Top5 - 'Core 2022
Devilutions skarpeste inden for core og bænkpres, har endnu engang teamet op med Dude Manors top-buff-boss, for at give dig den søde ‘core. Den ‘core, der får dig til at skide i shortsene, når du squatter tarmene ud på gulvet.
Du ved det er tid - for det er altid tid, tid til at hakke jern og skyde guns – aka. alt skal smadres og det skal være med det helt rigtige soundtrack. Her er det nemt at begå en urutineret fejl og blande dit prut-pulver med en træls omgang ”This is new core”-playlist på Spotten/Tidal/Whatever. En fesen kombination af lort + lagkage og endnu et fucking nederen Eskimo Callboy-track. Der er ingen, der kan bruge overdrevne mængder keyboardflader, lol-lyrik og ligegyldig rensang til en skid, når man kører deadset. Glem det, vi er ikke kommet for at danse, vi er kommet for at slå ihjel.
Frygt ej, endnu en gang har vi været i fitten og testet core 2 da core. Den type lyd, der giver rugbrød under armene, og indbyder til aggressive gangarter. Vi sparker som altid i kæbehøjde, og spritter af i vores ansigtssved, så du kan føre dig frem i fitten, som den chef du er.
Zulu
Vi starter vores træningssession med en hurtig EP og et ønske om meget mere. Zulu er hverken en TV-kanal af ligegyldighed eller en henvisning til den der ‘96 EP fra blink-182, selvom vi hos Devilution naturligvis gerne vil lefle for DM-bossens teenageskabede vanvidskærlighed for Po(o)way-bandet. Zulu er et svedig, sludget hardcore-band, som du skal tjekke ud med det samme – Travis Barker agrees.
Bandets EP ‘My People…Hold On’ fra 2020 er små 9 minutters kombination af NYC stilet hardcore og soulede vokal-fraktioner – og det lyder af meget mere. Lad dig ikke snyde af det indledende talk-along nummer, EP’en tager hurtigt fart derefter. Du bliver revet rundt af riffs og hæs slå-på-tæven-vokal, der går direkte i dit vaskebræt. Med den her EP er der ingen undskyldning for ikke at rive en six-pack frem, når du smider dine sweatpants!
For fans af: Madball, Agnostic Front og Sick of It all
Orphan
Er du en følsom fyr, der kæmper med ægte tunge ting? Men foretrækker du at få følelserne ud igennem hamrende brutal og nakkebrækkende beatdowncore, hvor hver eneste linje i lyrikken er en mulighed for at flænse dine stemmebånd fuldkommen fra hinanden? Så er Orphan bandet for dig.
En af topkommentarerne på Youtube til deres første single “Dying Light” siger det hele ret godt: “This song has proven that you can crowdkill your bedroom while crying profusely.” Hvis ét band kan lykkes med at få dudes til at omfavne deres kammerat med tårerne trillende ned ad kinden for så direkte at nakke en fyr med omvendt Desolated-cap hårdt i baghovedet bagefter, så er det Orphan.
Orphan udspringer af bandet Strangled, som denne skribent også spåede en glorværdig karriere (tjek deres collab-EP med Pintglass ud, den er vild). De valgte dog lige pludselig at gå i opløsning — det eneste, jeg kunne finde som grund i min research var, at at hoveddelen af bandet ville gå i en anden retning, men det ville de to vokalister ikke. Hvad gør man så? Man finder da bare nogle nye musikanter — nemt!
Og det er godt, at de gjorde det, for kombinationen af de to vokaler er noget af det, der gør, at Orphan skiller sig ud. Den ene vokalist står for en klassisk og solid gutturalt tough guy-vokal, mens den anden har en ret unik skinger stemme, der skriger desperation og fortvivlelse — den måde, hvor ordene er ved at vælte over hinanden, hver gang han er på, er vanvittig fed.
Musikalsk er der heller ikke en finger at sætte på Orphan. De gør måske ikke noget helt vildt nyt, men det fungerer, og er det perfekte backdrop til, at de to forsangere kan få læsset alle deres følelser ud på lytterne. Så hvis du er træt af at sidde og græde salte tårer derhjemme over, at du ikke ramte den PR nede i Fitness World, og skal ha’ afløb for dine følelser i pitten, så har du fundet dit officielle soundtrack hos Orphan.
