Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Morgendagens stjerner - Clockwork Protocol

Populær
Updated
Morgendagens stjerner - Clockwork Protocol

Fra Odense kommer bandet Clockwork Protocol. Vi har snakket med dem for at høre, hvad der rører sig i deres band.

Hvem er med i bandet?

Efter lang tids søgen består den endelige besætning i dag af Nikolaj Grundtvig, normalt kaldet Læske, på Vokal, Martin Hansen-Nord, kaldes aldrig andet end Nord, på lead-guitar, Nick Becker på rytme-guitar, Thomas Nørgaard på bas og Tristan Hoyle på trommer. Det tog os cirka 2½ år at finde den rigtige besætning og vi har holdt sammen lige siden juli 2009.

Hvordan startede bandet?

Det startede egentlig med at Nord og Peter, en anden guitarist, ville starte et nyt projekt op med det formål at lave den metal de begge to elskede; Den groovede og melodiske metal. Peter fandt Tristan over et musikerforum, og Nord kendte Nikolaj igennem sit daværende studie. Det gik ret hurtigt med at finde de første medlemmer – udover bassist, som så ud til at være en uddød race.

De næste 2½ år gik med at finde en fast bassist. Vi havde flere bassister inde, men det lod ikke til at fungere af forskellige årsager, og så var Peter nød til at forlade bandet for at hellige sig studierne. Det var en hård tid for bandet, og nogle irriterende ting for bandet at slås med, når vi bare ville i gang med at spille.

Vi endte op med at få Nick ind på guitar, som Nord kendte privat, og Nick gik på studie med Thomas, som kom ind som bassist. Det var rimelig hektisk i perioden op til indspilningen af vores EP, da vi havde 2 relativt nye medlemmer og 5 nye numre, der skulle i kassen!

Som vi ser det, startede bandet først for alvor der, hvor hele bandet stod samlet.

Hvor var jeres første øver?

Vores første øver var faktisk på Kansas City i Odense. Vi var så heldige at få et øvelokale derude kort efter Kansas City startede op, så 2 uger efter Nord, Peter, Nikolaj og Tristan havde mødtes, troppede de op og gik i gang. Det var ret heldigt, eftersom vi er ret sikre på, at diverse kældre og lummerlokaler nok ikke havde set sig så venlige på, at vi stod og bragede løs dernede.

Hvor var jeres første koncert?

Vores første koncert var inde på Rockstuen i Odense (dengang under navnet Café Mageløs). For dem der ikke kender det, er det en lille café til metalhoveder i Odense. Det er det eneste sted i byen, hvor man regelmæssigt kan finde hård rock og metal.

Vi havde fået et opvarmningsgig for de lokale Angrified, og vi var ved at skide i bukserne over det. Det var vores første koncert i samlet trop, og der var cirka plads til 50 mennesker derinde måske. Det endte så med, at der kom så mange, at vi ikke kunne headbange uden at give skaller til dem foran os. Hvilket vi så kan erklære gør pænt ondt, når man ikke er forberedt på det i et breakdown. Det krævede da også lidt overtalelse for at komme ind lige før koncerten, da der for første gang i vores minde var dørmand på, som sagde, vi ikke kom ind. Det så vi som en anelse problematisk, da alt vores gear stod på scenen, og vi skulle altså spille 10 minutter senere! Vi blev nødt til at få én ud, som kunne fortælle, at den altså var god nok – så fik vi et grynt, og dørmanden gik til siden.

I et øjeblik var vi sikre på, at vi ville blive smidt ud direkte bagefter, men det skete heldigvis ikke. Højst sandsynligt fordi dørmanden ikke kunne komme til scenen!

Hvem har fået øje på jer?

Vi har faktisk fået en del opmærksomhed, specielt inden for den korte tid vi har spillet som helt band. Vi havde den ære at komme i top 10 afstemningen til ”Publikumsprisen / The Jack Award” i Danish Metal Awards 2009, der blev afholdt d. 16. januar 2010, for vores debut EP. Vi kom desværre ikke igennem der, men vi havde aldrig regnet med at komme så langt, så dér var vi utroligt glade for den massive opbakning.

