Konservative Costaricanske klæder
Astriferous har langt om længe udgivet deres debutalbum ‘Pulsations from the Black Orb’. Et album, mange af os har ventet på og forståeligt også skabt hype omkring. Måske er der ikke så langt fra Costa Rica til Finland, som vi troede, og var den internationale hype en anelse overdreven?
Blinding the Seven Eyes of God
Teleport Haze
Metasymbiosis
Forlorn and Immemorial
Omnious and Malevolent
Lunomancy
Symmetries That Should Not Be
Da Astriferous sidste sommer nedbrændte Pumpehuset under Kill-Town Death Fest, var det ikke kun det første show i Danmark, men også det første show på det europæiske kontinent.
Astriferous er fra Costa Rica og har siden 2019 spyet glohed dødsmetal ud fra deres base i San José, en ganske lækker slags dødsmetal, der derfor også er blevet lagt mærke til, og som, udover to demoer, resulterede i EP’en ‘The Lower Levels of Sentience’ fra 2020 samt et splitalbum med Bloodsoaked Necrovoid i 2021. Egentlig ikke meget at bygge en hype på, men sådan går det tit.
En fremadrettet landevej
Det er en stemningssættende intro med keys og skrigende guitarflader, der bliver vores første møde med ‘Pulsations from the Black Orb’. Stemningen er lagt og som strømmen gradvist tilsættes, gøres vi klar til ‘Blinding the Seven Eyes of God’ – et hektisk stykke klassisk død, der febrilsk og flænsende sætter tempoet. Højenergisk dødsmetal, der, helt klassisk for genren, brydes af mellemspil, broer og breaks. ‘Teleport Haze’ har noget mere ro samt melodi på, et par Morbid Angel-tendenser er tydelige, og der er plads til rasende guitarsolo undervejs. Udover hints til Morbid Angel hist og her, er det også allerede tydeligt, at den klassiske finske dødsmetalscene er en del af opdragelsen for Astriferous, og det er jo god takt og tone, om ikke andet.
‘Metasymbiosis’ byder derfor også ind med smadder i samme kategori, men skiller sig dog ud med et lækkert stykke gloomy doom i enden. Det er tiltrængt, og det er her, hvor Astriferous er bedst – når de husker at tilføre roligere stykker eller breaks generelt som kontrast til den solide og konservative dødsmur, der dog her på pladen også er abstrakt og frit svævende i et kaotisk, sort univers. Som at blive suget ind i et sort hul (eller orb, om du vil) med kaos og uorden. Over midten på pladen serveres vi dog det rolige og instrumentale ‘Forlorn and Immemorial’ som pause inden ‘Ominous and Malevolent’ samt ‘Lunomaney’ igen tager over med deres flænsende og højspændte sfærer. Det er lige ud af landevejen med “single note”-riffs, en slap bass, tilbagelænede trommer og rådden vokal tilsat rumklang. Produktionen er forsætligt uskarp og derfor perfekt passende til netop denne genre. Som plaster på landevejs-såret dukker ‘Symmetries That Should Not Be’ op som sidste nummer og byder på lang intro – igen med tydelige Morbid Angel-vibes – og som albummets tungeste nummer lægger det sig tiltrængt vægtigt og ubehageligt med chunky riffs og ond stemning; inden det pludseligt og overraskende er slut lige i det, at det var ved at åbne sig.
Hårdtarbejdende, sympatisk, kedeligt
Astriferous’ debutalbum kan ikke leve op til hypen. Det er et udmærket dødsmetal-album, med gode og dygtige gutter bag instrumenterne, som vi ønsker det bedste for, for de er hårdtarbejdende og sympatiske – men det virker uinspireret og indimellem er det faktisk kedeligt. En kedelig dødsmetalplade på 34 minutter? Ja.. Desværre. Man ville ellers så gerne have, at Astriferous debut var det modsatte. Det er det bare ikke. Det er en konservativ tilgang til genren med få personlige træk, der i enden ærgerligvis går hen og bliver banalt og monotont. At Astriferous færd dog stadig bliver spændende at følge, kan ingen tage fra dem.