Kunsten at sætte et mål – og nå det
Der skulle en ordentlig nedtur til, før amerikanske Daniel Graves indså, at han ikke nødvendigvis var the shit inden for industrial – og at det krævede stort fokus og udvikling at udleve sit livs drøm.
Daniel Graves voksede op med den amerikanske top 40: Madonna og Michael Jackson prægede teenageårene, indtil den skæbnesvangre dag i 1994, hvor teenageren faldt over ‘Dookie’. Pladen der startede det hele, betror den amerikanske sang-, producer- og industrial-gigant, mens vi sidder på hver vores side af skærmen. Han i hans hus studie i Østrig, hvor han har boet med sin kone de seneste syv år. Jeg på mit knapt så eksotiske kontor på Østerbro.
– Well, det var egentlig ikke ‘Dookie’ som sådan, der startede det hele. Men den var katalysatoren. Jeg var besat af Green Day-pladen og helt sikker på, at jeg bare var vild med hardcore punk – jeg vidste jo ikke bedre dengang. En dag kom min mor hjem med en plade, som hendes kollega havde anbefalet, at jeg lyttede til, nu jeg var til Green Day. Det var den plade og den kunstner, der formede mig som musiker og sendte mig på den kurs, jeg siden har fulgt.
Pladen var ‘Broken’ med Nine Inch Nails. Grinet breder sig over Graves' ansigt, men man aner samtidigt multitalentets kærlighed for pladen, for nok er det et absurd spring mellem bands, men det er også meget sigende for Graves som kunstner og for hans projekt, Aesthetic Perfection. Enmandshæren, den industrielle tilgang og det enorme fokus på den gode melodi og hookline.
– Det var en øjenåbner. Fra første øjeblik jeg satte kassettebåndet på min afspiller og hørte det første riff til ‘Wish’, var jeg solgt. Jeg kunne ikke få nok Nine Inch Nails, men dengang var internettet noget andet end i dag. Det var svært at dykke dybere ned i kaninhullet. Da jeg endelig fik mulighed, fandt jeg egentlig hurtigt ud af, at tilsvarende bands som Ministry ikke interesserede mig. Jeg forstod simpelthen ikke ‘Psalm 69’ eller ‘Jesus built My Hotrod’ for den sags skyld. Jeg var fremmedgjort i den verden, jeg ellers elskede.
I dag lægger Graves ikke skjul på, at Ministry har haft sin betydning for ham. På samme måde som han fremhæver KoRns debutplade og Mansons tidlige udgivelser, men det er jo ikke rigtig metal – som han siger med et kæmpe grin på læben og uddyber:
– Det er jo klichéen, ikke? Men der er nok et gran af sandhed i det. Det er det poppede element, den stærke sangskrivning og struktur, der gjorde nu-metallen så let tilgængelig for mange. Det var det, der inspirerede mig. Modsat har et band som Anthrax eller Slayer aldrig rigtig fanget mig. Jeg bliver nok aldrig RIGTIG metal.
Grinet breder sig igen, og man får indtryk af, at Graves har været igennem møllen – op til flere gange.
10 år om at udleve en idé
20 år efter det skelsættende møde med 'Broken' og i forlængelse af udgivelsen af ‘All Beauty Destroyed’, bandets tredje plade,spiller Aesthetic Perfection på Underhuset i Valby – foran 35 gæster. En koncert og tour der bliver skelsættende for bandet og Graves’ fremadrettede tilgang til musikindustrien.
– Jeg har altid haft en vision om at skabe et industrial synthpopband. Rå, emotionelt-funderet industrial. 'All Beauty Destroyed' var den første plade, hvor jeg for alvor fik lov til at udleve den drøm, hvor mit pladeselskab lod mig gøre hvad jeg ville – og det floppede. Jeg var slet ikke dygtig nok. Jeg var ikke en god nok sanger, producer eller musiker. Det var et rigtig hårdt slag. Jeg gik fra at spille koncerter foran 150-200 mennesker til måske 11 personer.
Aesthetic Perfection albumdebuterede i 2005 med 'Close to Human'. En plade Graves kalder for generisk industrial, der lød som alt andet dengang. Opfølgeren 'A Violent Emotion' fra 2008 var derimod en bragende succes, der på kort tid gjorde Graves til et af de hotteste navne på industrialscenen.
– Jeg var 25 år, og jeg var the shit. Fem år efter fik jeg nærmest at vide, at jeg var færdig indenfor musikken. Det var slut, fordi jeg havde udlevet min drøm. Fordi jeg havde forsøgt at skrive den plade, jeg altid havde drømt om. Jeg blev tosset. Gav alle andre skylden. Min manager, mit pladeselskab. Alt og alle. Indtil jeg langsomt kom til den forståelse, at det nok primært var mine egne kundskaber, der ikke var gode nok.
Efter den skæbnesvangre tour fyrede Graves alle tilknyttet bandet og stod alene tilbage. En beslutning, der både motiverede og skræmte, da det først gik op for amerikaneren, hvor meget arbejde det egentlig indebar. En aha-oplevelse Graves mindes med lige dele behag og frygt.
– Jeg var ung og uerfaren og havde ingen ide om, hvad jeg egentlig lige havde kastet mig ud i. Men det var den rigtige beslutning. Så må man efterfølgende lære af sine fejl. Da jeg i 2014 udgav ''Till Death', havde jeg taget de første skridt i den rigtige retning, selvom der stadig var lang vej. Det er som en motorvej, hvor man fra tid til anden drejer af ved den forkerte afkørsel og så lige må en tur på afveje for at finde tilbage. Man lærer af det hver gang, og hvis man ikke lærer af sine erfaringer, så har man tabt på forhånd.
