Genset: Til kamp mod Calvin Klein
Amen var en døgnflue, der skulle have været meget større, end den fik lov at blive. Bandet er i dag stort set glemt, men to fantastiske plader og en lige så god koncert står stadig klart for vores skribent 20 år senere.
Amen? Ja, Amen. Du kan sgu da godt huske Amen, kan du ikke? Det der metalpunkband, der udgav to abnormt gode albums for omkring 20 år siden på store selskaber, var tippet til at blive det næste helt store og i stedet selvdestruerede i en kombination af rock'n'rollens livsstil, druk, opblæste egoer og mangel på gode ideer indenfor et par år?
Nej, der er åbenbart ikke mange, der lige kan huske Amen. Det gik op for mig, da jeg bragte mindet om en koncert en novemberaften i det århusianske i år 2000 op i en samtale. Én kunne huske, at han havde været til den københavnske pendant til Aarhus-koncerten, resten overvejede at spørge, hvem Amen var, men tænkte sikkert, at det var nemmere at lade være.
Men Amen er værd at mindes. Centreret omkring forsanger og chefideolog Casey Chaos kom bandet bragende ud af et numetal-fokuseret Los Angeles tilbage i 1999. Chaos havde ganske vist udgivet et album under samme bandnavn fem år forinden, uden at nogen egentlig havde lagt mærke til det. Men på tærsklen til det nye årtusinde havde Chaos fået samlet et band med evner, der matchede den karismatiske frontmands ambitioner og idéer. Studieteknikeren Paul Fig, der senere i karrieren skulle arbejde sammen med alt fra Johnny Cash over Rush og Deftones til Death Angel og Ghost, optog den ene guitar. Den anden blev håndteret af Sonny Mayo, hvis særdeles talentfulde band Snot havde lidt vuggedøden året inden, da forsanger Lynn Strait mistede livet i en trafikulykke.
Fra Snot kom ligeledes den knusende dygtige funkbassist John Fahnestock, og rytmegruppen blev fuldendt af trommeslager Shannon Larkin, der forinden havde spillet på de Ugly Kid Joe-plader, de fleste var ligeglade med, og senere i livet skulle polstre pensionsopsparingen med en tjans i Godsmack. Dette var bandet, der i 1999 stod bag den forfriskende aggressive selvbetitlede officielle debut på Roadrunner Records inden de, ganske symptomatisk for bandet Amen, ragede uklar med Roadrunner og måtte aflyse en hel Europa-tour.
Gigantselskabet Virgin stod dog klar til at samle de sortmalende cali-punkere op, og med den annullerede tur til det gamle kontinent in mente kunne bandet jo lige så godt skrive en ny plade. Resultatet blev 'We Have Come for Your Parents'. Som ethvert L.A.-band med ambitioner i slut-90'erne havde de naturligvis haft Ross Robinson bag knapperne, hvilket ikke gjorde noget dårligt for pladens skramlet-skarpe lyd. Den udkom den 31.oktober 2000. Den første allehelgensaften i det nye årtusinde og samtidig dagen efter denne skribents 18 års fødselsdag.
'We Have Come for Your Parents' var et uforudsigeligt og uregerligt metalpunk-album, hvor Chaos ved mikrofonen prædikede social indignation og kaldte til vækkelse af modkulturen og oprøret. Den diminutive energitrold havde fundet sig en band, som både magtede at spille punken og metallen, som evnede det groovy, det hurtige og det skæve. Og kvintettens andet album lignede det sidste skridt inden opstigningen til tinderne. Det var med dette album i ryggen, at de gik på scenen en måneds tid efter, 29.november på Voxhall i Aarhus.
Kort opstigning og brat fald
Og hvilken aften. Inden Amen gik på, havde Raging Speedhorn for anden gang på halvanden måned varmet brædder i Aarhus. I starten af oktober var det Biohazard, som de måtte agere supporttjans for. Dernæst var det Amens tur. I bedste punkstil kom bandet kompromisløst blæsende ud over scenekanten. Der havde været sået tvivl om, om koncerten mon blev til noget, da Casey Chaos var kommet galt afsted, fordi han var hoppet for højt i en lavtloftet klub og havde slået hul i hovedet under en koncert i Madrid et par uger før.
