Giver sig ikke uden kamp

1000x1000

Det er åbenbart ikke sådan at slippe af med melodisk, symfonisk, gothic metal med kvindelig vokal. Leaves’ Eyes har i hvert fald endnu ikke helt opgivet at føre genren videre.

Kunstner
Titel
The Last Viking
Dato
27-11-2020
Genre
Trackliste
Death Of A King
Chain Of The Golden Horn
War Of Kings
Black Butterfly (feat. Clémentine Delauney)
Serpents And Dragons
Dark Love Empress
Two Kings One Realm
For Victory
Varangians
Serkland
Night Of The Ravens
Flames In The Sky
The Last Viking
Break Into The Sky Of Aeon
Karakter
3

Det er ved at være mange år siden, at symfonisk gothic metal var den nye megatrend med bands som Nightwish og Within Temptation som de helt store bannerførere. Meget tyndt vand er løbet gennem åen de seneste år, og det var da også derfor også med en vis træthed, at arbejdet med gennemlytningerne af det seneste udspil fra Leaves’ Eyes gik i gang. Overskriften havde jeg allerede efter få sekunder fantasier om, noget i retning af ”Sidste band lukker og slukker”.

Men så galt står det heldigvis ikke til med ’The Last Viking’. Tematisk er der lagt op det til for genren så genkendelige tekstunivers, hvor man tager fat i noget historisk konceptuelt tilsat mytologi. Denne gang er det så om den sidste norske vikingekonge Harald Hårderåde, som forsøger at tage magten over England. Det er i sig selv et lidt pudsigt valg. Ganske vist havde Leaves’ Eys tidligere et norsk islæt i form af frontfiguren Liv Kristine, der var gift med Alexander Krull, der står for keyboards og rå vokal i bandet. Men det er efterhånden nogle år siden, at de to brød med hinanden, og Liv Kristine blev fyret fra bandet.

Nu består bandet af tyske musikere og den finske sangerinde Elina Siirala. De tyske medlemmer i bandet spiller også i Atrocity. Atrocity er Krulls gamle, kun semi-succesfulde band. Det mere succesrige Leaves’ Eyes med Liv Kristine fungerede derfor i en årrække lidt som ”sugarmom” for Atrocity. Men efter Liv Kristines afgang har man altså valgt at køre bandet videre med ny forkvinde.

Men det norske tema har man altså bibeholdt. Det viser sig udover i temaet om kong Harald også ved, at der i introen til albummet, det to et halvt minutter lange åbningsnummer ’Death of a King’, er en spoken-word-sekvens på norsk.

Albummet sætter for alvor i gang med sangen ’Chain of the Golden Horn’. Det er en genretypisk sang med semi-sopranvokal fra Siirala og growlen fra Krull. Det er let tilgængeligt. Det er melodiøst. Og det rykker ikke ved indtrykket af Leaves’ Eyes som en middelvare inden for genren.

">

På ’Dark Love Empress’ lader Leaves’ Eyes sig voldsomt inspirere af Within Temptation, sådan som det band lød for år tilbage. Stemmelejet er dog sat noget ned i forhånd til hos Sharon Den Adel i Within Temptation.

">

Inspirationskilden er den grad også til stede i sangen ’Serpents and Dragons’. Her er det dog genrens andet meganavn i form af Nightwish, som dukker op i hukommelsen.

På sangen ’Black Butterfly’ får Siirala hjælp i den vokale forgrund af Clémentine Delauney fra Visions of Atlantis i en nydelig fremført melodisk semiballade med tung bund.

’War og Kings’ er tilforladelig metalsang, der ledsages af en mere end dum video med dilettantskuespillere, der leger krig, og med Siirala i skiftevis kort og langt kostume. Det viser klart, at heavy metal endnu ikke er kommet ud af metalklicheerne om, at kvinder helst skal stå forrest på scenen og ellers holde sig i baggrunden.

">

Sidste halvdel af albummet er bedst

Lidt mere interessant er faktisk nogle af de sange, hvor bandet ikke har valgt at udgive ledsagende videoer. På ’For Victory’ skrues der lidt op for tempoet, samtidig med at der smides lidt ”middelalder”musik i gryden.

På ’Two Kings one Realm’ fortsætter man med lidt folkloristiske rytmer, samtidig med at Krull for en stund lægger råberiet på hylden og synger/foredrager tekst på skift med Siiralas drømmende vokal.

Sangen ’Varangians’ skiller sig noget ud fra resten af albummet. Her kaster bandet sig over en blanding af irsk/skotsk folk, europop og metal. Det er faktisk slet ikke så tosset, som det lyder. Det ville nok ikke være helt skævt at kaste en video efter den sang. Det er klart en sang med ”skrål med”-potentiale, når det bliver muligt at holde koncerter igen.

Titelsangen, der samtidig er albummets næstsidste sang, er klart den længste sang med sine godt ti minutter. Det er (naturligvis) en episk opbygget sang. Der er alt det, der skal være: hårde rytmer, melodi, keyboards, spæd vokal, growl, akustisk guitar såvel som rå guitar og temposkift. Det er klart godkendt. Men sangen mangler dog det helt store omkvæd.

Albummet afrundes med ’Break into the Sky of Aeon’, hvor tempoet er sat ned. Det er en fornuftig afslutning med en duet mellem Krull og Siirala, hvor de med deres henholdsvise rå og spæde vokaler får pulsen ned hos lytteren.

Forventningerne til ’The Last Viking’ var ikke store. Men det er et album, der vokser ved gentagne gennemlytninger. Det er fri for afgørende nytænkning inden for den symfoniske gothic metal. Men albummet bevidner, at genren endnu ånder.