Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

KTDF '12: Okkult dødsmetal

Populær
Updated
KTDF '12: Okkult dødsmetal
KTDF '12: Okkult dødsmetal
KTDF '12: Okkult dødsmetal
KTDF '12: Okkult dødsmetal

Church Bizarre, det første af to danske bands på Kill-Town Death Fests hovedprogram i Ungdomshuset gjorde det rigtig godt.

Spillested
Dato
31-08-2012
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Hvis man ovenpå sommerens festivalsæson, specifikt Roskilde Festival og Copenhell, syntes, at der var noget bekendt over Church Bizarre, så var det ikke så sært. For forsanger JBP og guitarist Larsen er begge at finde i Cerekloth, der i øvrigt også spillede et fremragende gig på Kill-Town anno 2011.

Og kvaliteten var tilsvarende høj fra Church Bizarre, der trods lighederne i persongalleriet med Cerekloth alligevel havde et ganske anderledes udtryk. Vokalen var ret meget magen til - det er vel forståeligt nok - men stilen på bandets riffs er ret anderledes. Der er naturligvis også dødsmetalliske elementer at spore her, men der hviler samtidig en stor portion kulsort heavy metal over musikken. Mercyful Fate og King Diamond har nok sat sit præg på sangskrivningen, men Church Bizarre har afgjort sin egen tilgang til musikken også.

Det er den mørke og okkulte stemning, der er mest udpræget, men enkelte Iron Maiden-tendenser kunne man også høre i musikken. Tempoet i sangene var ret godt varieret lige fra det hurtige og medrivende energiske til noget lidt tungere med plads til obskure melodier.

Headbanging med forskellig intensitet

Sceneshowet var temmelig stillestående, men der blev headbanget flittigt fra specielt bassist, forsanger og guitaristen til højre set fra publikum. Det så ægte og impulsivt ud, som et tegn på, at mens bandet stod sammen på scenen, så var det dét fedeste, som de hver især kunne komme på at foretage sig. Det var endnu tidligt på dagen, så den del af publikum der headbangede gjorde det med lidt mindre intensitet, men der skal heller ikke herske tvivl om, at publikum nød showet, og salen var samtidig ganske velbesøgt under koncerten. Har man i øvrigt set JBP på en scene før, så genkendte man også hans maniske blik mod loftet mens armene samtidig blev holdt ud langs siden med knyttede næver.

Bandet fremstod med en original lyd i en sangskrivning så effektiv, at det simpelthen bare (hen)rykkede, og det i en sådan grad, at debutanten til et Church Bizarre-show sagtens kunne lade sig rive med og stornyde tonerne.

Herunder får du et klip fra koncerten med Church Bizarre: