En ny generation af metalfans er ankommet, og de vil blæse på, hvad vi synes er rigtigt og forkert.
Wolf Devil er ikke selv problemet. Wolf Devil peger på problemet med dansk metal. Det er satire, der bliver taget dødalvorligt.
Kan danske bands ikke længere finde ud af at skrive albums? I 90’erne var pladerne for lange, i dag har det mellemkorte format EP’en fået nyt liv. Rækker talentet ikke videre?
Nok er nok. Igennem tre artikler har vi belyst metallens problem med sexisme. Det findes, det er ødelæggende, og alle er nødt til at forholde sig til det.
Om få dage afgøres det, hvilket koncertefterår vi ser ind i. Det kommer til at definere fremtiden for den musik, vi lever og ånder for.
På ti år har Copenhell fundet sig selv og et format, der fungerer. Kombinationen af store, samlende metaloplevelser, kultnavne, gøgl og god, tryg stemning har forvandlet et metal-uland til et sted, der trækker udenlandske gæster til. Men hvor skal festivalen hen nu?
Hvorfor er der ikke flere metalbands, der synger på deres modersmål? Der er både hurtige point, særpræg og international nysgerrighed at vinde ved at forsage det vanlige valbyengelsk og vove at skille sig ud.
Så længe Volbeat chikanerer og forsøger at styre pressen, anmelder hverken dagbladene, de vigtigste musikmedier eller Devilution bandets koncerter og udgivelser.
Anmeldervirksomhed i Danmark skal fortsat være fri og uafhængig. Derfor anmeldes Volbeats koncert på lørdag i Ceres Park ikke af dagbladene eller de toneangivende musikmedier.
Pro-feminismen kom til Copenhell. Selvom metal hverken er mere eller mindre sexistisk end andre subkulturer, har scenen fortsat et problem med macho-bøvethed og manglende repræsentation af kvinder, konstaterer Devilution og Heavymetal.dk i et fælles opråb.
Natten til søndag genvandt black metal sin uforudsigelighed og sit voldspotentiale. En kendt nazist og morder blandt publikum resulterede i, at en koncert blev angrebet af venstreekstremister.
Det er ikke bare smag og behag, når vi skriver om metal: Det er saglig kritik og seriøs formidling. Hvis debatten bliver reduceret til fornærmelser er det en skam – for metal.
Forbrændingens lancering af et rent kvindeprogram i 2019 er ikke den festdag, det bliver udlagt som. Både kvindelige musikere og det kvindelige publikum bliver taget som gidsler i det, der først og fremmest er et misforstået pr-stunt.
Som satanismen er nazismen og kommunismen på forhånd tabte sager, og derfor er de oplagte emner for romantiske black metallere og punkrockere. Det kræver, at man som publikum kan skelne mellem kunst og kunstner, mellem provokation og propaganda.
Metalscenen har længe haft et horn i siden på Volbeat. Det lader til, at det er gensidigt.
Alt var ved det gamle i metalland i 2016: De store festivaler blev større, de store bands blev større, og publikum voksede også. At det skete på bekostning af ambitioner om at ville rykke noget ved metallen, er der heller ikke noget nyt i, men i trygheden findes også kimen til metallens endeligt.
Værdigheden er ved at forsvinde, og de evige aflysninger er ikke fair mod fans. Motörhead bør snart indstille karrieren.
Snakken i krogene forud for årets Copenhell er fokuseret på hovednavne samt fraværet af disse. I dette Vagttårn ser vi nærmere på, hvad der definerer et "hovednavn", og stiller spørgsmålet: Er vores musik fremtidssikret? Hvad sker der med metalmiljøet, når Motörhead, Judas Priest, Black Sabbath, Iron Maiden og AC/DC ikke længere turnerer?
2014 var et godt år for heavy metal i Danmark. Og her tænker vi hverken på alle de gode udgivelser eller mange fede koncerter, men den store opmærksomhed, der tilfaldt vores kultur, som synes at være mere spirende og populær end nogensinde.
Hvor var du da bandet var i live? Hvorfor kommer du først nu, når det dør? Vagttårnet stiller spørgsmålene og forsøger sig med nogle svar.