Afskyeligt godt
Populær
Inspireret af horrorfilm og mørke skove er All Hail the Yeti et af årets mest spændende debuterende navne
02. When the Sky Falls
03. Suicide Woods
04. The Weak and Wounded
05. After the Great Fire
06. Bloodguilt
07. The Art of Mourning
08. I Am Wendigod
09. Axe Murder Hollow
10. Ruby Ridge
11. Judas Cradle
Der er langt mellem oplevelserne, hvor et ukendt band blæser én fuldstændig omkuld og vitterligt overrasker på den fede måde, som tilfældet er her med All Hail The Yeti, der med 45 minutters gennemført metal uden tvivl har skabt årets bedste debutalbum.
Fem af numrene udkom dog allerede i 2010 på en selvfinansieret ep, som her har nydt rigtig godt af en genindspilning, der lydmæssigt er i topkvalitet. Det besynderlige navn stammer fra frontmand Connor Garritys fascination af Yetien, eller den afskyelige snemand om man vil, som tegneserieinteresserede læsere måske kender fra ’Tintin i Tibet’.
Kvintetten kommer fra Hollywood, men er langt mere beslægtede med sydstatsrockere som Down og Crowbar end afdankede glamfreaks. Stilen er en hård blanding af sludge og hardcore, kombineret med lidt inspiration fra Mastodon, mens Connor Garritys vokal lyder meget lig Slipknots Corey Taylor. Numrene varierer en del, men alligevel formår AHTY at holde en rød tråd gennem musikken, der får albummet til fungere som helstøbt hård cement.
Morbidt univers
Åbneren, 'Deep Creek, om et monster i skoven, lægger ud i et hårdt tempo, mens andre numre som ’Ruby Ridge’ er sløve og monstertunge. Sidstnævnte er navnet på et sted i Idaho, hvor flere mennesker blev brutalt myrdet i 1992. Inspireret af både virkelige hændelser og fiktion, kredser teksterne meget om død, ild og ødelæggelse. Herligt!
’The Week and Wounded’ fungerer som intro til ’After the Great Fire’ og består af et lydklip med den skizofrene Mary fra gyserfilmen ’Session 9’, som teksten, om asbestbefængte bygninger og psykisk syge, til dels også er bygget over. (Udmærket film i øvrigt.)
’The Art of Mourning’ åbner ud med en redneck, der synger til lyden af et gnistrende bål, hvorefter musikken byder på et groovy riff tilsat mundharmonika, og det fungerer absolut godt sammen. Faktisk kunne albummet sagens have budt på lidt mere af den her type country-metal, for det fænger overraskende glimrende.
Generelt er naturen og de farer som lurer i de mørke skove et gennemgående koncept på albummet, som i slutnummeret ’Judas Cradle’ der lukker af med 15 minutters hypnotiserende skovlyde.
Bestemt et gennemført album fra start til slut, hvor Garritys imponerende vokalarbejde harmonerer sindssygt godt sammen med de mange tunge guitarriffs, der raser ud af højtalerne som en voldsom efterårsstorm. Det er power groove i bedste stil med de førnævnte sydstatsbands, og lur mig om ikke All Hail the Yeti nok skal blive et band, vi kommer til at høre meget mere til i de kommende år.