Kill'em Aarhus: Skidt og kanel til de få

Publikum svigtede i høj grad ny århusiansk endagsfestival, der bød på både ensformigt og eminent til den eksklusive klub af fremmødte.

”Festival” er et lidt misvisende ord at bruge om Kill’em Aarhus, som den nye metalsatsning på Train er blevet døbt. Et endagsarrangement, der løber over en enkelt aften uden yderligere tiltag i form af mad, boder, talks eller lignende, er vel bare en koncert? Nuvel, det er en mindre detalje, men faktum var i hvert fald, at aftenens arrangement havde som mål at præsentere nye, fremadstormende navne fra ind- og udland. Hvilket er en smuk og ædel tanke, som desværre også resulterede i, at der ikke var den store genkendelsesglæde ved de fem orkestre, der var landet på plakaten.

Det behøver der sådan set heller ikke at være, men bundlinjen viste bare, at vi, da bølgerne gik højest, vel ikke var meget mere end 60 personer til arrangementet. Det er næppe definitionen af succes for arrangørerne, og da slet ikke når herlighederne fandt sted på Train, der er et af byens større spillesteder med en kapacitet på omkring 1000. At de lokale helte fra Livløs luftede deres nye forsanger på en scene ude i en af forstæderne samtidig, har næppe gjort det nemmere at sælge billetter, men man kan frygte, at det særdeles pauvre fremmøde kan lægge Kill’em Aarhus i graven, mens arrangementet stadig er i sit fødselsstadie.

Nuvel, lad os håbe det bedste og trods alt stadig glæde os over, at aftenen faktisk indeholdt et par fine musikalske oplevelser. Første skud i bøssen var lokale Beneath the Silence, der fik en god halv time til at levere en omgang af deres nu-djent, i mangel af bedre ord, til de omkring 20 mennesker, der var tidligt ude og var dukket op. Bandet har virkelig fået lagt noget vægt bag deres liveoptræden, siden jeg så dem engang i foråret, og bortset fra nogen indstuderede moves, som ikke helt sad i skabet hver gang, leverede de sådan set rigtig fint og lod sig ikke gå på af, at det store lokale var mere eller mindre tomt. Specielt forsanger Mette Hessellund, der virkede lidt intimideret, sidst jeg så bandet optræde, var som en genfødt performer at se på, hvilket lover godt for bandets fremtid.

Når altså ikke lyden til mikrofonen ryger. For er der noget, man åbenbart ikke magter på det store og velrenommerede spillested Train, så er det at trække et DMX-kabel fra A til B uden at fucke det op. Sidst jeg var til koncert på stedet, var det tre af aftenens seks bands, der led under lydudfald, og i dag måtte Beneath the Silence tage fem minutters pause midt i sættet, fordi lyden til mikrofonen røg, og ingen af spillestedets horde af teknikere åbenbart evnede at fikse problemet med det samme. Synd for bandet og ikke just noget, der hjælper på opfattelsen af, at Train ikke er et sted for metalkoncerter.

Efter en kort pause var næste lokale input klar; det sortmetalliske funeral doom-orkester Woebegone Obscured. Bandets fire musikere agerede et anonymt, men kompetent musikalsk baggrundstæppe for bandets hovedmand, forsanger Danny Woe, der i corpsepaint og bar overkrop dikterede slagets gang med sin afgrundsdybe gravrøst. Badet i mørkerødt lys var bandets optræden lige præcis så tung, intens og effektfuld, som man kunne have ønsket, og man tog sig selv i allerede nu at konstatere, at det formentlig blev aftenens bedste koncert. Og så smed Woebegone Obscured så selv trumfen.

Søren Sol fra folk/world-bandet Krauka blev inviteret på scenen for at synge duet med Danny Woe på aftenens sidste nummer. Hvad der fulgte var 5-10 minutter, hvor de to som musikalske modsætninger udforskede vokalspektret til fulde. Woes growl, skrig og dybe røst blev komplementeret perfekt af Søren Sols mere luftige over- og undertoner, og det var en opvisning i, hvordan man også kan skabe kunst gennem brugen af vokaler. Bandet lå stadig solidt bag ved de to i lydbilledet, men Woes blæksorte og Sols lyse og skæve vokaler i duet var en oplevelse for sig, der kunne være virkelig interessant også at opleve i indspillede versioner.

