Overmelodiske Iberere
Populær
Flittighed og gode melodier til trods har spanske Dark Moor ikke formået at skabe et vedkommende og potent værk.
2.The First Lance of Spain
3.This is my Way
4.The Road Again
5.Together as Ever
6.The City of Peace
7.Gara & Jonay
8.Living in a Nightmare
9.El último rey
10.Saint James Way
11.Asturias
Spanske Dark Moor er nu klar med deres niende fuldlængde på sølle 14 år, og det må siges at være en ganske høj udgivelsesrate. Det Madrid-baserede band har således mange års erfaring, det kan man høre i den stort anlagte intro og i første nummer, 'First Lance of Spain', der lægger ud i fint tempo med stærkt omkvæd og vedkommende guitarer, men allerede på andet reelle nummer, 'It Is My Way', forsvinder den møjsommeligt opbyggede stemning som indledningen lagde for dagen. En tynd, afdæmpet vokal, guitarer overdøvet af strygere, en ufarlig melodistemme og en banal guitarsolo skæmmer pladen, og herfra skal Dark Moor så till at bygge op.
'The Road Again' har lidt mere pondus og mange skarpe ideer, som det drilske guitarriff i verset, et omkvæd, der bygger op, og masser af guitarharmonier mellem vokallinjerne. Det fungerer godt, ligesom næste numre, 'Together as Ever' og 'City of Peace', er rimelige bud på overmelodisk power metal - trods den rolige vokal og et meget afbalanceret energiniveau. Sådan fortsætter skiven et stykke tid. Gode momenter, stærke melodier, en rædsom ballade, men også med et band, der lader keyboard og vokal stjæle så meget fokus, at de færreste guitarriffs, baslinjer eller rytmer huskes. Det efterlader gode sange uden riv og bid og uden et råt udtryk til at komplementere tangenternes store klangflader og patosfyldte melodistemmer. Kun i den enlige svale 'Living In a Nightmare' får dystre ideer lov til også at blande sig, og straks bliver spanierne et mere vedkommende bekendtskab, men det er naturligvis alt for lidt og ikke mindst ikke nok til at ændre indtrykket af et ufarligt band.