Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Oneman-show uden selvkritik

Populær
Updated
Oneman-show uden selvkritik

Der er dømt nostalgi og tilbageblik til den første halvdel af halvfemserne med dette svenske band.

Titel
Circle of the Brave
Dato
30-03-2009
Label
Distributør
Karakter
2

Dark Tranquillity uden dette bands mangeårige flirten med keyboards/programmeringer kunne lyde som mange melodødsfans våde drøm. Kun den rene uforfalskede vare, musikken uden fyld. Dette skal ikke forstås som kritik af Dark Tranquillity, men mere som en forklaring af hvad Damnation Army er. Og en tur i tidsmaskinen til da melodøden stadig var rimelig ung.

Men Damnation Army er samtidig også et enmandsband med de ulemper den slags kan bringe. Der mangler umiddelbart de input andre bandmedlemmer kan komme med: ”kunne vi ikke gøre det her lidt anderledes?”. Der er flere lag guitar, men der er ikke nogle steder, hvor det udnyttes i opbygningen af en sangstruktur, så en stemning langsomt bygges op.

Samtidig kunne bandmedlemmer måske også have stoppet det rædselsfulde cover, der kun kan forsvares ved at Thomas Nyholm sikkert hader cd-mediet og ønsker sig tilbage til tape-trading og fotokopierede covers lavet på forældrenes arbejdsplads. Eller den lokale tankstation. For han er helt sikkert en tilhænger af undergrund og det upolerede. Lyden er alligevel blevet en anelse for poleret, selvom det er mere råt og mørkt end fx en Jacob Hansen produktion.

Thomas har styr på de fede riffs i den gamle svenskerstil. Men tiden er bare løbet fra ham og samler man bare en håndfuld af plader fra start- til midthalvfemserne med denne nordiske variant af dødsmetal blandet med NWOBHM så kan man lave et lille puslespil, der ville kunne munde ud i ”Circle of the Brave”. For nostalgien virker det, og enkelte sange springer momentvist funklende frem, men et fantastisk album er det altså ikke.