RF'12: Langtrukkent rockcirkus
Populær
Engang var Bossen den mest ægte og autentiske skikkelse i rockhistorien. Nu synes han mere at havde reduceret sig selv til en klovn i et omrejsende rockcirkus.
02. Badlands
03. Two Hearts
04. We Take Care of Our Own
05. Wrecking Ball
06. Death to my Hometown
07. My City of Ruins
08. Spirit in the Night
09. The E Street Shuffle (Med the Roots)
10. Jack of All Trades
11. Trapped (Jimmy Cliff cover)
12. Because the Night
13. Working on a Dream
14. Shackled and Drawn
15. Waitin' on a Sunny Day
16. The River
17. The Rising
18. Out in the Street
19. Land of Hope and Dreams
Ekstra:
20. We are Alive
21. Born in the U.S.A
22. Born to Run
23. Glory Days
24. Dancing in the Dark
25. Tenth Avenue Freeze-Out
26. Twist and Shout (Isley Brothers cover)
Man kunne egentlig se det komme på forhånd. Rockanmelderne på landets store dagblade (Læs: mænd i +50-alderen) ville falde på knæ i svime over Bossens optræden og skylle al kritisk sans ned med de lunkne fadøl. Ordene var næsten skrevet på forhånd, de helt store gloser og vendinger måtte naturligvis i brug som: ’historisk’, ’aldrig set mage’, ’uforglemmelig’, og selvfølgelig en sammenligning med Bob Marleys legendariske koncert for årtier siden. Altså den koncert alle har hørt om, men ingen tilsyneladende selv har oplevet.
Hysteriet både før og efter Bossens koncert har egentlig været ret bemærkelsesværdigt. Bevares, han er et af de helt store navne i rockhistorien, men der er vel næsten større chance for at opleve Springsteen på dansk jord end der er for at se vores egen rockhelt C.V. Jørgensen. Af de helt store mytologiske rockskikkelser er det faktisk kun den konstant turnerende Bob Dylan, som har spillet et par gange mere end de syv koncerter, Springsteen har leveret i Danmark i de sidste ti år.
Som noget forholdsvis nyt er Springsteen begyndt at spille på festivaler, derfor den sene debut på Roskilde Festival, hvilket angiveligt også har kostet dem i omegnen af 12 millioner, eller 4 millioner i timen om man vil. Så fik man til gengæld også 3 langtrukne timers rock og gospel, hvor der sagtens kunne have været skåret en time eller mere fra.
Indstuderet energibombe
Fordi man er 62 år og spurter rundt på scenen med samme energi som en ung punker på speed, så er det altså ikke nødvendigvis per definition fremragende. Nuvel, det startede såmænd meget godt med ’No Surrender’, ’Badlands’ og ’Two Hearts’, hentet fra tre af Springsteens mest populære udgivelser mellem 1978 og 1984. Publikum skulle tydeligvis rives med fra start, og den fik virkelig heller ikke for lidt. Allerede i første nummer stod Springsteen og guitaristen Steven van Zandt side om side ved mikrofonen og skrålede lyrikken ud med et overlegent blik i øjnene. Nu skulle alle de her dødelige mennesker med almindeligt hverdagsarbejde blandt publikum virkelig ha’ en på opleveren som man siger, og det skulle de store og urørlige rockikoner satme gerne give folket.
Smukt. Hvis ikke det havde været så tydeligt indstuderet, falsk og konstrueret. Rockmusik i bedste amerikanske stil som McDonald’s og Oscar-uddelingen. Alt forberedt på forhånd. Intet tilfældigt eller spontant. En lang oplevelse af en metervare, som Springsteen og The E Street Band leverer aften efter aften.
Ligegyldigheden i centrum
Efter de tre indledende sange kom aftenens første nummer (ud af i alt syv) fra det seneste album ’Wrecking Ball’. Et lettere ligegyldigt album, hvor Springsteen bestemt stadig har en masse på hjerte, men hvor magien er væk. Hvor var den mand på scenen, der engang virkede som den mest autentiske og sympatiske mand i rockhistorien? Den mand der har skrevet geniale skiver som ’Nebraska’, der blev helt forbigået(!), eller ’Darkness on the Edge of Town’, hvorfra kun hittet ’Badlands’ blev fremført.
I stedet fik vi efter 45 minutter en bandintroduktion, der strakte sig over tyve minutter! Her blev der jammet lidt Bob Marley, Bossen talte lidt, kiggede op i skyerne, hyldede muligvis den almægtige, eller var det nu hans egen bankkonto? Langtrukkent og overflødigt. Det virkede hele vejen igennem urimeligt påtaget.
The Roots kom ind og jammede med på ’The E Street Shuffle’, et nummer helt tilbage fra ’The Wild, The Innocent and the E Street Shuffle’ fra 1973. Bestemt ikke af vejen, men hvor havde manden da vist klasse, hvis han i stedet var gået på scenen med netop The Roots få timer inden.
Mindre påtaget blev det ikke under ekstranummeret ’Dancing in the Dark’, hvor manden vanen tro hiver en ’tilfældig’ pige op på scenen, så ’tilfældig’ at han valgte en ung kvinde, hvis liv tydeligvis var præget af sygdom. Forhåbentlig fik hun en oplevelse for livet, men kom nu, det fik vitterligt fadøllen til at kravle op i halsen.
Momentvis genialt
Men kritikken sat til side, så ændrer det jo ikke på, at Springsteen stadig spillede en del fantastiske numre med en intensitet, der til tider var ganske overbevisende og nogenlunde ægte. ’The River’ og ’Out in the Street’ faldt sidst på aftenen, inden ’Born to Run’ og ’Tenth Avenue Freeze-Out’ fra gennembruddet 'Born to Run' kom blandt de syv ekstranumre. En af de bedste sangskrivere i verden, ja, med de her numre kan man ikke komme uden om at han er. Små momenter som disse løftede koncerten op på højeste niveau, så det føltes rigtigt. Men ser man på hans amerikanske kollegaer som fx Tom Petty, der spillede i sidste måned i Horsens, så fik man et helt andet indtryk af, hvad det vil sige at være ydmyg, taknemmelig og i stand til at spille med en autentisk attitude.
Måske en større promille i blodet havde gjort oplevelsen anderledes, men i nogenlunde sober tilstand virkede Bossen hverken ægte eller overbevisende, men mere som en klovn, der tog publikum ved næsen i sit overbetalte rockcirkus. Sørgeligt og ærgerligt og langt fra ærligt.