmetal, som bandet dyrkede i starten, men som de andre medlemmer siden voksede lidt fra.
Et følsomt emne
Sylvain har utroligt nok indvilliget i at deltage i et interview, og han virker ... speciel. Til trods for, at det er 14 år siden, han var med i bandet, så er der helt tydeligvis noget nag. Det gør tydeligvis ondt på manden endnu, og den storskæggede mand spytter og svovler og knytter hænderne.
Og det er måske forståeligt, hvis bandets første bedrifter i hans øjne er det bedste dødsmetal-verdenen har hørt. Bandet stod igennem en vild tur i Mexico da medlemmerne var blot 18-20 år gamle. En tur de nær ikke var sluppet godt fra, og som var utroligt ringe besøgt i forhold til en tur året før i Europa, som havde haft 1000-2000 besøgende hver aften. Og så tillader bandet sig at smide ham ud og skifte stil?
Det første stilskift var nu også frygteligt. 'Victims of this Fallen World' er en sær omgang nu-metal-inspireret musik i stor kontrast til den utrolige, sære og tekniske 'Temple of Knowledge' (som Sylvain i øvrigt krævede skulle bære hans ansigt, for det var jo ham som var "templet"). Kontrakten til Nuclear Blast røg da også, men som dokumentaren fortæller, så fik Kataklysm rejst sig igen, og Maurizio blev en god frontmand, som også fik groet sit hår langt igen.
Men først skulle bandet igennem et fuldstændig fejlcastet show med et fantastisk legendarisk band som Morbid Angel i 1998. Kataklysm havde blandt andet flere medlemmer med kort hår, Puma fodboldshorts og Nike-trøjer på. Skuffelsen fra fansene var stor, og de fik kastet alskens ting mod sig. Det blev nok ikke betragtet som helt "true" ...
Åh nej, fuldemands-TV
Det fejlcastede kan ligge og lure mange steder, og således også på dette dokumentar-værk. Fint er det, at alt den seriøse snak om kriser og opture, bandstart, medlemsfyringer osv. bliver krydret med lidt humor. Men det er sjældent en god idé, at give et kamera til bandets "klovn" og så lave "Max-TV" ("klovnen" er i dette tilfælde er Max og er trommeslager (trommeslageren som bandets klovn? Nej, nu har man da aldrig hørt mage ... red.). Det bliver helt som man forventer, hvis man har prøvet at være i (eller i selskab med) et band, der har indtaget en god portion alkohol. Folk i bandet tror, de er de sjoveste og sejeste i verden, men i virkeligheden er det bare plat og fordummende humor. Sådan skal det være i et band - det er lov! - men til en DVD til bandets fans, kan man godt nedtone det.
Hurra for "fast forward"
Og sådan er der ret meget som kan nedtones på dette værk, men spoleknappen er opfundet, så der skal da heller ikke lyde flere klager over værket her, hvor kvantiteten er i orden. Og faktisk er dokumentaren mere interessant end de ekstremt professionelle 30 minutters DVD'er fra bands af større kaliber. Det er næsten den fulde historie, og så skidt pyt med, at selv live-klip fra efter 2010 har forvrænget lyd, og at billedkvaliteten i visse interviews er skidt og at gardinet bag ved bassisten under hans interviews er usandsynligt grimt at kigge på.
Det er udførligt og generøst af bandet. Og udover gennemgangen af bandets 20-årige karriere, så er der også lige en DVD med et live-show fra Summer Breeze 2011. I helt fin lyd og billede. Showet får man også med på cd, ligesom der er yderligere en cd med bandets bedste sange. Og et enkelt nyt nummer, som dog nærmest er en pastiche på bandet selv og dets seneste par albums. De samme tricks, men det er vist lavet i en fart, så det har slet ikke de hårdt-rykkende catchy elementer, som bandet normalt er garant for.
Men døm da selv - videoen består i øvrigt af en del klip fra dokumentaren: