Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Djævlen ligger i detaljen

Populær
Updated
Djævlen ligger i detaljen

På deres debutplade gør Bathsheba næsten doom metal interessant igen. ’Servus’ er ikke nogen stor plade, men en række alternative genre-påfund gør den mere end lytteværdig.   

Kunstner
Titel
Servus
Dato
24-02-2017
Genre
Trackliste
1. Conjuration of Fire
2. Ain Soph
3. Manifest
4. Demon 13
5. The Sleepless Gods
6. I, at the End of Everything
Karakter
3

Der er vel omtrent lige så meget brug for et nyt doom-band af den klassiske slags, som der er brug for endnu en koncert med Metallica i Royal Arena. Sådan synes man i hvert fald ofte at fundere, når man sætter endnu en plade med endnu et doom-band på. Gengangeren er doom-genrens lod. De fleste riffs er allerede hørt, og de er ofte hørt både bedre og mere opfindsomme, end det er tilfældet med de riffs, man støder ind i på denne side af årtusindeskiftet. De doom-bands, der med genrens simple, virkningsfulde odds imod sig alligevel formår at fange ens opmærksomhed, tager den tit, hvis ikke et nyt sted hen, så i det mindste et sted hen, hvor det at plagiere Black Sabbath, Sleep, Saint Vitus eller Witchfinder General ikke synes at være pointen i sig selv.

Som man til at begynde med satte Bathshebas debutplade ’Servus’ på, gik det ikke op for en lige med det samme, at det belgiske band rent faktisk har andet og mere at byde på end netop morskaben ved at plagiere førnævnte doom-konger. Men Bathsheba har mere at byde på. En hel del mere. Faktisk er det lidt pinligt, hvor længe det tog denne skribent at finde frem til bandets åbenlyse nysgerrigheder. Bathsheba har muligvis ikke held med at få gjort alle deres eksperimenter interessante, og flere af bandets mere konservative doom-øjeblikke virker langtrukne på den uhensigtsmæssige måde. At Bathsheba imidlertid er et band, der ikke udelukkende er kommet for at levere traditionel doom metal, er deres debutplade et klokkeklart og flot eksempel på.

Måske ens fejlvurdering af pladen til at begynde med til dels skyldtes åbningsnummeret ’Conjuration of Fire’, der netop hører hjemme under kategoriseringen ”typisk doom metal i det 21. århundrede”. Der er som sådan ikke noget i vejen med nummeret. Det er en velskrevet skæring, hvor især Michelle Nocon (kendt også fra Death Penalty og Serpentcult) storimponerer med en befriende risikovillig vokal, der i løbet af pladen i øvrigt går fra det heksehypnotiserende over det black-frenetiske til det episke og storladne. Nocon er pladens stærkeste kort. Som det er anken mod størstedelen af pladen, virker doom-genrens stolte varemærke, guitarriffet, dog uinspireret. Ikke kun på åbningsnummeret, men på store dele af pladen.

Det er ikke, fordi Dwight Goossens ikke er en god guitarrist. Det er han. At han spiller sikkert og efter bogen, kan man vel næppe klandre ham for. Tager man i betragtning, at Bathsheba i lige så høj grad synes hooked på at mase Nocons vokal og ikke kun Goossens guitar op i fjæset på lytteren, kan man slet ikke klandre bandet for deres på en gang semigeneriske og forsætlige brug af guitarriffet. Tværtimod. Bathsheba kan sagtens retfærdiggøre brugen af et 1:1 genretypisk riff, når deres overordnede lydbillede samtidig krydres med en spidsfindig, mere udfordrende vokal. Bathsheba sætter imidlertid for ofte deres lid til instrumentalstykker, og så er det, at ’Servus’ igen og igen mister sit momentum, det vil sige når bandet skruer op for de helt klassiske doom-dyder. Med det sagt, må det samtidig pointeres, at ’Servus’ virker til at være en nøje gennemtænkt plade, ikke mindst hvad angår dens brug af netop guitarspil. Men til trods for at den sigter efter det afvekslende, er det som om, at den alligevel ikke helt vil den udfordrende forandring nok.

Derfor er det godt, at der på ’Ain Soph’ ikke bare dukker en saxofonsolo op, men at bandet på dette nummer ligeledes tager favntag med både black metal-genren samt lyden af Mike Scheidts signaturstærke guitarspil. Det er små afstikkere som disse, der er med til at holde lytteren interesseret. Ligeledes klæder det pladen, at den halvvejs inde i ’The Sleepless Gods’ går Neurosis og i særdeleshed Jason Roeders trommespil i bedene, ligesom Goossens David Gilmour-saluterende solo henimod slutningen af den ti minutter lange ’Manifest’ er ekstremt virkningsfuld. Derudover er det som nævnt især Nocons vokal, der gør Bathsheba til et af de bedre af nyere doom-bekendtskaber.

’Servus’ er ikke pladen, der tager genren op ved roden og giver den en makeover, hvilket imidlertid heller ikke er bandets formål. Bathsheba har sandsynligvis så meget respekt og forkærlighed for doom-genren, at de ikke sparker hårdere til den, end det nu engang er tilfældet på ’Servus’. Havde de rusket en smule mere op i genren, havde det formentlig ikke gjort noget, for det er, når de synes at udfordre sig selv og genren, at pladen løfter sig til sit bedste. Herfra ser vi under alle omstændigheder frem til forhåbentlig at høre mere til belgierne fremover.