Svensk sekunda-smadder
Ablaze My Sorrow spiller svensk melodød. Vores naboland har stolte traditioner indenfor den genre, men det er ikke alt, der er lige godt.
2. Among Ashes And Monoliths
3. Black Waters
4. Grit
5. Her Cold Embrace
6. At The Graves Of Giants
7. Dark Chasms
8. The Cavernous Deep
9. Nonexistence
10. March Of The Eldricht Spawn
11. The Day I Die
12. Frihet Framför Feghet
Svenske Ablaze My Sorrow var et af de bands, der fulgte i slipstrømmen på den første bølge af dødsmetal og den voldsomme popularitet denne opnåede i slutningen af firserne og starten af halvfemserne. Særligt i Sverige fik man gjort den melodiske variant populær, og bands som In Flames, Dark Tranquillity og At the Gates fik sat nabolandet på verdenskortet i den afart af dødsmetallen. I 1993 blev Ablaze My Sorrow så dannet, og de ville også være med på vognen. De fik sendt debutpladen 'If Emotions Still Burn' på gaden i 1996 og kom således lidt sent til festen. De fulgte den op med 'The Plague' et par år senere og nåede at udsende 'Anger, Hate and Fury' i 2002, og allerede hér blev der skiftet ud i truppen, og det knagede internt. Så da de i 2006 omsider lagde bandet på køl, var det ikke den store overraskelse.
Alligevel har man ikke helt kunnet lade det være. Så i 2013 blev bandet støvet af, og de oprindelige medlemmer Magnus Carlsson, guitar, Anders Brorsson, bas, og trommeslager Alex Bengtsson fik udgivet pladen 'Black' i 2016 med forsanger Kristian Lönssjö, der også var med på den forrige fra 2002. Her fem år senere er det stadig den samme kerne af musikere, omend forsangeren er udskiftet med Jonas Udd. Resultatet er 'Among Ashes and Monoliths', og den er desværre præcis lige så kønsløs, som man kunne frygte.
Det er melodisk dødsmetal, hvor der i få sange leges lidt med kor og rolig intro. Resten er kød og kartofler uden et eneste mindeværdigt riff. Produktionen er typisk for melodisk dødsmetal, hvor guitarerne snurrer som rundsave og Jonas Udds vokal er såmænd heller ikke helt tosset, hvis man i forvejen kan lide landsmændene fra førnævnte In Flames og At the Gates. Men her ophører sammenligningerne også. For Ablaze My Sorrow har ikke med 'Among Ashes and Monoliths' ført sig selv gennem asken og op på toppen af en monolit. De roder altså stadig rundt i en ærgerlig suppe af jævne riffs og tidstypisk produktion, som var det stadig 1993.
En af de bedre numre på pladen er 'Her Cold Embrace', hvor de har Jonna Enckell med som gæstevokalist, og det fungerer faktisk. Det samme kan siges om 'At the Grave Of Giants', der også har noget god guitar og er blandt pladens bedste sange. Men derudover er det så ovennævnte video til nummeret 'Black Waters', der skal vise dem fra den udforskende side med en kort intro. Det er ikke noget højdepunkt.
Dommen over 'Among Ashes and Monoliths' bliver, at Ablaze My Sorrow ikke får genrejst sig fra asken på samme måde, som de utvivlsomt gerne selv vil. Det bliver en generisk omgang, som næppe er på manges læber eller anlæg om et halvt års tid.
Hele pladen kan høres her via pladeselskabets YouTube-kanal: