KTDF '19: Når dødsvirtuoserne flytter grænser
Kill-Town Death Fest åbnede Pumpehusets hovedscene med et brag af en koncert fra de franske horror-tech-okkultister, der i momenter efterlod os med åben mund og polypper.
Torsdagens program var kun lige startet med Kever på stueetagens til lejligheden navngivne Black Stage. Det var tydeligt med det samme, at festivalens publikum havde den dedikation, man forventer, når den melder udsolgt på partoutbilletter samme dag, som salget af billetter går i gang, over et halvt år før det løb af stablen. Dertil skal tilregnes det mindre salg af éndagsbilletter, som kun var tilgængelige torsdag og søndag, og fremmødet på førstedagen illustrerede med al tydelighed, hvor længe savnet Kill-Town havde været. Gudskelov er der dog stor forskel på Black Stage og hovedscenen ovenpå, hvor chancerne for at kunne se, hvad der foregik på Black Stage under Kever var marginale, hvis man kom inde i sættet, men det skulle heldigvis ikke præge begivenhederne, da turen derefter var kommet til Chthe'ilist.
Skulle man være ubekendt med denne relativt nye spiller på Québecs dødsscene, er det oplagt at fremhæve guitaristen og sangeren Phil Tougas. Manden, der startede det hele i 2010, og som valgte det lidet fængende bandnavn qua det faktum, at lyden af ubeskrivelig horror ikke bør have et nemt udtaleligt navn. Det var vitterligt også lyden af et band, der sprænger de traditionelle dødsrammer, der mødte os, da canadierne indledte deres 40 minutters opvisning i tekniske skarpsindigheder, hvor især Tougas selv dominerede i lydbilledet. Ikke så meget på vokalsiden, der udover undtagelsesvise eksempler på messende, ren vokal tyede til det velkendte, gutturale brøl, som på den sekstrengede. Riffs blev eksekveret med teknisk virtuositet, og lyden stod knivskarpt, så man nemmere kunne følge med i det detaljerige horrordøds-univers. Hvis man da ellers holdt lyttelapperne skarpe. Tempoet grænsede til tider til det frenetiske, men ligesom på deres første og hidtil eneste album 'Le Dernier Crépuscule' (2016) blev balancen opretholdt med tunge, atmosfæriske passager, der dog fortsat ikke efterlod nogen tvivl om, hvor teknisk overlegen en kvartet, vi stod vidne til.
Selvom Tougas nemt stjal opmærksomheden, ikke mindst med nogen af de mest virtuose soli, Kill-Town skulle byde på i år, så var det dog summen af de enkelte dele, der udgjorde helheden. Hvor hans sidekicks på bas og rytmeguitar ganske vist spillede den forholdsvis sikkert, kommer vi ikke udenom Philippe Boucher bag trommerne, der tonsede roligt og ubesværet afsted som en art yngre Gene Hoglan. Ofte kan teknisk død løbe hen over hovedet på én i livesituationer, hvis lyden ikke er helt i vinkel, eller bandet bevæger sig på den forkerte side af showoff-skalaen, men Chthe'ilist bevægede sig hele tiden lige på grænsen. Det kradsede, som det skulle, og i enkelte tilfælde blev sangene rundet af i så doomet lune, at tyngden i sig selv fungerede som en donhammer af en mavepuster.
Chthe'ilist trådte i det hele taget sjældent forkert i deres umådeholdne Demilich-worship. Skulle man klandre dem for noget, så skulle det da endelig være den dedikerede professionalisme, hvor alt var timet og tilrettelagt ned til mindste detalje. Vildskaben lod sig dog ikke hæmme på den bekostning, om end der ikke blev leflet meget på showdelen, der var den obligatoriske gang nakkefræs fra hvert hjørne af scenen, mere eller mindre kontrolleret, afhængig af hvor meget de matematiske taktarter afkrævede deres opmærksomhed. Canadierne er muligvis ikke nyskabende som sådan, men ikke desto mindre er de forbandet dygtige til deres kram, ganske som debuten havde forvarslet, og Kill-Town Death Fest blev skudt i gang med en af dette års mest medrivende bookinger, som vi forhåbentlig også vil høre mere fra i de kommende år.