Men denne kolde novemberaften var han fyr og flamme. Jeg mindes faktisk ikke nogensinde at have set nogen være så energisk, aggressiv og udadfarende på en scene før. Det skulle da lige være Frank Carter, der dog har det med at lade der gå gymnastikopvisning i den. Det gjorde der ikke for Chaos denne aften. Han kastede og vred sig, råbte og skreg, bankede sig selv i hovedet og på kroppen med mikrofonen og var vel kun en pølle i en spand fra at gøre selve G.G. Allin stolt. Samtidig var han i et vældigt humør.
Jeg havde selv stillet mig på første række ved scenekanten og gjorde mit til både at trykke presset bagfra tilbage, deltage i pitten og nyde musikken. Og den blev nydt. For en teenager, der egentlig var frisk på at gøre oprør mod det meste, var Amen sagen. Sange som 'CK Killer' (med sit ”Calvin Klein's the killer”-omkvæd), 'The Price of Reality', 'Dead on the Bible' og den herligt nutidsrelevante 'Piss Virus' var alle på menuen denne aften, og alle prædikede de død over kapitalismen, over religionen, over ensretningen og over folk, der blot nikkede og fulgte strømmen. Det kan alt sammen lyde tåbeligt nu, men for en teenager, der bar et omvendt kors om halsen med ophøjet mine og var ved at revne af stolthed, da Chaos selv spottede det, fik øjenkontakt med mig, pegede på det og gav tommel op, gav det hele mening denne aften.
Det samme gjorde den drønende anti-hymne 'Coma America', der var bandets kendingsmelodi, og som blev fremført af en kvintet, der alle bare ville det denne aften. Fig som den skarpt spillende, formummede guitarist, Mayo som den storsmilende modpol og Fahnestock som det langhårede basdyr, der agerede indpisker, så snart han kunne komme til det uden at stå i vejen for Chaos' rullefald, epileptiske simulationer og generelle vanvid. Larkin bag sættet sad stille og roligt og spillede uangribeligt og eminent. Manden har taget nogle besynderlige karriereveje, men dengang som nu var han en fantastisk trommeslager.
Denne aften på Voxhall var Amen en energibombe. Det var et band, der havde fået serveret verden for deres fødder og nu bare skulle samle den op. De var på tærsklen til at blive rigtig store, de vidste det, og deres smittende humør og spilleglæde gjorde oplevelsen speciel for alle, der var til stede.
Men de fik ikke samlet verden op. Ingen af dem var formentlig klar over, at da Amens næste album så dagens lys hele fire år senere, var Chaos eneste tilbageværende medlem af den kvintet, der optrådte i Aarhus og dagen efter i Vega i København. Casey Chaos' betragtelige ego, selvdestruktive tendenser og hang til rock'n'roll-livets skyggeside og alkohol blev for meget for resten af bandet, der én efter én skred fra projektet Amen, som også nåede at blive droppet af det store pladeselskab for aldrig senere at blive samlet op igen. Drømmen var død, før den rigtig nåede at leve. Men den aften i Aarhus, for henved 20 år siden, var alt og alle i live og til stede. Og det efterlod et uudsletteligt indtryk i en let bumset teenager fra Aarhus V, der bare gerne ville være med til at være imod.
Der er ingen koncerter i den nærmeste fremtid som følge af coronavirussen. Men på Devilution ved vi heldigvis godt, at vi allerede har set alt, hvad der er værd at se, og at al musik var bedre i gamle dage. Derfor benytter vi karantænen til at se tilbage på de koncerter, der enten var skelsættende for os eller skulle vise sig at blive historiske. Dette er femte artikel i den nye serie Genset.
Læs resten af serien her.