Hvad er der egentlig galt med bagerens dusin?
Fæl, flydende og bevidsthedsudvidende stonersludge fra landet hvor kvinderne lyser og mænd plyndrer.
2. The Sun
3. Shadows
4. Rise
5. Blade Runner
6. Walk Towards What Blinds You (Blood Bong)
Det er nemt at kritisere stoner metal. Det er som regel bare folk, der hører for meget Black Sabbath og suger for meget bong. Så spiller de nogle lodne riffs alt for mange gange i træk og hedder noget med “troldmand”, “mammut” eller “ged”. Og der er sandhed i det, det er der!
Bandet hér, fra Sydney, Australien, hedder noget med en mammut. Og riffsene er i den grad lodne. Og forsanger Scott Fisher råber “marihuana” en del gange i første track ‘Heal’. Hvad adskiller så Amammoth fra resten af slænget? Hvad gør dem til andet end den trettende på dusinet?
Omfavn din lodne hulemand
Jamen, først og fremmest skal vi måske sætte et stort spørgsmålstegn efter foregående afsnit. For måske er alle de ting sande. Ligesom alle donuts er søde, alle isterninger kolde og alle mammutter er metal som bare fanden. Men gør det nogle af de ovenstående dårlige? Nej, siger jeg. Det gør dem dejlige.
På samme måde er der bare noget helt vidunderligt ved riffs, der lyder som om, de er midtvejs i en fuldmånetransformation. Lige siden Tony Iommi snippede fingerspidserne af, og Josh Homme fandt på at køre sin guitar gennem en basforstærker, har verden været et bedre sted – alene i kraft af det dybe riffs magt. Og det nailer Amammoth hele vejen igennem. I stedet for det sædvanlige støvede midt-90'er Brant Bjork-tribute, som stoner rock og -metal ofte lider af, krydres den australske kvartets lyd dog af noget mørkere og dybere, der trækker tankerne i retning af band som Bongripper, i dens snigende aggression, der lægger sig klods opad ørkenens varme og tyngde.
Ironisk nok er det særligt Fishers vokal, der trækker sammenligningen med det instrumentale sludge-orkester på plads. Fishers vokal er hård og rå og bidrager med en ekstra kant, der trækker os i retning af sumpen, og som det høres i ‘Heal’, er det bestemt den retning vi vil i.
Dryp syre på din kage
Når vi bevæger os længere hen, bliver sindet udvidet af lidt af hvert. Den brede doom snævres ind og udvides i et sandt trip af ‘Planet Caravan’-lydende psykedelika på tracket ‘Blade Runner’, der giver os en lydflade, hvor tempoets variationer og den gigantiske vibration i rytmesektionen åbenbarer et helt nyt plan af tunghed.
Som Color Haze på deres bedste bliver det syret og flydende, og Scott Fishers vokal er vores eneste sølverne streng af kontakt til vores fysiske kroppe, mens han og Luis Lipovac’s strengeinstrumenter over et habilt trommespor med dunede fills leder os opad og udad, som hvis førnævnte søde donut havde fået et ekstra krydderi i glasuren.
Da vi er lige ved at være uigenkaldeligt borte, sparker Scott Wilson tempoet adskillige grader i vejret og river os direkte tilbage igen, inden den solide ‘Walk Towards What Blinds you (Blood Bong)’ slutter pladen af med sin kombination af Conan-esk tunghed og boogierock-rytme.
Om Amammoth er nyskabende er vel en smagssag. Men det er hundrede procent sikkert, at det er habilt og velspillet, og at det bliver mere og mere tillokkende at flyde væk i det smeltende riff-landskab, jo mere solen får magt på vores breddegrader. For jo, Amammoth lever op til fordommene og adskillige klichéer. Men som med de fleste klichéer, så fungerer det fremragende.