Middelmådige rockikoner
Populær
Sympatiske tekster og et par stærke fuldtræffere er ikke nok til at redde et miskmask af kedsomhed på Pearl Jams første nye plade i syv år.
2. Superblood Wolfmoon
3. Dance of the Clairvoyants
4. Quick Escape
5. Alright
6. Seven O'Clock
7. Never Destination
8. Take the Long Way
9. Buckle Up
10. Comes Then Goes
11. Retrogade
12. River Cross
Det tegnede lovende for kvaliteten af Pearl Jams 11. studiealbum, da den første single ’Dance of the Clairvoyants’ udkom i slutningen af januar. Det var friske toner – elegant skruet sammen med elektroniske elementer – fra et modent rockband, der i år fejrer 30-års jubilæum som et af klodens mest succesfulde og elskede rockbands. Den tidligere trommeslager i Soundgarden, Matt Cameron, kom med i 1998, ellers har kvintetten på imponerede vis holdt sammen siden begyndelsen.
Og begyndelsen var som bekendt god for det amerikanske band. Enhver musikgruppes vådeste drøm må være at debutere med et brag. Med ’Ten’ skrev Pearl Jam sig direkte ind i musikhistorien. Men klassikere har også en tendens til at blive en overskyggende forbandelse
Igennem tre årtier har Pearl Jam indspillet over 100 numre. Går man ind på hvilken som helst streamingtjeneste, så er den mest afspillede håndfulde topsange hentet fra debuten. Det er stadig de numre, der vil få publikum til at brøle af begejstring, når Pearl Jam – hvis ikke til juni, så rykket til senere på året – står i Royal Arena foran 15.000 fans, der har det til fælles, at de fleste formentlig er født mellem 1975 til 1980. Pearl Jam er lyden af nostalgisk ungdom og evig teenageforelskelse i Eddie Vedder.
Det ændrer ’Giganton’ ikke på. Heldigvis, kan man sige. Pearl Jam lyder umiskendeligt som Pearl Jam. Det har de gjort igennem tre årtier og på 11 plader uden at falde igennem. De har aldrig lavet et decideret makværk, men heller aldrig fulgt op på debuten med endnu et decideret mesterværk.
Håbet om en ekstraordinært god plade var ellers i et kort øjeblik til stede med den første single for to måneder siden. ’Dance of the Clairvoyants’ er soleklart pladens bedste nummer og det eneste nummer, hvor Pearl Jam kollektivt er krediteret som komponister. Interessant nok. For ellers er tilgangen til sangskrivningen den samme, som den altid har været i Pearl Jam. De har aldrig været en gruppe ført an af en diktatorisk bandboss eller to med alle de kreative visioner. Hver mand har bragt sit til bordet. Rytmeguitarist Stone Gossard kunne skrive ’Alive’ og’ Even Flow’. Bassist Jeff Ament kom med ’Jeremy’. Eddie Vedder skrev ’Better Man’.
Måske er det derfor, Pearl Jam stadig står på toppen, og ingen er blevet drevet i døden af et ensomt destruktivt pres. Succesen er skabt i fællesskab af individuelt begavede komponister, men efter syv års pause er kollektivet ikke tilbage med en plade, der virkelig slår gnister. Tværtimod er pladens 12 numre fordelt på knap en times spilletid en forudsigelig affære. Hele tjeklisten for en klassisk rockplade er krydset af. I ved nok. Vi skal død og pine igennem hele paletten.
’Giganton’ åbner med catchy rock i ’Who Ever Said’. ’Quick Escape’ summer af Led Zeppelins udødelige arv. Det bliver følsomt generisk i ’Alright’ og den dødssyge ’Buckle Up’. Rendyrkent akustisk i ’Comes Then Goes’. Og ditto akustisk indledes ’Retrogade’, der stinker af middelmådighed. I lukkeren ’River Cross’ har Vedder skelet til sin ven og mentor Neil Youngs brug af trædeorgel og skabt en hæderlig sang, Vedder i forvejen har spillet live til sine solokoncerter i de sidste to år.
Men når Pearl Jam sprudler, så gør de det til gengæld med pondus, som det sker i ’Superblood Wolfmoon’ og førnævnte førstesingle ’Dance of the Clairvoyants’. To stærke numre er bare næppe nok til at redde en hel plades miskmask af kedsommelig forudsigelighed.
Meget er sket i verden på de syv år, der gået, siden Pearl Jams udmærkede ’Lightning Bolt’ udkom. En svensk skoleelev har sat klodens klimakrise på dagsordenen, og en usympatisk stodder sidder på magten i Det Hvide Hus. Begge dele fylder naturligvis i universet hos et politisk bevidst band som Pearl Jam. Lige fra den smeltede gletsjer, der pryder pladens artwork, til Donald Trump, der bliver nævnt ved navn i ’Quick Escape’ og kaldt for ”Sitting bullshit” i den fængende nok ’Seven O’Clock’.
Sådan er Pearl Jam altid gået i den humanistiske rocks fodspor og har løftet faklen videre fra Dylan, Young og Springsteen. Det er svært ikke at have sympati for. Men det svært at lytte til, når musikken sjældent bevæger sig ud over et niveau, som Pearl Jam har serveret langt bedre før igennem tre årtier.