Efter den indtryksfulde Woebegone Obscured-koncert var det svært for publikum kort efter at samle sig om Balmog. Et ungt og fremadstormende black metal-band, som skulle være noget af det mest spændende på den spanske metalscene. Nuvel, sidst jeg hørte spansk metal, var det Pestkraft, der på ingen måde imponerede mig eller nogen andre. En præstation, som Balmog kopierede til noget nær perfektion i aften.

Lydmæssigt præsterede bandet en lidt mere blackened udgave af Behemoth, men det øjeblik, hvor man fjerner både ikonografi og den dygtige sangskrivning fra polakkerne, får man cirka det slutprodukt, som Balmog var. Et relativt uinteressant og ret generisk black metal-orkester med tough guy-attituder, som gerne vil virke farlige, men er relativt uinteressante og ensformige. Der blev kørt tremolo-riffs af til den store guldmedalje, men med en sangskrivning, der haltede, og en publikumskontakt, der var tæt på ikkeeksisterende, var det ikke nemt at få skabt en stemning i det store lokale. Måske havde Balmogs musik haft en mere intens virkning i et lavloftet kælderrum, men i Trains store koncertlokale kom det hele til at virke en smule falsk og helt og aldeles ufarligt.

”Ufarlig” er også et ganske passende ord at sætte på næste eksotiske indslag, Mist fra Slovenien. Bandet spillede en atmosfærisk og meget Black Sabbath-inspireret version af doom metal, der gennem forsanger Nina Spruks vokaler og bandets noget psykedeliske lyssætning gav publikum en følelse af i højere grad at befinde sig i en hippieklub i start-70’erne end i det 21. århundrede. Det virkede vældig autentisk, men desværre også jævnt kedeligt. Bandet var ret statiske på scenen, den rigtig gode sangskrivning haltede lige så meget som hos Balmog, og interaktionen med det mere og mere fåtallige publikum manglede helt og aldeles. Musikken var ret jævn og uden store udslag, og igen krøb ensformigheden og den manglende oplevelse på scenen ind på én. Man tog sig selv i at tænke, at der nok var en ganske rimelig grund til, at man aldrig havde hørt om Mist fra Slovenien. Nemlig det faktum, at der ikke rigtig var noget at fortælle om.

Det var også tydeligt, at den manglende respons fra det minimale publikum irriterede bandet, der dog ikke blev mere interessant eller udadvendt af den grund. Som guitarist Ema Babosek, der mod slutningen af koncert lige ville fortælle, at de altså havde rejst 18 timer for at være her, inden hun opgivende slog ud med armene og sagde, at folk da gerne måtte gå op og købe noget merch, hvis nu de havde sat pris på musikken. De solgte næppe ret mange T-shirts lørdag aften.

Endnu en kort pause fulgte, inden finske Corpsessed skulle lukke aftenen ned. Med godt og vel 40 mennesker i lokalet var det en utaknemmelig opgave. Heldigvis for finnerne har dødsmetalbands det ofte relativt nemt i Aarhus, og det var da også tydeligt, at publikum tog noget mere åbent imod Corpsesseds ”hvis-Cannibal-Corpse-var-fra-Göteborg”-lyd. Der var heller ikke meget interaktion fra bandets side, til gengæld blev der så serveret en konstant mur af dødsmetal fra start til slut, så folk ikke havde tid til overhovedet at overveje, om forsanger Niko Matilainen måtte have noget interessant at berette. Eneste skønhedsplet på tre kvarters beskydning af Corpsessed-artilleriet skulle måske være forsangerens irriterende rumklang på mikrofonen, der virkede helt og aldeles unødvendig og egentlig skadede det brutale udtryk i musikken, mere end det gavnede. Efter at have været udsat for et par eksotiske orkestre, der måske var mere en sjov historie og en gimmick end et egentlig habilt band, lukkede Corpsessed aftenen af og gav en følelse af at jo, det havde sgu været godt. Vi var glade. Metallen havde sejret til sidst. Vi fik de musikalske tæsk, vi havde hungret efter, siden Danny Woes sidste tone klingede ud. Vi fik som fortjent. Det var godt nok.

Karakterer:

Beneath The Silence: 3

Woebegone Obscured: 5

Balmog: 3

Mist: 2

Corpsessed: 4