Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Tysk giftslange bider fra sig

Populær
Updated
Tysk giftslange bider fra sig

Chapel Of Disease udsender 'The Mysterious Ways Of Repetitive Art', og med en blanding af dødsmetal, doom og thrash får de sat gifttænderne i lytteren.

Titel
The Mysterious Ways Of Repetitive Art
Dato
16-01-2015
Trackliste
1. The Mysterious Ways
2. The Dreaming Of The Flame
3. Masquerade In Red
4. Lord Of All Death
5. Symbolic Realms
6. Life Is But A Burning Being
7. ...Of Repetitive Art
Karakter
3

I denne moderne tidsalder, hvor vi anmeldere får musikken i elektronisk form,  er det sommetider som at finde en nål i en høstak, når man kaster sig over en tilfældig plade fra den evigt vo,ksende bunke af obskure udgivelser fra nær og fjern. Med internettet er det jo pludselig blevet muligt at anmelde en colombiansk sludge-ep på udgivelsesdatoen, hvor vi for 20 år siden enten aldrig ville have hørt om den eller først fået nys om den, når de var slået igennem med deres anden fuldlængdeplade otte år senere. Fagre nye verden gør, at det har ændret sig for bestandigt.

Således også med tyske Chapel Of Disease. De blev udelukkende valgt op fra høstakken, fordi deres nål mindede om en sangtitel med Morbid Angel. Det viser sig, at Chapel Of Disease er fra Köln i Tyskland og spiller en befriende letbenet form for dødsmetal, der netop minder om førnævnte ikoner fra halvfemserne. God melodi og en vokal, der spænder mellem det klassiske growl og det mere forpinte black metal-skrig, hvor der er lidt rumklang på for at understøtte den dystre stemning. Alt sammen effekter, der er brugt mange gange før.

Derfor lidt mere historie om bandet. Chapel Of Disease blev dannet i 2008 i Köln og udgav i 2012 en demo og en split-plade med Lifeless og fik derefter i december måned samme år udgivet deres debutplade 'Summoning Black Gods', der også godt kunne lyde henad Morbid Angel eller Nile. Kernen i bandet er de to guitarister Laurent Teubl og Cedric Teubl, der, som navnene antyder, er brødre. Laurent er også forsanger, og med sig har de Christian Krieger på bas og David Dankert på trommer. Det har været en stabil kerne lige siden demo-dagene.

Nu er de så klar med 'The Mysterious Ways Of Repetitive Art', der er en lige så lang og snørklet titel, som det er at forklare Chapel Of Diseases stil helt ned i detaljer. For det er en tilbagelænet form for dødsmetal, der i perioder minder om førnævnte Morbid Angel, men også tillader sig at gå helt ned i tempo som på pladens tredje nummer 'Masquerade In Red', hvor det bliver doom-inspireret, som da Paradise Lost bevægede sig væk fra dødsmetallen. 

Hvis vi skal fortsætte lidt i det med at få Chapel Of Disease til at minde om sangtitler fra andre bands, kan vi da også lige kaste Gojira ind i kampen. For 'The Mysterioys Ways Of Repetitive Art' er jo en lang titel, der rent faktisk er en slange, der bider sig selv i halen. For pladens første nummer hedder 'The Mysterious Ways', mens den afsluttende 10 minutter lange sang hedder '...Of Repetitive Art'. På den måde får Chapel Of Disease lavet en ouroboros; Slangen, der bider sig selv i halen og symboliserer evigheden, fødsel og død osv. Noget, som Gojira også har lavet en sang over. 

Chapel Of Disease er dog ikke nær så gode som Gojira. Pladen starter forfriskende godt, og som lytter bliver man nysgerrig. De lange og afvekslende numre er indbydende, og den otte minutter lange 'Lord Of All gør det godt med de flyvende guitarsoli i slutningen. 

Hvis man godt kan lide dødsmetal med lidt doom og thrash-elementer inde over og gerne vil prøve nyt terræn af, så er Chapel Of Disease ikke helt galt i skoven. Med sangtitlerne og pladens titel in mente er det naturligvis meningen, at du skal høre den om og om igen. Det vinder den bestemt også ved, så her er noget tysk dødsmetal, der kræver lidt tid og tilvænning, og så åbner den sig. Dog ikke så meget, at du får lyst til at smide Morbid Angel og Gojira ud af samlingen.

Er du én af dem, der rent faktisk vover dig ind i Chapel Of Diseases mystiske kunstverden, så er de bl.a. at finde på Summer Breeze Open Air i august måned. Her kan du nyde netop den afsluttende 10 minutter lange '...Of Repetitive Art' og selv vurdere, om din slange i øret skal bide sig selv lidt om og om igen.