Musical power

Den musicalinspirerede tilgang til power metallen er både Axxis' force og akilleshæl, mener Anders Molin. Det store problem ved at anmelde Axxis opstår, når der skal sættes en genre på. Det ene øjeblik er det gængs power metal, som man næsten kun kan være tysk for at lave. Men det næste øjeblik er vi meget langt væk fra dette udgangspunkt – for der er ingen tvivl om at fundamentet er power metallen, men under det gemmer sig en trang til at putte næsten musical-lignende elementer ind.

I det instrumentale fylder keyboard og klaver og ikke mindst det ferme guitarspil fint rollerne ud som formidler af progressive riffs, der gør, at Axxis spænder meget bredt og får et meget varieret udspil til at hænge sammen. Men det er vokalerne som er vigtigst og fylder mest, og de får virkelig lov til at udfolde sig. Bernhard Weiss og gæstesangerinde Lakonia har flere duetter og korstykker, som er teatralske og nærmest operaagtige i deres udtryk og som viser to sangere, der ikke er bange for at gå nye veje med deres melodier og stemmeføring.

Ikke alt fungerer dog lige godt for Axxis. Bedst er bandet i hurtige eller midt-tempo numrene, men når vi går helt ned i tempo, kommer kvartetten lidt for langt væk fra metallen. Så tager det teatralske for meget over og det bliver lidt for sødsuppe og plastiskagtigt, uden den intensitet, der klæder bandets andre sange.