Metal Massacre Revisited

Vejen til succes handler ikke bare om musikken, men især om, hvilke folk i branchen du omgiver dig med, siger Brian Slagel, der var den første til at udgive Metallica og igennem snart 40 år har stået i spidsen for Metal Blade Records, hvor danske Artillery og Mercyful Fate har kontrakt.

”Mettallica” står der stavet forkert på den allerførste udgivelse, Metallica medvirker på. Det var i sommeren 1982. Med nummeret ’Hit the Lights’. På den legendariske opsamlingsplade ’Metal Massacre’. Udsendt på Metal Blade Records.

Vejen dertil starter 18 måneder tidligere. I december 1980. På The Country Club i Californien. Den tyske superguitarist Michael Schenker har året før forladt Scorpions og står nu i spidsen for sit eget band, The Michael Schenker Group. Passionerede metalfans kender udmærket tyskeren. Også på den anden side af kloden. Som det naturligste er 19-årige Brian Slagel fra Los Angeles til stede.

Men det er ikke koncerten, hans husker tydeligst fra aftenen, men synet af en ung knægt med langt, fedtet hår og iført en T-shirt med Saxon. Slagel og hans ven kan næsten ikke kapere synet. De troede, at de var de eneste på den amerikanske vestkyst, der kendte til de britiske bannerførere fra The New Wave of British Heavy Metal, der stort set var et totalt ukendt fænomen på den anden side af Atlanten.  Pludselig er der en artsfælle foran dem.16 år gammel og med en spøjs accent, da han rækker dem hånden og præsenterer sig selv som Lars Ulrich.

Resten er historie. I 1981 danner Ulrich det, der skal blive klodens største metalband, og Slagel grundlægger Metal Blade, der er et af de vigtigste selskaber for metal i musikhistorien. King Diamond og Mercyful Fate. Cattle Decapitation og Tribulation. Midnight og Amon Amarth. Metal Blades liste over bands er imponerende.

40 års venskab med Ulrich
I 2017 udgav Brian Slagel selvbiografien ’For the Sake of Heaviness: The History og Metal Blade Records'. Lars Ulrich skrev forordet. De var været venner, lige siden de mødte hinanden til Michael Schenker Group for fire årtier siden.

– Vi har lige sms’et sammen i aftes. Lige for at høre, hvordan det står til her i virustiderne, fortæller den nu 59-årige Brian Slagel, da vi fanger ham over Skype.

Anledningen er thrashens fødsel, som glimrende bliver skildret i ’Murder ind the Front Row’, der har premiere i dag. Slagel medvirker i dokumentaren, men har desværre ikke fået den set, selvom det var udgangspunktet for interviewet. Det går nok, bliver vi enige om. For i filmen får vi ikke svar på, hvorfor Metal Blade aldrig endte med at udsende plader med den første bølge af Bay Area Thrash.

– Den væsentligste årsag var mangel på penge, siger Slagel og uddyber:

– Jeg levede af mit arbejde i en pladeforretning og drev i de første år Metal Blade som et fritidsprojekt. Passionen har altid kommet før pengene, og missionen med de mange Metal Massacre-udgivelser var at give undergrunden eksponering.

Slayer i helt egen liga
Missionen lykkedes. Metallica medvirker på den første. Slayer på den tredje. Det var vejen til, at verden første gang hørte tonerne af musikhistoriens to største thrash-giganter. Og Slayer debuterede da også på Metal Blade med ’Show No Mercy’, mens efterfølgeren ’Hell Awaits’ udkom i 1985, som gruppens sidste plade på selskabet.  

– Der var mange talentfulde bands dengang, men i det øjeblik, Slayer dukkede op, var ingen tvivl om, de her fire fyre var i deres helt egen liga. Slayer var next level stuff lige fra begyndelsen, erindrer Slagel, der også var der til afslutningen.

Slayer sagde definitivt farvel, hvor det hele startede, da legenderne leverede karrierens sidste show 30. november sidste år i Los Angeles.

