Ligegyldig hipsterrock
Populær
For folk vant til plastikpop og -rock vil ’We Are Dance With Dirt’ måske være en vild rockoplevelse, men for et trænet rockøre er Dance With Dirts debut en tynd caffe latte.
2. Screensaver
3. In The City
4. I'll Never Die, I'll Only Disappear
5. One Of These Days
6. Where Are You
7. The Catch
8. Girls
9. Trojan Horse
10. Amputations
11. Blue Queen
Lad os indledningsvist slå fast, at nordjyske Dance With Dirts debutplade nok aldrig skulle have været lagt i hænderne på en hårdrock- og metalskribent, hvis man ville have undgået den hårde medfart, som ’We Are Dance With Dirt’ må stå model til i det følgende.
Dance With Dirt er et forholdsvist ungt band, og de historiske milepæle er derfor stadig få, men de tæller alligevel en kåring til Månedens Demo i GAFFA tilbage i august 2010 samt en sejr ved sidste års 'KarriereKanonen'. Desuden er forsanger og guitarist, Magnus Jacobsen, efter sigende vært på DR's børnekanal, Ramasjang.
Bandet spiller efter eget udsagn rock, der vel nok er den bredeste genrebeskrivelse, man overhovedet kan benytte. Skal vi imidlertid specificere genren yderligere, så spiller Dance With Dirt ikke så rendyrket rock, som de postulerer. De synes nærmere at ligge i den mere rockede ende af indierocken, eller hvad vi spydigt og lettere fordomsfuldt kunne klassificere som ”hipsterrock”. Og eftersom musikken ej heller er synderligt interessant, bliver den mest præcise genre- og stilmæssige beskrivelse af Dance With Dirt: ligegyldig hipsterrock.
Pladens første 6 numre er desværre også gabende kedelige og virker til at være fanget i nogle genremæssige forventninger om, hvordan (hipster)rockmusik anno 2013 skal lyde. Dance With Dirt forsøger ligesom mange af deres rockforbilleder at have et lidt kækt udtryk, men i stedet for på ægte rockmaner at være fandenivoldske og spille lige ud ad posen, så lader det til, at musikken skal være kæk på den helt rigtige måde, hvilket er hæmmende. Det virker tilmed påtaget og til tider lige frem falsk. Man tror altså ikke rigtig på musikken.
Så vender bandet imidlertid på en tallerken, og fra ’The Catch’ og pladen ud hører lytteren pludselig noget af det rockband, Dance With Dirt påstår, de er. Den rå energi og vildskaben får løsere tøjler. Der bliver spillet soli. Forsanger Magnus Jacobsens register udvides, og tonen får en ekstra ”distorted” dimension. Det hele bliver generelt mere interessant, og ikke mindst pga. baslyden falder ens tanker på britiske Reef – dog uden Dance With Dirt nogensinde når Reefs kaliber.
Men selvom pladens anden halvdel er langt mere udfordrende, for ikke at sige velskrevet, så forsvinder den dårlige smag efter pladens første halvdel desværre aldrig helt, og det er på trods af, at pladens bedste nummer, ’Blue Queen’, er pladens sidste.
Dance With Dirt viser altså momentvis, at de kan rocke, men der skal meget mere til, før hipstermærkaten falder af, og musikken bliver andet og mere end ligegyldig.