Metaldiktator: AFI – 'Sing the Sorrow'
Populær
I virvaret af emo, scene og poppunk trådte AFI ud af deres hardcore-sko, og ind i en ny lyd, da de udgav deres sjette studiealbum. Nogle lyttere vil måske endda ikke være klar over, at AFI allerede havde fem albums i bagagen, for ’Sing the Sorrow’ er på mange måder bandets første som det AFI, vi kender i dag.
2. "The Leaving Song Pt. II"
3. "Bleed Black"
4. "Silver and Cold"
5. "Dancing Through Sunday"
6. "Girl's Not Grey"
7. "Death of Seasons"
8. "The Great Disappointment"
9. "Paper Airplanes (makeshift wings)"
10. "This Celluloid Dream"
11. "The Leaving Song"
12. "...but home is nowhere"
"The Spoken Word" (hidden track)
"This Time Imperfect" (hidden track)
AFI blev officielt dannet i 1991 i Ukiah, Californien og havde allerede fra starten god støtte fra andre lokale legender som Rancids Tim Armstrong, der var med til at producere bandets første album, og bandet fik en tidlig signing til Dexter Hollands (The Offspring) Nitro Records. Navnet ’AFI’ har der været en del forklaringer på over årene. Det skulle blandt andet være en forkortelse for ’Abuncha Fucking Idiots’ eller ’Anthem for Insubordinates’. Den lidt fleksible navngivning gav dog også mulighed for, netop at bandet kunne ændre stil. De fleste vil i dag sige, at det står for ’A Fire Inside’, som man må sige er en del mere sobert.
Overgangen fra hardcore til lyden på ’Sing the Sorrow’ tog dog en smule tilløb. De forudgående ’Black Sails in the Sunset’ og ’The Art of Drowning’ bærer præg af elementer lånt fra horror-punk og har da også væsentligt flere melodiske elementer end de allerførste udgivelser. Den relative succes med især ’Art of Drowning’ gav bandet blod på tanden til at forlade Hollands Nitro Records, og de skrev kontrakt med Dreamworks Records, bandets første major label. Alt dette resulterede i ’Sing the Sorrow’, der udkom i 2003. Altså for tyve år siden.
Ikke kun roser
Modtagelsen af ’Sing the Sorrow’ var dog ikke kun positiv. Scene Point Blank anklagede den for eksempel for ikke at eksperimentere nok med sang-opbygningen, der er forholdsvist klassisk, når man sammenligner med 2003's virvar af dekonstrueret post-hardcore. En anmelder kaldte ligefrem førstesinglen ’Girl’s Not Grey’ for horribel. Modtagelsen fra aftagerpublikummet var dog overvældende positiv, og ’Girl’s Not Grey’ står da også stadig stærkt med 48 millioner afspilninger på Spotify i dag. Men lad os tage dig igennem albummets sange for at understrege hvor langt omkring AFI kommer på pladen, og hvorfor vi i dag må erkende, at albummet var og er en ”no skipper” (det vi på Devilution også kalder en 666’er).
AFI formår på ’Sing the Sorrow’ at bruge elektroniske elementer fra industrial-metallen med stor succes. Det er tydeligt allerede på albumåbneren ’Miseria Cantare – The Beginning’, der låner både fra de mest dystre grene af industrial, men samtidigt også benytter sig af råbekor, som man kender dem fra punk og hardcore. Sammensmeltningen er fænomenal og banebrydende. Davey Havoks karakteristiske nasale og lyse stemme skærer klart igennem den ellers mørke stemning. Men det er kun en smagsprøve, en slags ”amuse bouche” der skal give dig en så god smag i munden, at du gider at lytte til resten.
’The Leaving Song pt. II’ river os i en anden retning med et klart og opløftende guitar-refræn, men hopper derefter hovedkulds ind i en komposition, der på mange måder er et hardcorenummer, men samtidigt overhovedet ikke. Havok balancerer på en knivsæg mellem klassisk hardcorevokal og melodisk crooning. Særligt på denne sang formår AFI at tale ind i samtidens screamo- og posthardcore-tendenser, hvor ”beauty and the beast”-vokalparring blev flittigt brugt. Bandet formår dog stadig at gøre lyden til deres helt egen, særligt med at loade sangen med vokaleffekter, lyst guitarspil og et allestedsnærværende elektronisk bagtæppe.
Sort blod
’Bleed Black’ starter med hvad der lyder som besværet vejrtrækning gennem en gammel FM-radio. Det er en hektisk og vred sang, men omkvædet er pudsigt nok skrevet i dur. Det giver sangen noget af den energi, som man også finder i samtidens pop-punkkultur. Ligeledes spænder Havoks stemme fra en dyb messen til energiske ”ohs” så høje, at de kunne være sunget af New Found Glorys Jordan Pundik. Det er en umådelig sær blanding, og man kan egentlig godt forstå, at bandet har valgt ikke at ændre for meget på sangstrukturen, for der sker godt nok meget. ’Silver and Cold’ er albummets første ballade. Den holdes særligt i live af spændende baslinjer, der hele tiden insisterer på fremdrift. Omkvædet er nærmest folksy eller ja… tør man sige det? Pirat-agtigt? Det lyder tosset, men det lykkes alligevel. Det er særligt på det her nummer, at Havoks stemme og bandets vokalharmonier får lov til at komme til sin ret.
