Nasty Cut fejrede sig selv med rigelig variation og god stemning, miljøet stod for resten. Fremtiden lyder på forbrødring.

Demonaz' Immortal veksler mellem at lyde som en udvandet kopi af sig selv og et ret habilt Immortal-tributeband. Hvis Immortal engang lød som frostdæmoner, lyder de nu som lunken festivalfadbamseblack.

Pupil Slicer gav intimkoncert for 20 mennesker i et lille øvelokale under Limfjordsbroen, mens Chronicle holdt release-fest med dårlig lyd på 1000Fryd.

Agriculture spiller black metal i dur. De kan godt lide black metal, hvor legen tages alvorligt, men de arbejder for det gode liv.

Aalborg Rock & Metal afholdt deres metalfestival på Studenterhuset, hvor Endarken og Mother of All havde flere tilskuere end det spanske hovednavn Noctem.

Nej, selvfølgelig er det ikke det. Men der er Julie Christmas, og det er næsten det samme. Nye og mindre nye sager fra Hudsult, Spanish Love Songs, Scowl og meget andet.

O, skænk mig en grav ved det iskolde hav, hvor kun bølgerne hører min gråd.

Troede du at sommeren var på vej? Ikke hvis det står til Frozen Soul på ‘Glacial Domination’. Spænd hjelmen, der kommer istapper flyvende!

Users tog os med storm til Nasty Cuts 5-årsfejring, og vi har stillet skarpt på det unge punkband.

AMB indkaldte til første samling. Tysk undergrund blandt stearinlys og udsprungne syrener.

Drain serverer crossover-hardcore direkte ud af det solbeskinnede Californien.

En håndfuld cover-numre er lige akkurat det, Ghost serverer når de skal gøre klar til turné. Men det er en ligegyldig udgivelse.

Copenhell-aktuelle Enforcer bør som alle andre bands kunne spille hurtigt, højt og vildt, og hvis de havde husket på den grundregel i heavy metal, ville Nostalgia være et perfekt knallert-heavy-album.

Vi har atter stået på hovedet i buffeten med albums og har trukket to black metal-bands og et crossover-thrash-band op for at dømme dem hårdt ved første ørekast.

Tre meget forskellige grupper tilgodeses i dag: Korpiklaani, Three Days Grace og Crown the Beast fuldender Copenhells program for 2023.

Ordene kommer fra Vægtløs, der gav os et intenst show på A Colossal Weekends første dag, og dem vender vi tilbage til. Men vi fik også markant vokal fra både Svarta Havet og Liturgy og absolut ingen vokal fra We Lost The Sea, Weal og And So I Watch You From Afar.

Tyngde var fredagens fællesnævner. SVINs jazzede flair tilføjede ekstra bredde til helheden, mens Messa og Shy, Low skød skarpest gennem Colossals genre-filter.

Lørdag blev til A Colossal Weekends sidstedag. Programmet var særdeles varieret, med både positive og negative udfald. Eyes smadrede vores ører, nakker og fordomme om et hardcoreband på en metalfestival.

Meget kan man kalde Eyes, men "klassisk" eller "uvarieret" er ikke ordene. Endnu engang rev de et af de københavnske spillesteder midt over. 

Messa lever op til favorit-værdigheden med en kemi og stemmepragt, der mere end illustrerer, at de er klar til næste trin på karrierestigen.

Det var en af de koncerter, hvor man føler sig forenet med resten af publikum og med bandet. En givende, rørende og frem for alt medrivende oplevelse.

Det virkede som om, Tears of Fire gav os det show, de troede vi gerne ville have, og imens stod vi og savnede meget mere af de fine persiske elementer i deres funeral doomede black metal. 

Har Kejseren tøj på? Hvad betyder "avantgarde" egentligt? Hvorfor fik Svin os til at stille os selv så mange åndsvage spørgsmål? 