Remixes, metalcore og nu-metal
Siden ''Till Death' er det blevet til yderligere to fuldlængdeplader og et hav ef remixes – blandt andet for Emigrate og 3Teeth. Blandt udgivelserne er 'Into The Black' fra 2019 specielt værd at hæfte sig ved. Specielt fordi pladen har en umiskendelig nu-metal-klang. Et faktum som Graves med et glimt i øjet beskriver som værende livets gang.
– Du ved, vokalen er det største instrument. Så snart du hører vokalen, kan du næsten sige, hvilket band der er tale om. Om det så er Jonathan Davis eller James Hetfield. Stemmen er unik. 'A Violent Emotion’ er især rå på grund af den rå vokal – et element jeg altid har set som en del af det her industrial synthpop-projekt. Desværre er det begrænset, hvor mange dygtige industrial-vokalister, der er. Det er få, der ikke bruger effekter, så jeg begyndte at lede i andre genrer efter inspiration. Og nej, det var ikke nu-metallen, men derimod metalcore.
Det er især de "nyere" metalcore-bands, der har inspireret. Bands som Architects og Northlane:
– Jeg startede med at lytte til metalcore tilbage i 2012 og har fundet rigtig meget inspiration fra den del af metallen. Her er der virkelig nogle vildt dygtige vokalister og musikere generelt. Nothlanes nye plade ('Alien' fra 2019) er jo nærmest Linkin Park-riffs og nu-metal. Det har været en kæmpe inspiration, og det har naturligvis smittet af.
Til trods for at Graves har perfektioneret sine kompetencer, overlader han til daglig guitaren til specialisterne. Typisk er det Jinxx fra Black Veil Brides eller Sebastian Svalland fra Pain og Lindemann, der lægger strenge til og i enkelte tilfælde Richard Kruspe fra Rammstein. Sidstnævnte var især med til at give 'Into The Black'-nummeret 'Gods & Gold' et markant løft og skubbe Aesthetic Perfections lyd længere mod nu-metallen.
– Man bliver jo aldrig færdig med at forbedre sine kompetencer, men jeg er nærmere på at nå mit mål nu, end nogensiden før. Havde jeg skrevet og udgivet 'All Beauty Destroyed' i dag, havde det sandsynligvis været tæt på den plade, jeg egentlig gerne ville skabe dengang.
At være produktiv i en krævende tid
Som for mange andre kunstnere, har Covid-19 været en mulighed for fordybelse og arbejde med nye ideer. En mulighed Graves ikke brugte til meget det første års tid.
– Når man som kunstner får for meget tid, har man en tendens til at glemme det store billede og de overordnede rammer. Man begynder at fokusere på de mindste ting, og man går for meget i detaljen i en sådan grad, at det går ud over det, man arbejder med. Det var mere eller mindre, hvad jeg gjorde det første år. Jeg fik færdiggjort alt for lidt i jagten på min 'Bohemian Rhapsody'. Det er fjollet. Især fordi jeg ved, at det jeg har komponeret, som jeg har brugt mindst tid på at finpudse, ofte er det folk lytter mest til.
Man får efterhånden et indtryk af, at Graves er en mand af konsekvenser. Hvis noget ikke fungerer, skrider han til handling. Da udgangen af 2020 nærmede sig, blev det annonceret, at Aesthetic Perfection ville udgive en ny single hver måned, så længe hver single modtog 10 Patreon-donationer per single. På kort tid, havde bandet modtaget 120 donationer. Her i slutningen af marts, har projektet nået 650 donationer, hvilket var målet for en fysisk udgivelse af singlerne – i 2022.
– Det kom som en stor positiv overraskelse. Målet var sådan set bare at skabe et formål for mig selv, sætte nogle faste rammer og krav, der skulle overholdes, og samtidig give mine lyttere og fans noget at se frem til på fast basis i en ellers lidt trist tid.
Om projektet fortsætter Graves:
– Det er helt vanvittigt stressende og på samme tid en kæmpe lettelse. Nu sætter jeg mig ned og skriver et nummer på en dags tid. Så venter jeg et par uger, inden jeg går til nummeret igen. Det er en intens proces men også meget givende. Man skal konstant være på forkant,og også have et backup-nummer i proces, hvis nu der skulle ske noget med det nummer, der er planlagt.
Indtil videre har de tre første singler mødt positiv kritik og god spilletid. Alle har den let genkendelige poppede tilgang til sangskrivningen. Den gode melodi krydret med industrielle undertoner og et hint af nu-metal. Som at kombinere Nine Inch Nails med top 40 populær-radio. Med 'Party Monster', 'S E X' og 'Automaton', lyder Aesthetic Perfection som det projekt Graves selv beskrev som målet tilbage i 2012.
Forhåbentlig får vi snart den karismatiske amerikaner at se i det nordiske igen. Som Graves selv nævner det, er der ikke den store efterspørgsel på hans lyd og musik i Danmark, hvorfor man sandsynligvis skal til Sverige eller Tyskland for at opleve Aesthetic Perfection. Det selvom Graves har et særdeles positivt forhold til Danmark:
– Jeg besøgte fast Danmark i en ti års tid i træk. Jeg elsker København og har en masse gode danske venner, jeg har mødt til mine koncerter. Men scenen i Danmark er bare ikke længere til den slags koncerter, men der er heldigvis ikke langt til Malmö, så jeg håber da, at danskerne kan lokkes en tur til det svenske, når det bliver muligt.
Graves afslutter med et grin og et stor smil – begge dele har nærmest defineret interviewet. Et overskud og lyst til at snakke om sin kunst. Det er et bemærkelsesværdigt drive, der naturligvist er krævet, for at kunne udgive musik som Aesthetic Perfection gør nu. Single for single, måned for måned – og så endda i en tid, hvor depressionen naturligt trænger sig på. Inspirerende.