Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Med piber og trommer

Populær
Updated
Med piber og trommer

Den årligt tilbagevendende omrejsende Paganfest lægger nok ikke vejen forbi Danmark foreløbig; dertil er genren nok for lille i Danmark. Det skal dog ikke afholde Devilution fra at dække begivenhederne, som de udfoldelde sig i Hamborg for nylig.

Titel
Paganfest Hamburg
Dato
10-03-2013
Karakter
3

Søndag den 10. marts var sidste stop på årets turne. På scenen i Markthalle i Hamborg skulle hele otte bands igennem en komprimeret koncert fra kl. 15.30 til midnat. Der var lagt op til en fest med deltagelse af alt fra vikinger over romerske legionærer og ulve til De 7 Haves pirater.

Selv om dragen blev sadlet tidligt op til rejsen mod syd, så betød hård blæst og snefald, at vi først ankom til Markthalle efter, at første band Bornholm fra Ungarn var færdige, ligesom andet band Wolfchant var i gang med næstsidste sang af deres korte sæt. Wolfchant skal derfor ikke her gøres genstand for bedømmelse ud over, at det virkede en smule sært, at der gjaldede gjallerhorn ud fra scenen, selv om bandet hverken havde keyboards endsige lurblæsere med på scenen. Dette viste sig imidlertid at være et tilbagevendende irritationsmoment hos mange af de optrædende bands. Men mere om det senere.

Ex Deo var tredje band på scenen. Bandets image og album er i høj grad inspireret af det romerske imperium. Sanger Maurizio Iacono optræder i legionæruniform, hvilket naturligvis giver et ret underholdende sceneudtryk. Desværre er det musikalske udtryk langt mindre underholdende. Som nævnt ovenfor ved Wolfchant, så har Ex Deo også en masse ’båndede’ lyde i form af kor og truthorn, mens selve den musik, som bandet frembringer på scenen, og Maurizios uafladelige råberi bærer mere præg af et gennemsnitligt dødsmetalband. På den vis synes bandet at være placeret i den yderste periferi af pagan-genrerne.

Langt bedre var det med næste band på scenen. Svenske Thyrfing stod for en fornem omgang vikingemetal. Storladent og atmosfærisk med tunge sejtrækkerriffs og melodiske guitarleads akkompagneret af en insisterende growlende, men stærk vokal. Bandet er særdeles vel- og sammenspillede. Også her var der dog tale om noget underliggende keyboardmusik fra en ikketilstedeværende keyboardspiller. Det var altså symptomatisk for stort set alle bands på scenen denne dag, at der var heftig brug af sequenzer eller andet elektronik til at optimere musikernes egne frembringelser. Men hos Thyrfing fungerede det nu relativt fornuftigt.

En levende keyboardspiller

Kalmah fra Finland fulgte efter. Det var det første band, som havde en levende keyboardspiller med på scenen, men sjovt nok hørte man næste mindre til ham, end man hidtil havde hørt fake keyboards hos de andre bands. Kalmah levede ikke helt op til Thyrfings overbevisende set. Det er, som om nKalmah har lidt svært ved at finde sin egen stil, på trods af, at bandet har eksisteret i mange år og har mange album på bagen. Stilmæssigt svinger de mellem power metal, thrash, death-elementer og så naturligvis en smule folkagtige indslag. Men musikerne spiller udmærket. Et lille irritationsmoment er det dog, at sanger Pekka Kokko imellem sangene skiftevis snakker ’rent’ og growler i sine præsentationer af næste sang. Det virker sgu rent ud sagt en smule amatøragtigt. En så rutineret frontman må finde ud af, hvad han vil. Enten så skal det være gennemført ’teatertorden’ hele vejen, eller også må han vælge at iklæde sig ’menneskeskikkelse’ i pauserne og medtage den humor, som han åbenbart gerne vil bringe ind i sættet.