Finske Svarta Havets forsanger overrumplede med sin vilde, ukunstlede performance og sit dragende vokalarbejde.

We Lost The Sea’s instrumentale post-metal lød spændende på papiret, men endte med at gå i tomgang.

Trods en lidt statisk start skinnede magien igennem i Liturgys første koncert på dette års A Colossal Weekend.

Solen er fremme, og de kolde fadøl og serveres i usle, klimaødelæggende plastickrus, så festivalsæsonen må jo være sparket i gang.  Her får du ugens koncerter og udgivelser.

Andrew Gabriel startede sit label “Nasty Cut” som en joke mellem ham og The Overjoyeds sanger Leo. Det skulle dog ende med at blive virkelighed. I pinsen starter en tre-dages fejring af Nasty Cuts femårsjubilæum med (punk)bands fra ind- og udland.

Det underspillede, flamboyante og kompromisløse stod skarpest på en dag, hvor udvalget var for stærkt til at vi kunne nå det hele – det halve kunne nu også gøre det.

Hvad gør man med en kombination af en forkølelse, der nægter at give op, og en programmæssigt ret sløv dag på Roadburn Festival? Man drikker bloody Marys, gør man. Og vælger det helt rigtige selskab at gøre det i.

Lørdagen stod ikke just i den hårde metals navn, men leverede tyngden på mange andre planer – med et enkelt nostalgisk indslag som sidevogn.

Søndag bød på intelligent eksperimenterende metal med Imperial Triumphant. Afsky spillede et af sine bedste shows, og dagen sluttede med et hemmeligt Duma show, hvor vi fik Duma, sådan som de helst skal lyde.

Roadburn 2023 vil vi nok altid se tilbage på, som en festival i vadestedet. Den stramme kunstneriske vision manglede kanske, men til gengæld blev der eksperimenteret med genrer og udtryk.

KEN Mode gav publikum en opvisning i, hvordan en koncert skal leveres - helt uden svinkeærinder.

Franske Sierra havde pokeransigt under det meste af sin koncert, mens hun kiggede ud over en kogende sal af danseglade roadburners. Mange andre måtte gå forgæves, da det franske multitalent lavede festivalens længste kø.

Brutus var et veltimet, energisk åndehul med rockede ørehængere på stribe og Stefanie Mannaerts' drive og hæse charme som trioens største trumfer fredag aften.

Boy Harsher fik med noget besvær startet en dansefest til dagens sidste koncert på den store scene, men da den først var i gang, gik det strygende.

Imperial Triumphant kom, så og sejrede... næsten da. De intellektuelle black metallere fandt aldrig rigtig deres ben på en scene, der virkede lidt for stor, og til en koncert, der virkede lidt for tam.

Julie Christmas vandt vore hjerter med Roadburn 2023's utvetydigt stærkeste stemmepragt og et væld af nye numre, der lover stærkt for fremtiden.

Backxwash spillede en kraftfuld koncert fuld af udråbstegn ved budskaberne foran en kogende sal på The Terminal.

Ole Luks aktuelle Afsky-inkarnation lukkede selvsikkert ned for Terminal med en intensitet og attitude, der for en stund gjorde os stolte over at dele fædreland med bandet.

Wayfarer omfavnede Roadburn-konceptet med to sæt, henholdsvis dedikeret til fortiden og fremtiden. En tidsrejse, der føltes kortere, end det lyder.

Vi var mange, der havde store forhåbninger til Pupil Slicer, der åbnede festivalens tredjedag. Desværre stod planeterne ikke på række, og bandet kæmpede forgæves mod lortelyd og uoplagthed både på scenen og blandt publikum

Følehornene fik fuld skrue, og healthyliving slap fornemt fra debutkoncerten med både lydmalende tyngde og højt til loftet.

Første band på 013 var Grift, der i dagens anledning havde taget sig selv og en guitar med til Next Stage, hvor han i ensom majestæt gav os en blød landing på 2023 udgaven af Roadburn Festival.