Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Omsorgstakten

Updated
horseandsparrow_3000

At høre Victims får på samme tid én til at føle sig som et bedre menneske, og verden til at føles som et værre sted. Det er basalt og trygt som comfort food.

Kunstner
Titel
The Horse and Sparrow Theory
Trackliste
The Horse and Sparrow Theory
The Birth of Tragedy
There's Blood on the Streets
We Fail
Fires Below
The Sea and Poison
Hell is Full of Good Intentions
Revenge of Our Fathers
Karakter
4

Diætister, kokke og dem, der uden blusel kalder sig foodies, opererer med begrebet comfort food. Helt basale og nærende retter, som får én til at føle sig tryg og sund med deres velkendthed og simple pålidelighed. For mig er det dahl med brune ris, for min kone havregrød: Det er mad, vi kunne spise hver dag resten af livet uden at blive trætte af det.

På samme måde har jeg det med Victims: Jeg kunne høre Victims hver dag uden nogensinde at blive træt af det. Jeg ville sågar føle mig som et bedre og mere helt menneske af det. De svenske crust-veteraner har gennem årene fornyet og nuanceret deres D-takt lige nøjagtig nok til, at den ikke kører i stampe men ej heller ikke svigter sit udgangspunkt, og det fortsætter de med på ‘The Horse and Sparrow Theory’. 

Det er deres syvende fuldlængdealbum siden starten i Nyköping i 1997, og selvom Victims ikke har haft det samme aggressive bid og svære sving på de seneste par plader, som de havde på de uforlignelige ‘... In Blood’ og ‘Divide and Conquer’ i midten af 00’erne, har de til gengæld en tyngde og stemningsmættethed på ‘The Horse and Sparrow Theory’, der klæder dem fortrinligt. Mens deres samtidige genrefæller i Tragedy sidste år kom brasende tilbage med en plade, der ikke lød, som om de havde været væk fra pladefronten i seks år, er det ikke til at komme udenom, at Victims på ‘The Horse and Sparrow Theory’ simpelthen lyder som et modnet band.

Det er sædvanligvis et synonym for, at bandet har sat tempoet ned og skrevet længere sange, og det gælder såmænd også her: Gennemsnitslængden af sangene er gået fra halvandet minut på de første plader til tre et halvt minut i dag. ‘We Fail’ midt på pladen trækker op med sin doomy seks et halvt minut lange dystopi om klimakrise og flygtningestrømme garneret med lange samples fra en tale, den amerikanske sikkerhedsrådgiver Stephen A. Cheney gav på en konference i Sverige om den fremtid, vi står overfor i Europa. Lige dér føles ‘The Horse and Sparrow Theory’ næsten corny i sin oprigtighed: Det er et lige vel klassisk move for genren at skulle have en fornuftens stemme ind over til at forklare, at bandet altså ikke bare finder på, at alt er så ad helvede til, som de synger. Det er i hvert fald unødvendigt prædikende, når nu man som udgangspunkt må formode, at langt størstedelen af Victims’ publikum allerede er oplyste om og behørigt fortvivlede og rasende over de her ting. Ellers kan de sikkert få en pamflet på vej ud fra koncerten i det lokale besatte hus.

Men på resten af sangene er tempoet også sat ned med kun et par enkelte hurtige skud. Til gengæld er melodierne vægtet højere i sangskrivningen, og der er flere harmonier. En naturlig følge af den udvikling plejer så også at være, at det hele bliver lidt kedeligere at høre på. Det bliver så forbandet modent og velovervejet og knap så iltert og inciterende længere. Heldigvis falder Victims ikke helt i den grøft på ‘The Horse and Sparrow Theory’. De to sangere, Johan Eriksson og Jon Lindqvist, komplementerer hinanden med dybe brøl som i Tragedy, mens Gareth Smith, der tidligere var med i Raging Speedhorn, tilføjer guitarharmonier. Og selvom afsættet fortsat er Motörheads ru buldren og Discharges helt afpillede sangskrivning, er der på ‘The Horse and Sparrow Theory’ adskillige steder ansatser til noget langt større og dybere. Inde i bulderet gemmer der sig mere, og det er ikke helt ulig det, man tidligere kunne finde hos Kylesa – som Victims såmænd også har lavet en split med i sin tid. Det større anslag høres allerede på det stormende titelnummer, der åbner pladen med bravour, og selv den i sammenhængen lidt sløje afslutning med ‘Revenge of Our Fathers’ er mættende og tilfredsstillende.

Det her kunne man godt bare høre fra nu af og til Mortensaften. Eller bare indtil Victims føjer en ny plade til diskografien med nye variationer af den klassiske opskrift.