Buldrende kultklassiker
Populær
Undergrundsheltene Ares Kingdom fightede sig igennem en halvrodet søndagsseance på et halvtomt spillested, hvor opvarmningsbandet Slægt fremstod anderledes vitale.
Søndag. Undergrundsmetal. En vind, der blæser minimum 1/12 pelikan. KB18's i visse kredse af kernepublikummet dårlige navn (en aversion, jeg ikke deler). Der var ret mange ting imod det amerikanske kultband Ares Kingdom den 20. november. Havde det været et landsmøde i Det Konservative Folkeparti, havde fremmødet været imponerende, men til en koncert var det pauvert.
Det er ikke bandenes skyld, men det lægger en dæmper på stemningen med cirka 30 fremmødte. Også selvom man spiller en objektivt set god koncert.
Det blev tydeligt under de danske himmelstormere Slægts opvarmningskoncert. Slægt er et godt band. De har de tekniske evner. De har musikaliteten. De har allerede en håndfuld gode sange (men skal lige have et par alttrumfende hits til), de har looket, de har attituden, og de har et interessant melodisk take på black metal med deres NWOBHM-inspirerede tilgang med masser af harmonier og twin leads. Og så har de en sublim trommeslager i Adam "Ccsquele" Nielsen (også med i Værket), der laver formidable rundgange hele tiden.
Men selvom de endda lufter en ny sang denne søndag, løfter det sig ikke helt i KB18's rungende betonsal (der er kun decideret dårlig lyd i de første par minutter, men en del af leadarbejdet mudrer lidt væk). Dertil er der for lidt stemning til koncerten, på trods af at det objektivt set er en god koncert. Men der skal ikke meget til, før det lykkes. Slægt ligner et band, der i den grad er på vej frem.
Når vurderingen af Slægt ender på 3 ud af 5 sorte firkanter, er det dermed en anelse nærigt. Og at Ares Kingdom ender på samme karakter, er mere end en anelse venligt. Det viser, at spændvidden i den karakter måske er lovligt stor.
Men man får en vis sympati med de amerikanske undergrundsveteraner, der har udgivet det ene flotte album efter det andet med deres fængende death/thrash, der er båret oppe af den ubesungne guitarhelt Chuck Kellers flotte guitarspil og en rå energi, der er velgørende og meget lidt strømlinet. Med en fortid i death metal-stilskaberne Order from Chaos har Keller og trommeslager Mike Miller generaliebladet i orden. Materialet er godt. Og bassist og sanger Alex Blume (fra Blasphemic Cruelty), der stort set har været med siden starten, har normalt et potent brøl.
Men der går lang tid, før man kan høre guitaren for alvor. Kellers guitarspil og sangenes kvalitet er ellers hovedattraktionen. Og det er heller ikke, fordi bassen for alvor buldrer igennem. Det gør trommerne til gengæld. Og selvom Miller har været med fra begyndelsen, er han ikke på samme musikalske niveau som de helt andre. Der er bøvl med tempoet i forhold til de andre, der er bøvl med variationen i trommesporene, og når trommerne er det, der træder allerklarest frem i lydbilledet, bliver det mere end almindeligt tydeligt.
Blume gør ellers, hvad han kan for at undgå at ligne en, der hellere ville være hjemme med en kande kamillete, en næsespray og en meget stor pakke Kleenex. Han kæmper virkelig med den forkølelse. Og Keller spiller solo på solo, som man ikke for alvor kan høre og virker glad for endelig at spille i Danmark (hans kone er dansk), takker publikum for at dukke op, selvom de kunne ligge hjemme på sofaen og se tv (han er næppe klar over, at det er 'Bedrag', der vises om søndagen), og de får nogle fighterpoint. Når tempoet sættes ned, og der spilles mere riffbaseret som i 'The Unburiable Dead', titelnummeret fra det seneste album, viser Ares Kingdom, hvad de er i stand til. Det samme gør de i et veloplagt cover af Slaughter Lords 'Die by Power'. Men for ofte kommer sangene til at fremstå mere monotone, end de er, fordi lyden savner fylde, når Keller er på solotogt. En rytmeguitarist live ville gøre underværker, men det ville en højere baslyd og guitarlyd nok også.
En skam, for den sympatiske trios vist nok første besøg i Danmark viste ikke bandet fra deres bedste side.
Slægt: 3
Ares Kingdom: 3