Udover det har vi fået opmærksomhed fra vores nuværende booking bureau, ”Dedicated Booking”, der har givet os en bedre behandling og feedback, end vi kunne have drømt om. Vi har fået nogle rigtig fede oplevelser og erfaringer igennem som, som vi kun kan sige tak for og ser frem til mange flere!

Udover det kan nævnes Audition Days 2010, hvor vi fik lovende feedback fra dommerne (Hvor iblandt Tue Madsen var en af dem, som vi altid har haft utrolig stor respekt for) samt et par enkelte råd.

Vi har fået at vide, at vi er blevet spillet på ”Sort Søndag”, men vi hørte det ikke selv, så vi ved ikke helt om dette er rigtigt. Men hvis det er, er det da rigtig fedt!

Nu skal vi så være med i W:O:A Metal Battle 2011, hvor vi endnu en gang er utrolig beæret. Hvem ville ikke gerne spille på Wacken?!

Hvad har været jeres største koncert?

Det kommer lidt an på, hvordan man definerer det. Hvis det er med hensyn til hvem, man spiller med og antal mennesker, så er det nok, da vi spillede med Artillery og Serpent Saints, hvor vi udgav vores debut EP. Det var en megafed oplevelse, og de er jo nogle utroligt flinke mennesker. Vi håber på, at vi kan komme til at spille med dem igen i fremtiden! Man er trods alt lidt i ærefrygt, når man går ind, som relativt nyt band, og sidder side om side med et legendenavn som Artillery, som jo er nogle af sværvægterne inden for vores branche. Ærefrygten forsvandt dog hurtigt, da de viste sig at være utroligt flinke og meget interesserede i at høre både på og om os.

Taler man personlig overraskelse, hvor man totalt mistede mælet i forhold til, hvad man havde regnet med, kan vi nævne et arrangement, vi havde i Munkebo. Vi skulle spille til et anti-racisme arrangement, og da vi kom derop stod der en lille knald-scene ude i halvt regnvejr, og der var cirka 5 teenagere og et par forældre. Ikke ligefrem den mest lovende oplevelse lige når man kommer, men vi tænkte bare, at vi havde brug for erfaringen og tog den i stiv arm.

Vi var sidste band på scenen, og vi havde måske set 7 oppe foran scenen på et tidspunkt under lokal-favoritterne. Så vi havde ingen forventninger og gik bare derop og tænkte ”Hvad har vi at miste?”. Efter introen til første sang, hører vi sætningen ”Det er fanme fee’ metal!” og så myldrede det bare frem med en 20-30 teenagere, som kom ud af den blå luft. De gav den max gas! Der var alt fra synkron headbanging, til wall of death og jeg ved ikke hvad. Vi var totalt målløse og ved til den dag i dag stadigt ikke, hvor de kom fra! Det bedste bud vi har, er at de gemte sig i hobbit-huller rundt omkring scenen og bare poppede frem.

Hvad er det sværeste ved at være ny i gamet?

Den er lidt todelt. Det første er at gøre opmærksom på sig selv; at adskille sig fra andre bands og faktisk få en fod ind af døren. At gøre lytterne opmærksom på, at du eksisterer. Medmindre du har en masse erfaring, kan du ikke komme ind nogen steder og spille, men for at få erfaringen skal du jo ud at spille nogle koncerter. Det er lidt en ”hønen og ægget” situation.

Den anden er nok den massive konkurrence der er. Der er jo utroligt mange spirende musikere derude, og mange af dem brænder lige så meget for det, som vi gør. Vi ønsker alle at fremme metallen og hele dens væsen i Danmark, men når der er en begrænset lytterskare i Danmark og så mange bands, så vil der altid gå lidt konkurrence i det. I starten er det meget nemt at føle sig som ham den lille, der står nede bagved og hopper op og ned med en finger i luften og prøver at få ordet. Det gælder bare om aldrig at give op og blive ved med at prøve.

Hvordan har det været at indspille jeres debutplade?

Det var en utrolig lærerig oplevelse! Vi indspillede vores 5-track EP hos Christian Bonde i CB-Studios, da vi tænkte, at vi gerne ville lave en EP i god kvalitet og vise, at vi virkelig mente det her. Ingen af os havde været i et professionelt studie før, så vi lærte utroligt meget om hvordan det foregår.  Vi fik et kritisk øje på både vores numre, vores teknik og et par gode råd med på vejen. Ris, ros og en hulens masse grillmad!

