Japansk støj vs. klassisk rock
Populær
Debuten fra The Cults Ian Astbury og japaner-trioen Boris, med også den sexede skolepige-/spøgelsesvokal fra Wata i guitarerektionens centrum, er et gedigent ét uden at være i nærheden af at være noget specielt.
2. We Are Witches
3. Rain (The Cult-cover)
4. Magickal Child
"BXI" er titlen på Ian Astbury og Boris' projekt og første udgivelse sammen, og her møder det britiske, klassiske rockikon den japanske (mere eller mindre) eksperimenterende metal-trio på den godt tyve minutter korte EP.
Det er der overraskende og temmelig konservativt kommet en meget musikalsk kontrolleret udgivelse ud af, der måske nok skuffer i den forstand, at man nok have håbet på at få revet benene væk under én, men som dog stadigvæk er en interessant plade med et par helt magiske øjeblikke.
Jim Morrisons museumsvokal
Åbningsnummeret 'Teeth and Claws' lægger ud med en nedstemt og ufarligt støjende Psyched Up Janis-lignende guitar, inden sangens for alvor træder i karakter som en vedkommende ballade med en forventelig forrygende episk ROCKvokal fra Astbury.
Siden 'Dreamtime' - The Cults første udgivelse fra '81 - har den nu 48-årige Astbury styret sit vokalværktøj suverænt i tre årtier. Han udspringer muligvis mere fra rockhistoriens vokalmuseum, end han vel egentlig selv har været med til at danne en skole for andre, men til trods for at Jim Morrison-sammenligningen overskrides og tenderer det direkte plagierende, gør det ikke nydelsen mindre fornøjelig at lytte til ham.
Hvis det ikke var for dens smukke staccato-solo halvvejs inde i sangen og Wata's spøgelsesagtige og ganske umiskendelige lillepiget backing vokal på 'We Are Witches', kunne den næsten lige så godt have været et forglemmeligt left-over fra den ellers helt acceptable 'Born Into This', som The Cult udgav i 2007. Man kan faktisk næsten se Billy Duffy's karismatiske persona spille dét åbningsriff for sig, ikke sandt? Det er både godt og ondt, og nummeret forbliver da også pladens mindst interessante.
For mens man har en betragtelig portion forkærlighed for Duffys fuldfede, vedvarende riff-arbejde i The Cult, klæder det nu Boris mere bare at være sig selv. Og man kan heller ikke rigtig komme uden om, at det ville have været langt mere interessant, hvis det var Astburys vokal, der var blevet konfronteret med Boris' vanlige ukontrolleret vildskab, end at det er Boris, der skal "indfinde" sig. For sådan virker det lidt.
Regn med Boris
Eller også er pladen Boris' hyldest til Astbury og The Cult? Man hylder selvfølgelig bedst et orkester ved at lave et cover-nummer af en af deres sange, og den eneste sang på "BXI", som Astbury ikke er med på, er da også netop en coverversion af det 25 år gamle The Cult-nummer, 'Rain' (fra 'Love', 1985).
Covernumre er ni ud af ti gange spild af tid. Oftest indspilles de udelukkende af narcissistiske årsager for at proklamere et bands eget musikalske ståsted, og det sker kun så sjældent, at de rent faktisk har bare en spiseskefuld personlighed og ditto opfindsomhed bag sig - men Boris er heldigvis et godt eksempel på, at man har et standpunkt, kun til man tager et nyt: Boris' 'Rain' er et formidabelt nummer og sammen med den afsluttende 'Magickal Child' ét af EP'ens to bedste.
'Magickal Child' er på én gang EP'ens mest legefulde og samtidig smukkeste nummer; dén guitarlyd er suveræn!
Talenterne er til at tage at føle på på "BXI". Astbury synger røven ud af bukserne, og pladen er rig på opfindsomme riffs fra Boris. Men alligevel sidder man tilbage med en følelse af, at Boris har restriktive, musikalske følehorn ude meget af EP'ens spilletid.
Der er angiveligt allerede flere sange i støbefonden, og der ser vi gerne, at Boris kaster sig ud i deres dejlige vanvid. Og så ser vi desuden også gerne at Astbury i stedet prøver noget andet med sin vokal. Ville det ikke være spændende, hvis han skulle omstille sig et Boris-univers?
Se BXI spille The Doors-klassikeren og 'Magickal Child' live her: