En okse, man har hørt før
Populær
Bison Machines debutplade byder såmænd på tilforladelig retroguitarrock, men formularen og lyden er så genkendelig, at bandet ender med at bide sig selv i røven.
Old Moon
Gamekeeper’s Thumb
Viking Hand
Speed of Darkness
Giant’s Coffin
Bison Machine er en kvartet fra Michigan, som med deres debutplade ’Hoarfrost’ spiller sig ærkegenkendeligt ind i den bølge af retrorock, der gennem de senere år gradvist er kommet mere og mere af. Men selv om der indiskutabelt også er kommet alt for meget af netop denne form for 70’er-fikseret rock, så bliver der ved med at dukke nye navne op, der åbenbart mener, at der plads til mere endnu, heriblandt Bison Machine. Og det er der sikkert også, plads til mere af den genkendelige rock og rul, som trækker på alt det musikalske, vi rockhoveder selvfølgelig tager til os fra den mere bluesede rockmusiks guldalder. Hvorfor skulle der ikke være det? Det er dog, når man hører en plade som ’Hoarfrost’, at man begynder at spekulere på, hvornår mætningspunktet mon er nået.
Men lad det alligevel gerne stå bøjet i psykedeliskfarvet neon, at der som sådan ikke er mange fingre at sætte på det, Bison Machine disker op med på deres debutplade – udover 1:1 genkendeligheden, forstås, og en urimelig flad vokal. Bandet kommer an som en blanding mellem det tidlige Graveyard og Elder, og selv om det uden tvivl kunne have klædt Bison Machine at have lidt flere indfald a la det frenetiske vanvid, der, når de er bedst, netop får disse to andre bands til at skille sig en smule ud fra mængden af retropopulære navne, så er det nu alligevel imponerende, hvilken modenhed debutbandet Bison Machine lægger for dagen med. Modenheden kommer både til udtryk i sangskrivningen, som der synes at være lagt mange kræfter i, det kommer til udtrykket sang for sang, det vil sige i selve pladens opbygning, og det kommer til udtryk i det modne feel, der i det hele taget præger pladen.
En rockplade som ’Hoarfrost’ skal dog hellere sparke én omkuld, end den skal imponere. Og jo, det er selvfølgelig kun rent gætværk, men ’Hoarfrost’ virker i hvert fald som en plade, der er blevet kælet rigtig, rigtig meget for, og selv om det da også er imponerende, hvor stærke sangskrivere bandet allerede på deres debutudspil positionerer sig som, så havde det paradoksalt nok sandsynligvis klædt bandet, hvis de havde forenet deres forkærlighed for den blusede stonerrock med noget helt andet end netop det modne. Er det måske ikke netop legesygen og den musikalske rodløshed, der har givet Led Zeppelin og Black Sabbaths musik en uopslidelig udødelighed? Det er det i høj grad. Det er selvfølgelig langt fra sikkert, at man overhovedet kan forlange samme nysgerrighed for rockmusikken i dag af de bands, der alt for oplagt placerer sig i slipstrømmen af kongerne. Men forlanger man ikke mere, så ender alle nye bands dog med at forsvinde i mængden af kontemporære ligesindede, heriblandt Bison Machine.