Svensk guitarlyd og obskur britisk stemning
Svensk dødsmetallyd krydret med mørk og obskur stemning udgør Binahs andet album. Absolut godkendt, men når den nostalgiske glæde over guitarlyden har lagt sig, er slutresultatet mere beskedent.
Har man den svenske dødsmetal kær, så er det svært ikke at få en nostalgisk følelse af forelskelse, når Binah efter en stemningsfuld intro sætter sejl med mastodonten 'The Silent Static'. Fra første akkord hænger en umiskendelig lyd af pedalen HM-2, der. når alle knapper får fuld skrue, bliver til signaturlyden hos Nihilist/Entombed, Grave og Dismember m.fl. Når der i samme nummer er en lækker solo, der i lyd og opbygning emmer af noget fra Dismember-leadguitarist David Blomqvists hænder, så vil glæden ingen ende tage.
Britiske Binah er dog ikke bare en kopi af svenske genialiteter. I lyden er tilsat en masse rumklang og effekter, der skaber en obskur og stemningsfuld kulisse. Det giver visse ligheder til Sonne Adam på trods af den tykke Sverige-hyldende distortion, og så er der i den reverbede lyd også en smule Sulphur Aeon, uden dog at komme i nærheden af samme kvalitet. Bunden er god, og den distortede bas tager sig godt ud i musikken og skaber nærmest et groove i et nummer som 'Dream Paralysis'.
Der er både plads til det stemningsfulde og opbyggende i bandets sange, men ogsåså det mere kompromisløse hærg, hvilket sangenes længde fint giver udtryk for. Der bliver ikke givet meget andet tæv i de korte numre omkring de tre minutter, mens sangene fra fem minutter og op til godt 12 minutter til gengæld favner bredere og for alvor viser, hvad bandet kan i forhold til at skabe en dragende mørk, stemning.
Ingen sejr, trods flere fine detaljer
Den instrumentale 'Transmissions from Beneath' er et højdepunkt halvvejs inde i pladen. Her er der god plads til guitarriffs, der fænger, og der er en intens solo og et intent midterstykke, inden sangen slutter stille, som den begyndte.
Alt sammen lyder det jo meget godt. Men hvad så når man skærer nostalgien fra kigget mod Sverige fra? Ja, så skal man jo til at finde fede riffs, for det er jo sjældent nok bare at have den fede/rigtige lyd. Det er som sådan ikke en umulig opgave. Der er en hel del stærke riff og også nogle stærke sange, udover de allerede nævnte, fx også den tunge 'Exit Daze'. Samlet set er det en god plade, der desværre som helhed mangler lidt ekstra for at være en fornøjelig affære på pladespilleren ofte i stedet for måske bare af og til for en afveksling blandt de virkeligt seje skiver i samlingen. Det er nemlig ganske godt, men har ikke substansen i længden til at være prangende. Men det klæder bandets og stemning, at lyden i sammenligning med debuten, 'Hallucinating i Resurrecture', er blevet mere "mudret" og har fået mere et fornuftigt niveau for stortrommerne.