Næste nummer, ’Dancing Through Sunday, bliver i 2003 udråbt til at være bandets nok bedste sang til dato, og det kan man ikke være meget uenig i, hvis man altså mest er til de sange, der læner sig mere imod hardcore-rødderne. Fra start til slut indhyller AFI os i en melodisk hvirvelvind, afsluttet med en hektisk 80’er solo. På sangens korte to minutter og tyve sekunder formår bandet nok endelig at få overbevist de tvivlende fans af tidligere udgivelser og at få introduceret et helt nyt publikum til sange, der ikke er skrevet til radioens konservative metermål.
Så møder vi altså den forfærdelige ’Girl’s Not Grey’ og her må jeg simpelthen stille mig uforstående overfor datidens anmeldere, der ligefrem skrev, at sangen fik dem til at ”cringe”. Jeg vil i stedet melde mig enig med Brooklyn Vegan, der i deres jubilæumsskrift kalder sangen for ”AFIs perfekte popsang”. For det er nemlig hvad den er. Med en spændende, rullende rytmesektion og et omkvæd, der eksploderer i et melodisk råbe-med-venligt ”What follows!”. Lytter man efter kan man særligt i denne sang finde mange små detaljer, der kræser lidt ekstra for lytteren, for eksempel marchtrommerne i b-stykket eller det lille mini-breakdown lige efter linjen ”I’ll lay me down tonight, much further down”.
’Death of Seasons’ trækker os hårdt tilbage til hardcore-rødderne med et aggressivt vers, men så tilbage til et overmelodisk omkvæd, der så ender i hardcore industrial. Det lyder måske som for meget, men det lykkes bandet fuldstændigt. ’The Great Disappointment’ er ironisk nok det tætteste, AFI kommer på faktisk at skuffe på pladen. Men den fungerer på en måde som orkanens stille øje, der lige giver plads til at stoppe op og trække vejret, inden vi igen skal prøve genremæssige grænser af på resten af pladen.
For vi skal videre til et af albummets allerbedste sange, nemlig ’Paper Airplanes (Makeshift Wings)’ som er nævnt i overraskende få af jubilæumskrifterne, og det samme gælder de anmeldelser, jeg har kunnet finde. Den tjekker dog alle mine bokse med et hurtigt, punket, melankolsk omkvæd, Havok der igen bruger ”beauty and the beast” vokaldynamik med sig selv, gang-vocals og et lækkert, melodisk omkvæd med de ikoniske linjer ”Look up to the sky to see paper wings and watch them burn”. ’Airplanes’ får dog stærk konkurrence af ’This Celluloid Dream’ der, som Brooklyn Vegan også skriver, let kunne have været en single. Sangen er en hurtig, poppet punk-sang med powerchords, et fortryllende melodisk omkvæd og et mærkværdigt, nærmest folksy ’ehhhhh’, der binder b-stykket tilbage sammen med sidste omgang af omkvæddet.
Indadvendte albumlukkere
’Sing the Sorrow’ afsluttes med en tretrinsraket af ’lukker-sange’, der alle er lidt mere introverte end albummets til tider energiske og festlige sange. ’The Leaving Song’ tager os først helt ned i tempo og inderlighed. ’… but Home is Nowhere’ er ligeledes en dyster teenagers vådeste drøm og bider sig fast i samtidens emo-bølge, der primært beskæftigede sig med temaer om ikke at passe ind og at føle utroligt meget. Ejede man CD’en ved man, at pladens faktiske lukkere er ’The Spoken Word’ og ’This Time Imperfect’, der gemmer sig som to ”hidden tracks”, der med masser af ambient lyd og pianovuggesang sætter et punktum for albummet.
Det var måske ikke tydeligt for alle dengang ’Sing the Sorrow’ udkom, hvor betydningsfuld en plade den skulle blive. Den udkom imens My Chemical Romance også fik deres major label debut på Reprise Records med ’Three Cheers for Sweet Revenge’, og inden The Used udgav deres ’In Love and Death’. Selvom AFI måske aldrig fik lige så stor mainstream succes som de to bands, var de med til at skabe en mere romantisk og gotisk lyd i post-hardcore/emo/scene-situationen i de tidlige nullere. AFI kæmpede herefter med at leve op til ’Sing the Sorrow’ og nåede, i mine øjne, aldrig helt de samme højder. Pladen står tilbage som en perfekt tidskapsel for året 2003, og hvis vi skal have en Y2K-revival bliver det i mine øjne ikke uden ’Sing the Sorrow’.