Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Forfrossen skønhed

Updated
vitriolicatonement

Celestial Grave revolutionerer ikke black metallen med deres andet album. Til gengæld er det fyldt med langtidsholdbare hooks og en for genren sjældent opløftende stemning.

Titel
Vitriolic Atonement
Dato
23-09-2022
Trackliste
1. Eucharist
2. Cadaverous Solace
3. Clemency
4. The Abyss Exhales
5. Exaltation
6. Radiant Tides Below
Forfatter
Karakter
4

Kan isnende kulde, melankoli og dødsfiksering transformeres til en opløftende musikalsk oplevelse? Åbenbart, hvis man spørger det finske black metal-band Celestial Grave, hvis andet album, ’Vitriolic Atonement’, netop er udkommet. Finnernes debut fra 2019, ’Secular Flesh’, gjorde ikke det store for mig, men på det nye album har de forbedret sig på alle parametre. Og hvor debuten var sørgmodig og holdt i langsomt gravfølgetempo, er opfølgeren – skønt tilsyneladende stadig dødsfikseret på tekstsiden – nærmest livlig med punkede rytmer i ’The Abyss Exhales’, et rocket drive i ’Exaltation’ og oceaner af leads og guitarmelodier med inspiration af klassisk metal spredt ud over hele pladen.

Det er de tydelige og distinkte guitarmelodier og de to leadguitarers samspil, som er ’Vitriolic Atonement’s store fortrin. De bærer de forholdsvis lange sange (seks numre på 34 minutter), der gemmer på masser af hooks og foretager nogle overraskende vendinger, der gør Celestial Graves ellers relativt traditionelle melodiske black metal frisk og vital og giver finnerne en egen identitet. Når man skal vurdere, om der er noget ved et metalband, er en god tommelfingerregel altid at spørge sig selv, om deres sange ville kunne fungere som instrumentalnumre. Den prøve består Celestial Grave med bravur. Men man ville nu nødig undvære den dæmonisk raspende vokal, der er med til at give albummets dets stivfrosne charme.

Når albummet på trods af kulden og på trods af teksternes tilsyneladende konstante fokus på død op opløsning alligevel føles opløftende, skyldes det en vis triumferende stemning, passager, der giver en lyst til at løfte næven mod himlen (som så meget andet metal i dag mangler), og en søgen efter skønheden midt i kødets forfald.

Mest tydeligt er det på ’Clemency’, hvor guitarmelodierne rammer et yderst vellykket punkt midt mellem Dissection og Denial of God, og sangens klimaks suger lytteren ind, men også afslutningssangen ’Radiant Tides Exhale’ når noget nær bjergtagende højder.

Celestial Grave er ikke genrefornyere, men med ’Vitriolic Atonement’ har de lavet et langtidsholdbart album, hvor aggressionen hele tiden holdes i balance af stemningen og de usædvanligt stærke guitarmelodier.