Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Uden eget udtryk

Populær
Updated
Uden eget udtryk
Uden eget udtryk

I det store hele er Nordirlands 7 Days Dead et udmærket hard rock-band uden det helt store potentiale.

Kunstner
Titel
Beyond Within
Dato
16-02-2013
Trackliste
1. Broken
2. By Any Means
3. Come Undone
4. Haunted
Forfatter
Karakter
3

Nordirske 7 Days Dead mener selv, de spiller heavy metal, mens denne skribent nok snarere vil kalde dem for et hard rock-band med lidt metallisk attitude. Men den slags petitesser skal man ikke hænge sig i længere end en enkelt linje.

Indledningen til ep'en, 'Broken', lægger ud med en rocket, svævende guitar i en kortvarig intro, indtil versriffet viser sig at være groft groovy, og vokalen grum, grim og hæs. Altså er et par vigtige elementer på plads fra start. Det samme er også bandets gennemgående problem - de er ikke til at genkende, og det er ikke muligt at høre bandet og et særegent udtryk, som på nogen måde skiller sig ud. Fint symboliseret med et gentagende omkvæd, der nok rykker, men ikke kan sætte sig fast i lytteren.

Sådan forholder det sig også med 'By Any Means'. Et par fine riffs, en solo, der helt klart hører til blandt de bedre, men også meget få gode ideer til at skrive en sammenhængende, catchy sang.

Unødig variation

Med kun fire numre til at præsentere sig kan det undre, at et af dem skal være et af dem, som på en fuldlængde kan give det behagelige pusterum og opbygge en stemning, men som kun trækker tempoet ud, når det udgør 1/4 af en udgivelse. 'Come Undone' er således intet ringe nummer, men har en forkert effekt, når 7 Days Dead ikke har længere tid til at vise nosser og rå muskelkraft. Det bærende riff hører ellers til blandt det stærkeste på ep'en, og vokalen forsøger også nye udtryksmuligheder væk fra det overvejende rå, hvilket er forfriskende, men heller ikke nok til at løfte sangen.

Først med afslutningen 'Haunted' er der uafviseligt tale om metal. Guitarerne pisker 16-dele af i hakkede start-stop-riffs, og dobbeltstortrommerne får plads til at levere maskingeværseffekten, og der er lige skruet en tand op for det hele. Bare ikke for ideerne. Nordirerne overbeviser ikke om, at de kan noget særligt, der berettiger til en fuldlængde - det er for anonymt og mangler et personligt islæt.