Den lange vej til egen identitet
Populær
Danske A Road To Damascus imponerer med velskrevne numre og velsmurt, international lyd, men mangler de sidste point på identitets-kontoen.
Lad det være sagt med det samme: Undertegnede nærer på ingen måde varme følelser for, endsige besidder et dybere kendskab til den genre, A Road to Damascus (ARTD) begår sig i, så denne anmeldelse kan med fordel læses som et studie i tilstræbt objektivitet. Pressematerialet beskriver ARTD som et band, der "formår at bygge bro til den amerikanske rock/pop-punk-scene med deres sans for iørefaldende melodier a la 30 Seconds To Mars og ind-til-benet sangskrivning som Green Day". Disse linjer opsummerer i virkeligheden bandets lyd ganske fornemt, og nu vil der givetvis være en del læsere, der vælger at stå af allerede på dette tidlige tidspunkt. Fred være med det. Alle de, der rent faktisk sætter pris på ARTD's to tydelige inspirationskilder, kan roligt læse videre. For kan man lide den radiovenlige og honningtilsmagte te, som disse bands brygger sammen til udgivelse, vil man givetvis også sætte pris på ARTD's anstrengelser.
Melodisk tæft og ubesværet sangskrivning
'In Retrospect' er kun bandets anden fuldlængde, men både den ubesværede sangskrivning og den meget rene og polerede produktion viser allerede et orkester, som virker til at være helt på hjemmebane i deres genre.
Der lægges frisk og energisk fra land med 'All Said and Done', som er rendyrket pop-punk med hjertet i hånden og følelserne uden på tøjet. Der er masser af luft på vokalen, omkvædet er stort anlagt og understøttes af et synth-riff, som ligeså vel kunne være skrevet af Carpark North.
Sådan går det over stok og sten i pladens første halvdel, hvor der bydes på en række fine melodier, inden tempoet sættes ned med balladen 'Home Is Where My Heart Was', hvor hjemstavnslængsel og hjertekvaler blandes op til en sød mikstur, som sender tankerne mod bittersøde amerikanske ungdomsdramaer og kysset fra skolens smukke pige på den sidste dag i high school. Komplet med endnu et storladent åhh-uhh-ohh-omkvæd, som inviterer til flakkende lys fra vajende lightere/iPhones.
Internationale gæster
På pladens titelnummer får bandet følgeskab af det engelske posthardcore-band Yashins ene vokalist, den rent syngende Harry Radford. Ifølge pressemeddelelsen spillede ARTD en af deres første koncerter som opvarmning for netop Yashin og har siden været store fans af bandet. Det er et anerkendende nik, som understreger bandets talent og ambitioner, at der allerede nu optræder kapaciteter fra genren på deres album, og det må være stort for bandet at få lov at indspille med et af deres idoler.
'In Retrospect' er da også et af pladens stærkeste numre, som fortsætter stilen med venlige melodier og store følelser. "I am lost in your universe", synger de, men de formår ikke at bringe undertegnede til fortabelse. ARTD har begået en ganske flot plade, som er velproduceret, med velskrevne og fint orkestrerede numre, men de formår ikke at frembringe et produkt, som adskiller sig særligt fra deres idoler eller at skære sig dybere ind i deres egen niche inden for genren (som undertegnede indrømmet ikke har gennemgående kendskab til). Det bliver flere gange undervejs så velpoleret og pænt, at man begynder at kede sig en smule, og ørerne begynder at hige efter den berømte kant. For de, som er glade for genren, vil denne lovende toer med garanti være et godt bekendtskab, som borger flot for et ungt band, som uden tvivl har både talent og potentiale. Lyden er på plads, nu mangler blot den unikke identitet.