Generelt er indspilninger altid en sjov proces, da man ser sangene på en helt ny måde. Man finder pludselig ud af, hvad der virkelig holder, og hvad der skal laves om. Der var mange spontane ændringer i numrene, da vi sad derinde, som vi har beholdt til den dag i dag.

Hvad er jeres inspirationer?

Vores inspiration ligger meget i den amerikanske metalcore med en smule af den tyske scene. Bands som Killswitch Engage, As I Lay Dying og All That Remains kan nævnes fra USA, og fra Tyskland kan vi nævne bands som Caliban og Heaven Shall Burn. De to sidstnævnte er dog primært i de nyere numre, hvor vi har taget en lidt mere brutal tilgang til vores genre og samtidig skruet op for omkvædene, så man virkelig kan stå og skråle med på dem.

Skulle vi nævne nogle på den danske scene, må vi nok nævne Raunchy og Mercenary, som de primære kandidater.

Hvad er jeres drømme?

Drømmen er at leve af det. Pure and simple. Vi lever for musikken, og den er så stor en del af vores liv, at hvis vi kunne leve af den, ville vi have opnået sand lykke. At kunne stå op hver dag og vide, at man levede af at spille koncerter, tage i studie og rejse verden rundt ville jo være helt fantastisk.

Vi behøver ikke nødvendigvis verdensherredømmet, men hvis det følger med, ville det da være helt ok!

Hvordan vil I nå dem?


Hårdt arbejde, eksponering via både koncerter og sociale medier samt diverse fora. Aldrig at give op og aldrig sige nej til en mulighed. Vi tror på det, vi har, og vi giver ikke op, før vi bliver slæbt ud med benene først. Det kræver rigtig meget arbejde, mange penge, samt ups and downs. Men vi er villige til at gå hele distancen, uanset hvad det skulle være.

Vores næste skridt er at prøve at komme til udlandet og spille, så vi kan få noget eksponering dér og prøve vores materiale af på et publikum, som vi hidtil ikke har haft adgang til. Specielt den tyske scene er vi utroligt interesserede i!

Hvordan vil I virkelig IKKE ende?

Hehe, vi afgav faktisk et løfte i starten, da vi havde fået samlet tropperne. Det scenarie vi nægter at havne i er, hvor vi sidder om 30 år og ikke har rykket os en meter, men hvor vi er så selvfede, at vi knapt nok kan flytte os fra sofaen. Hvis vi nogensinde når det stadie, har vi givet hinanden tilladelse til kollektivt at trække hinanden ud af vinduet og ud på den nærmeste motorvej for at lege kylling med lastbilerne.

Hvor meget opbakning har du/I fra baglandet (forældre, skole, venner, job etc.)?

Vi har utroligt meget opbakning fra alle sider, hvilket giver os rigtig meget. Alle familier er 110% bag os, vennerne er villige til at hjælpe med, hvad end det skulle være (Roadie, crew-manager, ham der står og hopper nede foran for at få gang i folk, etc.) og skolerne, samt jobs, har altid fuld forståelse for, hvis man skal ud og spille. Der har aldrig været nogen sure miner eller løftede pegefingre, men det direkte modsatte.

Den form for opbakning og forståelse er noget, som vi absolut ikke havde forventet, så det er en utroligt positiv oplevelse.

Trods alt, når man spiller i et band, så er det vigtigt at have baglandet i orden. Hvis man ikke har, bliver hver dag en kamp, da man har rigeligt at se til med at skrive musik, holde inspirationen kørende, arrangere koncerter, blive eksponeret, holde sammenholdet og hvad man ellers har. Der er rigtig mange bands, der lider døden tidligt i processen, fordi de simpelthen taber pusten med alt det administrative, der faktisk er i et musisk projekt. Når det først kører, er det hele slæbet værd, men opstartsfasen er utrolig hård.

Alt i alt, specielt med den genre vi spiller, som ikke just er den mest anerkendte i Danmark, har vi oplevet en opbakning, der har gjort hele denne jagt på drømmen så meget nemmere. Dette er vi utroligt taknemmelige for!