Fløjter og sækkepibe

Med Arkona blev festen herefter for alvor sat i gang. Bandets folkloristiske indslag og høje intensitet satte god gang i publikum. Her kom der for første gang også traditionelle instrumenter på scenen i form at diverse fløjter og især sækkepibe. Det var underholdende at se Vladimir ’Volk’ Reshetnikov knalde ud på scenen, imens han betjente sin sækkepibe. Størst opmærksomhed var der dog om forsanger Masha ’Scream’, der stort set var i fuld bevægelse hele koncerten igennem imens engagement grænsende til galskab strålede ud af øjnene på hende i en grad, så man fik hende mistænkt for selv at have nedlagt og pelset den ulv, hvis skind hun havde svøbt om sig. Det er naturligvis forholdsvis nyt at høre metallisk musik udført med russisk sang. Men på en eller anden måde virker det ikke forstyrrende. Det kan være, at det er fordi, der også er så klare russiske meloditraditioner i musikken. Eneste klage skal igen gå på de lyde, der kom ud fra højtalerne, som ikke blev frembragt på scenen. Således måtte man forgæves kigge efter den trækharmonika, som pludselig slog tonen an til endnu en højtempo traditionelt inspireret sang i danserytme.

Med næstsidste band, tyske Varg, på scenen blev festen for et øjeblik tonet lidt ned. Bandet fremstod visuelt flot med forrygende ulvebagtæppe og ulvetransparenter, et imponerende lysshow samt bandmedlemmernes make-up i sorte og røde striber, som gav mindelser om et ulveangreb. Vargs musik er mindre paganinspireret end de fleste andre bands på plakaten ved denne endagsfestival. De folkinspirerede musikstykker forekommer primært i melodiske guitarsekvenser, de toner frem hist og her i bandets hurtige og tunge metal med forsanger Philipp Seilers gutturale sang. På sin vis er det fedt nok, at Varg i modsætning til mange af de andre bands ikke har syltet hele musikken ind i lydeffekter, men bandets musik er ikke så spændende og insisterende, som det kunne ønskes. Det er også lidt forstyrrende, at bandet synger på tysk. Ikke at man ikke kan høre eller forstå, hvad der bliver sunget. Men den tyske tone får på en eller anden måde alle bands til at lyde som Rammstein. I slutningen af sættet blev lidt af festen dog reetableret, da bandet først fik de andre festivalbands' medlemmer på scenen og derefter inviterede en flok ungmøer op på scenen til headbanging til den sidste sang. Gud ved, om det skal til at være en trend med headbanging girls på scenen. Nu er det 2. gang på godt et år, at jeg har oplevet det. Første gang var, da det 43. år gamle band Uriah Heep gjorde præcis det samme, så det er åbenbart noget, som både unge og gamle bands finder underholdende. Sjovt nok var alderssammensætningen blandt de piger, der var oppe på scenen, stort set den samme begge gange.

Festen sluttede med det på papiret udnævnte hovednavn Alestorm. Festen fortsatte da også, straks bandet gik i gang. Alestorm spiller en blanding af centraleuropæisk power metal og folkemusik fra de britiske øer. I modsætning til traditionel power metal, så har Alestorm en masse humor i såvel den visuelle fremtræden som pirater som i teksterne, og det skal de bestemt ikke møde kritik for. Til gengæld kunne man måske godt ønske sig lidt mere metal i musikken. Forsanger Christopher Bowes spiller keyboards på bandets album, og live drøner han rundt med en ’keytar’ samtidig med, at bandet har endnu en keyboardspiller med live. Og det er særligt på keyboard, at de folkinspirerede passager bliver fremført. Alestorm har naturligvis også en guitarist i form af Dani Evans, som for år tilbage er gået fra bas til guitar. Det synes ikke umiddelbart at være en naturlig udvikling, og selv om han som en lille hobbit da hopper op en gang imellem og fyrer en solo af, så er han nok ikke ligefrem den fremmeste leadguitarist i Paganland. Alestorm vil have godt af, og fortjene, en ekstra guitarist, så man måske kunne få nogle dobbelte guitarleads i stil med det, som Thin Lizzy fyrede af, når de fik trang til at spille hjemlandets traditionelle sange. Alestorm ville have godt af at skrue en anelse op for metallen. Nogle gange går der for meget ’De glade sømænd’ i deres optræden.

Alt i alt var årets Pagan fest ganske fornøjelig, uden dog at nå de helt store højder.

Ex Deo *
Thyrfing ****
Kalmah ***
Arkona ****
Varg ***
Alestorm ***