Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Aldrig hørt så galt

Populær
Updated
Aldrig hørt så galt
Aldrig hørt så galt
Aldrig hørt så galt
Aldrig hørt så galt
Aldrig hørt så galt

En meget, meget sukret og grufuld oplevelse er hvad der blev denne anmelder til del. Læs og døm selv.

Kunstner
Titel
We Came As Romans + Iwrestledabearonce + Glamour Of The Kill
Spillested
Dato
01-02-2012
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
1

Muligvis er mine aldrende øregange så uldne af grå hår at de ligner julemandens røvhul, og alene af den grund burde jeg måske være blevet hjemme under plaiden i stedet for sådan at opsøge ungdommen og dens musik. På den anden side så bygger tidens musik på en tradition, der er endnu ældre end mig, nemlig metallen, så derfor er det vel nærmest en pligt for én tilhørende de ældre generationer lige at tjekke op på hvordan ungdommen forvalter arven.

Og at dømme på denne koncert er det saftsusemig et en arv der aldrig skulle have været udbetalt, for mage til lort og lemfældig omgang med den mægtige metal, skal man da lede længe efter. Fusionen af boyband-pop og metalcore, som åbenbart skal gøre det ud for en kunstnerisk vision og ditto fremdrift, er simpelthen så antimetallisk, som noget kan være. Det lyder lidt som noget, der er blevet udtænkt i et Disney-studie for at penge fortsat kan tjenes på de børn der lige er vokset fra Hannah Montana, men som endnu ikke har oplevet noget værre end at få skæld ud i skolen.

"Men du anmelder jo overhovedet ikke koncerten på dens egne præmisser", sidder du måske og tænker, og det kan du have ret i, da ovennævnte skal vi kalde det "udmelding", bare er en generel bedømmelse af crapcoregenren og -kulturen. Så for at imødekomme kritikken, kommer her nogle ord om, hvad der rent faktisk gik for sig:

Kom sent i gang

Grundet en teaterforestilling i Pumpehuset, kunne den fire band store koncert først begynde klokken halv ti, hvilket må siges at være for sent en ganske almindelig onsdag aften. Første band var Glamour of the Kill, der ligner og lyder som en blanding af glam og metalcore. I den forstand er projektet ret vellykket, for det er lige præcis dét, man får for pengene: et par ungersvende der ligner Mötley Crüe og spiller ligeså ringe, samtidig med at de bruger løs af metalcorens værste klicheer. Deres scenefremtræden var for så vidt ok, men musikken var lidt halvsløset leveret og klart aftenens dårligste præstation.
(Karakter: 1)

Effektiv bjørnebrydning

Iwrestledabearonce var derimod en helt anden og ganske acceptabel oplevelse. Uden sammenligning aftenens bedste. Bandet spiller en meget mere dødsinspireret og kaotisk gang tech-core som ikke er milevidt fra The Dillinger Escape Plan, men dog en tand mere metallisk. Instrumenterne blev håndteret med stor dygtighed og selv om lyden måske ikke var den bedte, kunne man alligevel skelne mange af detaljerne. Frontkvinde Krysta Cameron fik demonstreret, at hun kunne growle, squeale og rensynge godt, selvom de enkelte stemmeeffekter i sig selv var lidt ensformige. Set i sin helhed mangler bandet måske lige de sidste for at have helt sit eget, originale udtryk, men når det er sagt, formåede de bjørnebrydende nørder at vise metallisk vildskab som var helt i orden.
(Karakter: 3)

Sukrede romere

We Came as Romans var næste nummer i rækken, og ligeså supertjekkede musikerne er som håndværkere, lige så tomt og Disney-metallisk forekom musikken. Højt var det, så man slap ikke for at få smurt hver eneste sukrede omkvædsdetalje ud over hele ens opmærksomhedsflade.

Bandet har to sangere, hvor den ene tager sig af den forvrængede, den anden af den i mangel af bedre ord, rene vokal. Grunden til den ikke er så ren endda, er, at den er temmelig effektprocesseret, så den kan lyde så poppet, som bandet åbenbart ønsker sig. Det er et skidt ønske at have, men det er åbenbart, hvad de unge vil have, for det var We Came as Romans der havde bedst fat i publikum. Det er et faktum, jeg lige vil vende tilbage til, til sidst i anmeldelsen.
(Karakter: 2)

Sidste band, Alesana, gik på cirka halv et hvilket er temmelig sent, når ens tålmodighed overfor crapcore i forvejen er strakt til det yderste. Og da det i mine ører var mere af samme grufulde skuffe, serveret med nogle Duracell-kaniner der hoppede og sprang omkring imens, de skar grimasser (det gjorde de virkelig) der vist skulle simulere smil og overskud, måtte jeg kaste håndklædet og tage hjem til min kane og den varme plaid. På vejen hjem tænkte jeg på, hvorfor der øjensynligt var mennesker der brød sig om det, hvilket leder mig til følgende opfordring:

Hvis du er et af de mennesker, der synes at det var en mega nice koncert (eller hvordan du nu ville udtrykke det), og er skide træt af at læse uforstandigt bavl fra gamle idioter som mig, ja, så har du nu muligheden for at blive Devilutions anmelder på området. Send et skriveeksempel og lidt om dig selv til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.