– Jeg så deres sidste tre koncerter. En i Las Vegas og to i Los Angeles. Det var underligt. Det eneste positive, der er at sige om deres beslutning om at stoppe, er, at de sluttede af på toppen. Slayer har aldrig været bedre end på deres turneer i de sidste fire-fem år. De er stoppet i topform, og det kan man kun have respekt for. Tom Araya har trukket stikket nu. For good. Slayer bliver aldrig gendannet. Men Kerry King kommer til at fortsætte med at lave musik.

Evigt seje Exodus
Efter Slayers exit er guitaristen Gary Holt vendt tilbage til Exodus, som han har været musikalsk ankermand i siden 1981. Exodus’ suveræne debutplade, ’Bonded By Blood’ fra 1985, var oprindeligt planlagt til at udkomme på Metal Blade, men Slagel stod ikke i vejen, for bandet fik en bedre mulighed.

– Det var meningen, at jeg skulle skrive kontrakt med Exodus og udgive ’Bonded By Blood’, men så spurgte min ven Todd Gordon i New York, om han måtte udgive Exodus, fordi han ville starte sit eget label sammen med en makker, der havde lidt flere penge og kunne tilbyde bandet bedre vilkår. Og selvfølgelig måtte de det, fortæller Slagel.

Exodus er still going strong. Det er kun to måneder, siden de stod i Amager Bio og fik spillestedet til at koge over i selskab sammen med vennerne fra Testament og Death Angel. Det handler om mentaliteten og loyaliteten, mener Slagel.

– De her fyre fra den første generation af thrash-bands elsker musikken og elsker at spille den. Det tror jeg helt sikkert er forklaringen på, at de stadig går til stålet. De er alle forblevet loyale mod deres fans og selv forblevet loyale fans af metal.

Fremtiden tilhører Power Trip
Der er næppe mere end et årti tilbage i Metallica, Exodus og Testament. Men er nogen klar til at overtage efter kongerne. Brian Slagel er ikke i tvivl.

Ser du arvtagere derude?

– Der er med god grund meget hype omkring Power Trip, som virkelig spiller cool thrash. Orange Goblin er også skabt af det rette stof, selvom de måske er mere klassisk heavy metal end thrash.

Men der er stadig langt til, at de kan fylde en arena eller et decideret stadion?

– Det er ikke til at sige. Ingen havde i begyndelsen troet på, at Metallica ville blive så store. Og prøv lige at se på bands som Ghost, Amon Amarth og Lamb of God, der bliver større og større. Amon Amarth sælger 8.000 billetter i arenaer i Tyskland.  Og nu håber jeg ikke, at det sker foreløbig, men når Metallica og de andre thrash-bands indstiller karrieren, så kommer vi klart til at se en endnu større efterspørgsel på de bands, jeg nævner, fordi der kommer et tomrum, der skal fyldes ud.

Mistakes will fuck you up
Efter 40 år i musikbranchen har Slagel oplevet utallige bands gå fra optur til nedtur. Og ikke mindst overværet alle dem med potentiale, som ikke fik succes. Ifølge Slagel handler det ikke bare om musikken, eller om udtrykket er for ekstremt for det store publikum

Amon Amarth og Lamb of God er forholdsvis ekstreme bands. I hvert fald i forhold til at blive mere mainstream, end de er nu. Kan de virkelig blive større navne?

– Så længe de er omgivet af de rette folk i branchen, managers, selskabsfolk, promoters, og deres koncertproduktioner vokser for hver turné, så kan jeg ikke se, at de bands ikke bare bliver større og større med årene.

Når du nu siger de rette folk. Er det det, du mener, når du i din bog skriver: ”It is the business mistakes that will fuck you up”?

