Briller af Stål: Sindssyge tider kræver sindssyg musik

Drama! Følelser! Sværd og trolddom! Og masser af hardcore, power violence og speed metal til at skabe et robust skjold mod den plage, nedlukningen er.

Januar var slidsom. Mødig. Januar var en plage, OK? Der skete ingenting. Man kunne tage på arbejde –jeg kunne rent faktisk få lov at tage ind på mit kontor i stedet for at sidde i hjemmeskolingsboblen. Dét var trods alt en god ting. Og så kunne man handle og gå hjem. Løbe en tur. Se på noget natur. Gå hjem igen. Jeg har brugt en ikke uvæsentlig del af januar på at diskutere opskrifterne i Ottolenghis ‘Smag’ med Dinesen, fordi vores samleversker begge fik den i julegave. Hvordan ens mave kan føles, når man for tredje dag i træk har lavet mad med vanvittig meget lime. Hvor man finder den og den ingrediens, hvad man kan bruge i stedet, skal man have nogle særlige glas, den slags.

Drama. Meget stille drama.

Jeg har hørt alt for meget Blood Orange, fordi jeg så hele ‘We Are Who We Are’ på en uge og var noget så afskyeligt sensitiv bagefter og kunne ikke finde ud af at komme ud af det der apatiske humør igen. Fandt ud af, at ham, der laver Blood Orange, er den samme, der lavede Lightspeed Champion for ti år siden. Genhørte Lightspeed Champion, skammede mig, hørte mere. Følte tungsindige teen-følelser. Hørte den der Olivia Rodrigo-single, fordi den blev kaldt en power-ballade, følte endnu flere teensy følelser. Jeg har da også først fået kørekort for nylig. Lad mig græde. Hvor er der en udsigt, jeg kan stå foran stationcaren og være trist over, skue mod en horisont, jeg er forment adgang til? Hvor kan jeg købe lime på vej hjem?

Det går selvfølgelig ikke.

Så for at stive mig af har jeg hørt Lethal Means’ debut-LP, der udkom lige før jul. Det er musik til at blive robust langt ind i sindet af. Musik, der giver én lyst til … åh, for helvede da, det giver én lyst til en moshpit. Andre mænds sved. Albuer i ansigtet, hvor er mine briller. Nu er jeg ved at flæbe igen.

‘Zero Sum Game’ er 20 minutters gammeldags hardcore med beatdowns og så enkle melodier, at de lyder som vuggeviser. Det er OK, verden behøver ikke være mere kompliceret end som så. Der er guitarsoloer, der er en bass-solo, det lyder lidt som Cro-Mags og lidt som Anti-Cimex og meget, som den slags skal lyde.

Kæmpe anbefaling herfra.

Lethal Means har rumsteret i nogle år på scenen i Virginia, der ud over Missy Elliott og Pusha T er bedst kendt for Municipal Waste og deres sideprojekter Bat og Iron Reagan. Trommeslageren fra sidstnævnte, Ryan Parrish, startede for et år siden et nyt band op sammen med nogle af sine gamle kolleger fra City of Caterpillar, og siden de ikke har kunnet lave noget andet alligevel, har de indspillet en EP nu.

Jeg ved reelt ikke, om Terminal Bliss har taget navn efter den film, Luke Perry nåede at indspille, lige inden han kom med i ‘Beverly Hills 90210’, men jeg håber, at hele bandet skal ses som en hyldest til den film om at drikke for meget, have skødesløs sex og have det dårligt med et markeret kæbeparti og bekymrede hundeøjne.

I hvert fald lyder ‘Brute Err/Ata’ tilpas udknaldet til, at det sagtens kunne være sådan, det hang sammen: 10 minutters crossover med tempoet skruet latterligt højt op og diskanten endnu højere. Det er sløset og perfekt, og jeg kunne dårligt ønske mig en bedre måde at starte året på alligevel. Specielt ikke når man tænker på, at januar trods alt også bragte en overraskelses-udgivelse fra Gatecreeper i form af EP’en ‘An Unexpected Reality’, hvor de gav pokker i dødsmetal og tævede sig igennem én sides grindcore og én sides doom – bare fordi det hele kunne være lige meget.



Så måske bliver 2021 alligevel slet ikke så slemt, som det lover indtil nu? “Time will tell”, som Blood Orange falset-synger, hulk, men altså: jeg har allerede plæderet for, at man bare helt skulle opgive at bekymre sig om alle de prioritetsudgivelser fra dinosaur-bands, som man ved, at man bliver skuffet over, selvom man intet forventer af dem andet end det. Hej Tribulation. Derfor kan man alligevel godt glæde sig over noget af det, der er på vej ind under radaren:

Pupil Slicer fra London mødte en af gæsterne på deres kommende debutalbum til et af The Dillinger Escape Plans afskeds-shows, og det er en ret god indikation af, hvilket territorium vi bevæger os ud i på ‘Mirrors’, som pladen kommer til at hedde: kantet, disharmonisk og kompliceret mathcore, der står helt oppe i dit ansigt og brøler løs. Åh, jeg savner at have sangere stående og brøle mig ind i ansigtet, så man kan mærke regnen af spyt lægge sig som duggen på en sommereng og ikke kunne flytte sig, fordi alle presser på bagfra. Pupil Slicer måtte godt spille sådan et show, hvis resten af ‘Mirrors’ ellers holder det niveau, singlerne fra den har haft.



