Genopgravet undergrunds-relikt
Guatemalansk black-band er egensindige og originale på en genudgivelse, der nok er fra 2008, men som lyder, som om den udkom, før regelbogen for black metal blev skrevet færdig.
2. The Sacred Abyss... (...Of Thelemic Mysteries)
3. Laugh Close To Me, At Your Creation
4. Illusion Of Pan (The Spirit Of The Woods)
5. Laments Of Mystic Lands
6. Be Thou Damned Forever
7. In Darkness We Will Forever Be...
Guatemala er ikke et land, man forbinder med en blomstrende metalscene. Faktisk kan jeg i skrivende stund ikke rigtig komme på et eneste band fra landet, udover nærværende Abyssum (Metal-Archives lister dog 153 stk.; Danmark har til sammenligning 1079 bands i databasen); et black metal-band af den helt gamle skole, der har eksisteret on/off siden 1993. 'Poizon of God' (et lidt kikset z i den titel) er endda ikke nogen ny udgivelse, men gruppens andet og seneste fuldlængde-album fra 2008, nu genudgivet på det kvalitetsbevidste finske label The Sinister Flame.
En af glæderne ved at komme væk fra black metal-territoriets tættest befolkede områder er, at grupperne tit er afsondret fra genrens hovedstrømninger. Nogle gange er der ikke nogen egentlig scene, eller scenen i et mindre land har udviklet nogle træk, der får den til at adskille sig fra det, vi normalt opfatter som black metal. Tænk blot på den græske scene, den franske scene, den polske scene. Væk fra Norge-coren for at finde det originale, det særegne.
Det er 'Poizon of God' et skoleeksempel på. Det lyder hverken af 2008 eller 2020; mest af alt lyder det enten tidløst eller som black metal i 1991 på et tidspunkt, hvor genren endnu ikke var strømlinet. Albummet er på en gang mærkværdigt og overraskende catchy med sine tynde, rum-agtige og heroiske synthflader, akustiske mellemspil og sære trommer; det er på én gang temmelig primitivt og samtidig eksperimenterende og progressivt i tilsnittet, og det er svært at finde ét band at sammenligne med, og det er ikke inden for den kaotiske og rå black metal, man normalt forbinder Sydamerika med.
Man kunne sammenligne med Mortuary Drape, Necromantia, tidlig Gehenna, men det er egentlig mest, fordi Abyssum rammer en lignende skummel atmosfære. Opbygningen veksler mellem relativt lange introer og mellemspil fyldt med orgel og andægtig atmosfære, og relativt lange numre med relativt rå tremolo-guitar, akustisk guitar og aggressivt raspende og halvdyb vokal fra multi-instrumentalist og hovedmand Rex Ebvleb.
Sådan er albummet udspændt mellem to poler: eksperimenter og 90'er-lyd, primitivitet og progressive elementer, originalitet og noget gammelkendt. Først som sidst er det dog et interessant og lytteværdigt album, som nok er for egensindigt og mærkeligt til at give Abyssum et gennembrud hos de brede masser. Dem om det: al kunst er ikke for alle. Forstår man at værdsætte Abyssums variant af black metal, er der meget at hente på 'Poizon of God'.