For fans af: Filth, Bodysnatcher, Spite
Ingrown
11 sange på 14 minutter. Allerede dér kan du vel næsten regne ud, hvor vi er på vej hen. På debutalbummet “Gun” leverer Ingrown no-bullshit metallisk hardcore, der kontinuerligt smadrer en knytnæve i fjæset på dig, og fortæller dig, at du ikke er en skid værd. Men hvis det er det, der skal til for, at du rammer det sidste rep på din overhead press (notorisk svær øvelse at gøre fremskridt på), så må det jo være sådan.
“Gun” er i det hele taget en solid titel, for albummet er vitterligt en maskingeværsalve, der leverer tunge breakdowns, hurtige d-beat-stykker og groovy riffs i ét væk. Nårh ja, og så er drengene vist bare generelt glade for våben (‘murica, fuck yeah):
Ingrown er, hvad der sker, når tre dudes fra Idaho bliver trætte af kun at køre på quadbikes, skyde efter tomme dåser på en mark in the middle of nowhere og hænge i forældrenes kældre og ryge fed — der skal ske noget mere. Så hvorfor ikke gribe en guitar, bas og trommesæt og se, hvad der kommer ud af det?
Det er godt, de gjorde det, for Ingrown har med “Gun” solidt markeret sig som et band, man skal holde øje med. De holder et benhårdt greb om din hals, der får dig til at glemme alt om djentcore og ottestrengede guitarer — der er ikke tid til at sidde og hive sig i banditten over 13/8-takter, når Ingrown først går i gang.
For fans af: Nails, Suburban Scum, Lifesick
Dying Wish
Engang imellem savner man bare sådan en god gang klassisk metalcore. Du ved, den der søde, lækre core, der var metalcore dengang i start 00’erne. Før der gik flødebolle-tråd i den, og det hele skulle skulle smøres ind i nu-metal og neonfarver. Dengang metalcore var vild, voldsom og ikke handlede om at holde hinanden i hånden og kramme hen over et glas afkølet hvidvin.
Dying Wish er til dig, der vil leve livet. Til dig der tryller en lille, hvid pose nikotin op, hvor det er rigtig sjovt, inden næverne smøres med kalk. Det er konge-core, som core skal lyde, med masser af insisterende riffs og sweet breaks. ‘Fragments of a Bitter Memory’ fra sidste år, er ild til dine biceps – og alt andet. Kør bil til Dying Wish, kør hele Eskimo Callboy ned til Dying Wish, giv fingeren og råb “pump this, bitch!” mens du stikker af fra politiet til Dying Wish, bliv fanget og smidt i fængsel til Dying Wish, pump dine guns i fængselsgym til Dying Wish.
For fans af: Killswitch Engage, Unearth, Chimera
Cultist
Cultist - Cabal, Cabal - Cultist. Vi er ikke i helt samme genre-kateogori som den danske sværvægter, men der er alligevel et eller andet der giver associationer. Who gives a fuck anyway, Cultist er perfekt til fitten, om det så er russian twists eller lange, hede ture i en mørk sauna med din spotter.
Der er ikke så mange dikkedarer, blot masser af metalisk-core, med et twist af death, lækre breaks og en solid skramlet lyd. Som en rusten motorsav på en varm sommerdag.
Cultist gør ondt lige der, hvor det skal gøre mest ondt. Det er tungt, smadret as fuck og all in på badass'ery. Deres mini-albumdebut fra sidste år, er syv sikre stykker med aggression, der virker bedre end de pinlige råd du samler fra ham der fitnessduden på instagram. Mindre snak og blankpolerede posts, mere grums i bunden af din proteinshake og sved mellem ballerne – Cultist i ørene og afsted, nu!
For fans af: Bloodlines, As Lions And Lambs og HolyName
2022 lader allerede til at blive et solidt dansk ‘core-år, her bliver der i hvert fald allerede dykket dybt til Lifesicks ‘Misanthropy’. Og på den note skal vi naturligvis lige minde om, at netop Lifesick holder releaseshow på Warpigs i København d. 26. februar.
Ellers ser vi frem til endnu en gang solid deathcore fra Hanging the Nihilist, der endelig udgiver deres fuldlængde-debut. Hvis de kan holde kadancen fra deres debut-ep, så kunne det snildt blive en af årets rigtig spændende udgivelser.
Royal Deceit varsler også nyt, og nu vi er igang med bands, der mere låner fra den søde ‘core, end decideret er 'core, så venter vi også spændt på en ny plade fra Clients. Den skulle også droppe senere på året.