Et band, hvor jeg overhovedet ikke kommer til at bekymre mig om niveauet, er Regional Justice Center. Jeg kommer heller ikke til at bekymre mig om, hvorvidt det bliver kompliceret eller følsomt, for det gør det. Meget af begge dele endda. Men de kommer til at tampe sig brutalt gennem det som – som – som hvis Udo, Miley og Ron Jeremy sad sammen på sådan en nedrivningskugle, og der så var noget, der brølede, så den blev pulveriseret.

Så stærkt er Regional Justice Center nemlig. 

Deres debut-fuldlængde – altid en relativ størrelse for et powerviolence-band – ‘Institution’, var årets bedste plade i 2019 for mig. Det gør ikke mine forhåbninger for ‘Crime and Punishment’ mindre.



Lige nøjagtig udenfor hardcore, men uden at kunne ryste det punkede, smadrede af sig, har jeg sidste år et par gange talt varmt om Ice War, og Manden med Weekendvesten har skrevet endnu mere udførligt end mig om det canadiske enmands-speed metal-band, der vælter sig gennem sine sange, som var det 1983 igen, og der var ikke andet at tage sig til end tage en masse dårlig speed for at berede sig på atomkrigen.

I foråret har manden bag, Jo Steel, en ny plade på vej med sideprojektet Aphrodite, hvor chilenske Tanza Speed synger så piv-falsk og med så tyk accent, at det ikke er til at stå for. Slet ikke, når musikken lyder som en up-speedet udgave af Ice War. Om muligt endnu mindre, når pladen hedder ‘Orgasmic Glory’. 

Virkelig: hvis mere metal lød sådan her i stedet for at være det der kalkulerede opkog af sig selv, sådan nogle som Tribulation (hej igen) leverer, ville jeg have mindre brug for at høre alt mulig andet end metal. Aphrodite er fuldkommen sindssygt, og det er lige præcis det, vi har brug for i 2021: sindssyge tider kræver sindssyg musik.



Og således giver det måske alligevel meget god mening, at den vildeste plade, jeg har opdaget i år, er en 20 år gammel udgivelse. Ikke at Croms debutalbum, ‘The Cocaine Wars 1974-1989’ ikke på et hvilket som helst tidspunkt ville føles som den vildeste plade, man kunne falde over. Crom var et powerviolence-band i Los Angeles i 90’erne og 00’erne sammen med Spazz, Man Is the Bastard og Despise You –  sidstnævnte spiller Crom-guitaristen Phil Vera også i –men selvom den scene i forvejen var notorisk grænseoverskridende og lallet, tog Crom alligevel det hele et skridt videre ud i tåbeligheden.

Forestil dig en blanding af Spazz og Amebix. Altså lidt som hvis Gatecreeper spillede grindcore og doom, men her er det bare powerviolence og crustdoom oveni hinanden. Kæmpestore metal-riffs, der hele tiden eksploderer i kaos. Kæmpestore metal-riffs, der flere steder er planket åbenlyst fra Mercyful Fate, Van Halen eller, lidt mere overraskende, crossover-bandet Excel. Indimellem og henover er der samples af Black Sabbath, Kraftwerk, Morbid Angel og så det, der binder det hele smukt sammen: ‘Conan Barbaren’. Åh, og en heftigt beruset Tom Araya, der prøver at få et tysk publikum op at køre.



Crom eksisterede på to albums – ‘The Cocaine Wars 1974-1989’ fra 2001 og efterfølgeren ‘Hot Sumerian Nights’ fra 2007 – indenfor Conan-universet. De udgav splits med deres venner, spillede kaotiske shows med wrestling, burgerspisnings-konkurrencer og slåskampe. Og forsvandt.

Som alle gode ting uvægerligt gør det. Som også januar til sidst forsvandt, som februar vil forsvinde, som spillesteder, bands og en hel branche vil forsvinde.

Der er en dokumentar om Crom på vej ud, i første omgang til fremvisninger i en mindre indiebiografkæde i USA. Patrick Kennedys film ‘All Hail Those Who Fail’ er i første halvdel historien om, hvordan Crom udviklede sig fra et rendyrket powerviolenceband, hvis sange primært handlede om røvhuller, til en heavy metal-hyldest i Conan-universet. Folk fra scenen, deriblandt Greg Anderson fra Sunn 0))) gemt bag en forstærker og journalisten Ian Christe, taler behørigt andægtigt om bandet og deres evne til altid at smadre alt for sig selv. Derefter følger filmen i anden halvdel bandet på en kort tour på østkysten i 2008 og dokumenterer den særlige evne på første hånd. Forestil dig 'Fast Times at Ridgemont High' med granvoksne hardcoremusikere i stedet for collegeelever.

Historien om Crom, som den fortælles i 'All Hail Those Who Fail', er ikke opbyggelig. Det er ikke et eksempel til efterfølgelse. Men som Chris Dodge fra Spazz smukt opsummerer det:

"There’s a lot of metal bands who say 'Yeah, fuck you!' But Crom lives it. Crom is fuck you."

Og lige nu er det sådan noget, man har brug for at blive mindet om. At der har været en verden, hvor det største drama ikke var for meget lime i daddelsovsen (det er en ting, og daddelsovs er et virkelig grimt ord). At den vil komme igen.