Kursen mod Det Kongelige Floyd-katalog
Den tidligere trommeslager i Pink Floyd slog et smut forbi de ambitiøse rammer ved Det Kongelige Teater med syre-klassikere, og alle vidste, et særligt nummer var i vente.
2. Arnold Layne
3. Fearless
4. Obscured by Clouds
5. When You're In
6. Candy and a Current Bun
7. Vegetable Man
8. If / Atom Heart Mother / If
9. Remember a Day
10. Set the Controls for the Heart of the Sun
-----
11. Interstellar Overdrive
12. Astronomy Domine
13. The Nile Song
14. Burning Bridges
15. Childhood's End
16. Lucifer Sam
17. Echoes
-----
18. See Emily Play
19. A Saucerful of Secrets
20. Bike
Ét anslag på bassen.
Blot ét anslag, og så vidste vi alle godt, at Guy Pratt med den ekstra effekt introducerede lydsporet til den slide-solo-drevne pendant til Formel 1, bedre kendt som 'One of These Days'. En af de mange klassikere fra Pink Floyds tidlige år, før 'Dark Side of the Moon' ændrede hele rockverdenens musikalske landskab, og ganske som sidst i Forum var det da også tiden op til 1972, der stod på programmet i aften.
Efter slide-bremsen blev presset i bund rejste Mason sig op som den ydmyge showmaker og undskyldede for sit fravær af dansk-kundskaber, når nu han i årevis har været gift med en dansk kone. Efter diverse høfligheder og konstateringen af, at han ikke husker så meget fra første gang han spillede i Danmark på Star Club i 1967, vendte vi tilbage til netop der, hvor det hele startede med debutsinglen 'Arnold Layne', senere efterfulgt af B-siden 'Candy and a Current Bun' og 'Vegetable Man'. Alle sange skrevet af Syd Barrett som en lille hyldest til den afdøde, skøre diamant. Mason er endnu engang mand for små, finurlige anekdoter undervejs, hvor fx historien om, at 'Candy...' oprindeligt skulle have været A-siden, men det ikke gik igennem med pladeslskabet, fordi den oprindeligt hed 'Let's Roll Another One', vakte latter i teateret.
Hvad er der så i skålen af hemmeligheder?
Mason var altid den sympatiske, ubekymrede vægtstang, der gjorde sit til at holde kemien i Pink Floyd intakt, og det er da også netop det sympatetiske karaktertræk, der gør disse små, muntre indslag undervejs så vellykkede. Med det sagt er vi dog mere end noget andet kommet for musikken, og her bør vi præsentere, hvad Nick Mason's Saucerful of Secrets nu er for en størrelse, rent musikalsk.
Forrest er det tydeligt, at bassist Guy Pratt og guitarist Gary Kemp er de bærende kræfter. Pratt i form af den livlige type, der med små, festlige hop og tydelig øjenkontakt undervejs med Mason sørger for at holde rytmesektionen skarp og on point. Kemp i form af at være den overvejende vokalist, mens Pratts vokal mere er brugt som undtagelsen til reglen. Det er da også klart Kemp, der har den bedste sangstemme, hvor han generelt er et bedre match til Barretts drengede, britiske accent end til Waters' mere skrøbelige røst, uden nogen af delene dog ligger ham fjernt.
Faktisk tværtimod, hvis man sætter det op mod Pratt, som desværre ikke er en videre imponerende sanger – bedst slipper han afsted med fx 'Set the Controls for the Heart of the Sun' og 'Lucifer Sam', der ikke sætter de store krav til sangstemmen, mens hans forsøg på at imitere Gilmours hæse vokal på proto-metal klassikeren 'The Nile Song' desværre var decideret falsk og tragisk at lægge ører til. Det til trods, så er de et fremragende makkerpar, der bruger hinandens styrker til sin fordel, mens resten af truppen ikke er helt lige så fremtrædende i lydbilledet – inklusiv Mason selv.
