Copenhell 2010: Musikalske mindreværdskomplekser
Populær
Der blev snakket ned til et publikum, da Dead by April leverede årets værste koncert.
Tidlig lørdag aften på Copenhells mindste scene spillede svenske Dead by April en koncert, som uden diskussion vinder prisen for "Årets Værste" af slagsen. Aldrig har tre kvarter føltes så lange, og man undrer sig storsnudet over, hvad bookerne dog har tænkt på, da de besluttede sig for at hyre denne kvartet af make-up-dukker.
I en musikalsk blanding mellem Linkin Park, Nightwish og Tokyo Hotel, leverede Dead by April en stribe af så sindssygt ophøjede, selvproklamerende, åndssvagt selvfede sange, at det var svært ikke at blive irriteret som publikummer. Nuvel, deres tekstunivers, der ensidigt synes at handle om den uforløste kærlighed, har måske samme format over sig, som en teenagepiges dagbog antages at have, og kan derfor formodes at have en vis efterklang hos unge rock 'n' roll-lyttere med dårlig musiksmag. Men blandt et publikum hvor gennemsnitsalderen synes at være over de tyve, passede de overhovedet ikke ind.
2 x manglende vokaler
Dead by April skifter mellem to vokaler. Jimmie Strimmell står fejlagtigt for lige dele ukontrolleret skrigeri samt en form for renere sang, mens det forholdsvis nye medlem, Zandro Zantiago, udelukkende står for en akkompangerende og ditto ganske pinlig ren vokal. Skiftet mellem de to vokaler får Linkin Park til at virke som en vokalmestergruppe af rang.
Hver eneste sang af Dead by April bevæger sig fra start til slut i pompøse skylag, hvor det er de storladne følelser, det udelukkende handler om. Der er ingen konturer i musikken, som er fuldstændig blottet for indlevelse og eftertænksomhed. Mest af alt kommer de an som et nervevrag af et band, der forsøgsvis gemmer sine mange musikalske mindreværdskomplekser bag store fede keyboardflader og ukontrolleret, falde-på-halen-distortion. Til trods for at samtlige medlemmer ligner og klæder sig som mulige Popstars-kandidater, er de så fuldstændig talentløse, at de ikke ville komme videre fra de indledende runder hos et bare forholdsvis sobert dommerpanel.
Der var en lille gruppering af unge, der i form af en uskyldig moshpit viste Dead by April, at der trods alt var et par håndfulde, der købte den følelsesladede musikalske præmis. Og den gloede vi andre så forbløffede på, mens den ene irritationssang efter den anden røg ud over scenen.
Punktum.