– Jeg får ofte spørgsmålet om, hvorfor blev de her eller dem her ikke større. Især fordi der er utrolig mange talentfulde bands, der ikke slår igennem. Men succes handler ikke kun om musikken, men også om, hvilket mennesker du omgiver dig med. Hvis du tager Metallica som eksempel, så har de hele vejen igennem karrieren turneret flittigt og allieret sig med de bedste bookingagenter, det bedste tourcrew, de bedste managers, de bedste producere og generelt været omgivet af mennesker, der har sikret dem et fundament for at skabe succes.

Metal Blade udsendte i alt 14 Metal Massacre-udgivelser. De fleste af dem i 1980’erne. Mange af de bands, der medvirker, er gået i glemmebogen i dag og fik aldrig succes. Hvad gik galt?

– Rigtig mange bands, jeg overhovedet ikke kendte, sendte demoer til mig, og så var der ofte et fedt nummer imellem, som gav mening at udsende på de opsamlinger. Pointen med Metal Massacre-udgivelserne var at give de grupper en eksponering, som de ellers ikke kunne få. Problemet for de her bands var det svære i at tjene penge og holde bandet kørende. Før eller siden fik de skæld ud af deres forældre eller kærester og blev bedt om at finde et arbejde. Det skete for temmelig mange bands dengang. Musikerne begyndte at studere eller arbejde og fik børn, og med tiden blev grupperne opløst.

Det glemte guld
Er der bands på den første Metal Massacre med Metallica, som ikke slog igennem, men som du vil fremhæve i dag?

– Cirith Ungol er vildt seje. De var for særlige til Los Angeles-scenen dengang, og nu har de pludselig fået et comeback her 35 år senere. Det er virkelig skørt!



– Og så er der Pandemonium. De var flyttet fra Alaska til Los Angeles og headlinede faktisk shows med Slayer, Bitch og Armored Saint som support. Deres udfordring var desværre, at de stod med et ben i hver lejr. LA-scenen stak af i to retninger dengang. Der var Mötley Crüe og Ratt, der kørte den vilde glamstil. Og så havde du den hårde kerne med Slayer, Armored Saint og Omen. Pandemonium stod ligesom i midten og var både heavy og poppet på samme tid. Det slog de ikke rigtig igennem med, hvilket var ærgerligt, for de var et fedt band.



Dansk storhed
Danske Artillery startede i 1982 og kunne sagtens have medvirket på en Metal Massacre. De er også på Metal Blade i dag.

Hvornår stødte du første gang på Artillery?

– Jeg stødte på deres musik i 1980’erne og har stadig de gamle plader med dem i min vinylsamling. Og det er sjovt at ende med at udgive musik med bands, jeg har været fan siden mine unge år. Altså, så længe de stadig kan skrive cool musik. Og det kan Artillery i den grad. De kører stadig den seje stil.

Mercufyl Fate er også på Metal Blade. Hvornår hørte du dem første gang?

– Første gang jeg var uden for USA, var i 1982, hvor jeg besøgte en penneven i London. Han havde Mercyful Fates demobånd. Jeg glemmer det aldrig. Det var det hårdeste og vildeste musik, jeg nogensinde havde hørt.

Da Mercyful Fate blev gendannet i starten af 1990’erne, blev deres plader udsendt på Metal Blade, men udgivelserne fik aldrig den succes, de havde fortjent, skriver du i din bog. Hvad skete der?

– Jeg var desperat efter at få gendannet Mercyful Fate og skrive kontrakt med dem. Det var en kamp, men til sidst lykkedes det. Desværre endte 1990’erne med at være et slemt årti for meget heavy metal. Musikken fejlede intet. Den passede bare ikke rigtig ind i tidsånden.

Mercyful Fate gør jo comeback igen. Og så vidt jeg ved, er de i gang i studiet med at indspille ny musik?

– De arbejder på det, ja. Desværre er alle deres koncerter her til sommer jo godt i gang med at blive aflyst. Men de skal nok vende stærkt tilbage!


Brian Slagel (midten) i godt selskab med Lars Ulrich og Mercyful Fate. Fra venstre Michael Denner, Timi Hansen, Hank Shermann og King Diamond uden mustache!