Nu skal vi trods alt heller ikke glemme, at vi snakker om en mand på 78 år, og så kan man dårligt klandre ham for at slippe lige gumpetungt nok igennem dele af repertoiret, når nu han i modsætning til de andre har hele historien med sig, der gør, at de lige er lidt mere end bare ”endnu et cover-band”. Vi kommer bare stadig ikke udenom, at tempoet bag trommerne gennemgående virkede lidt mere sløvt denne gang end i Forum for 3 år siden, men gudskelov sjældent til større gene end som så.
Lee Harris´gengivelser af de klassiske Gilmour-soli bevægede sig til gengæld lige lovligt meget på sikker grund uden man rigtig fornemmede noget personligt touch, mens Dom Bekens keys trods alt gjorde brug af effekter, der indimellem tilføjede et mere moderne skær til originalerne, såsom i den udvidede intro til titelnummeret fra 'Obscured by Clouds'.
Ping & svampe
Efter hyldesten til Syd fik vi, ganske som sidst, en eminent, forkortet udgave af 'Atom Heart Mother', boostet af små, akustiske tilføjelser og en gåsehuds-inducerende twinlead mellem Kemp og Harris. Beken fik efterfølgende lejlighed til at sprede lidt ekstra kolorit til Rick Wright-hyldesten 'Remember a Day', efterfulgt af den som altid fantastiske 'Set the Controls...', omend i lettere afkortet udgave. Det var som regel i detaljerne, man fandt sprækkerne, og så kan man diskutere, om de reelt overhovedet er værd at nævne. Små afkortninger her og der gjorde ingen væsentlig forskel, og det var nemt blot at læne sig tilbage i de royale gemakker og labbe det hele i sig.
Ikke mindst, da det ikoniske, indledende ”ping” fra 'Echoes' antændte spontane glædesråb ud i hele teateret. En sang, som langt de fleste af os nok aldrig har haft chancen for at høre spillet live, og da slet ikke fra nogen af de oprindelige medlemmer. Det var tydeligt, at de havde kræset særligt for gengivelsen af denne monumentale klassiker, som for mange Pink Floyd-entusiaster er det ypperste højdepunkt i karrieren. Duetten mellem Kemp og Pratt lå forbløffende tæt op ad Gilmour og Wrights ditto, mens Harris' demonstrative fremførelse af mågeskrigene halvvejs inde rungede som sirligt indfølte lydbølger i hele teateret. Det eneste, der skæmmede den ultimative perfektion i fremførelsen af 'Echoes' var desværre Mason selv, som, under et par minutters opbyggende rundgange inden det sidste vers, spillede så langsomt, at det midlertidigt fjernede den dynamik, som han oprindeligt netop var med til at bygge op i denne del af nummeret. En kedelig observation, det bestemt ikke huer mig at måtte konstatere, men selvom alderen kommer med en pris var det trods alt kun få gange i løbet af aftenen, at det var så synligt som i tilfældet her.
Det var blot anden gang jeg gæstede Det Kongelige Teater (første gang var Opeth kort før pandemien), og det var da også synligt, at mange af de tilstedeværende debutterede i disse fine omgivelser. Umiddelbart virkede det måske også en kende paradoksalt at sidde her og høre gammel syrerock, mens der i pausen mellem de to sæt står hjemløse på fortrappen og, i tro hippie-ånd, spiser svampe af den mere eksotiske slags, men nu er Pink Floyd-kataloget også mere anerkendte end de fleste ligesindede fra samme tid, hvilket måske forklarer, hvorfor Nick Mason & co. havnede lige her på Det Kongelige Teater.
Musikalsk virkede de godt nok en smule mere stramme og samspillede i Forum, men 'Echoes' er i sig selv umulig at negligere, når den som her blev leveret med al den 20 minutter lange indføling og autencitet, som sangen påkræver. Så afventer vi bare, at Nick Mason's Saucerful of Secrets næste gang turnerer med 'The Axe Tour' – man har vel lov at drømme.