Mangler glød
Populær
Trods gode intentioner overbeviser Dead Lord med ’In Ignorance We Trust’ på ingen måde om, at bandet er det nye Thin Lizzy.
2. Too Late (3:32)
3. Reruns (3:55)
4. Leave Me Be (4:30)
5. The Glitch (4:05)
6. Kill Them All (3:28)
7. Never Die (3:48)
8. Part Of Me (4:57)
9. They! (4:28)
10. Darker Times (3:53)
Dead Lord er inspireret af Thin Lizzy. Det i en sådan grad, at bandet selv stadigt finder det fornødent at oplyse om det i pressemeddelelsen ved udgivelsen af det tredje album, ’In Ignorance We Trust’. Det er nu ganske unødvendigt, for selv en dedikeret hip hop-fan ville kunne høre det.
Nu er der ikke noget i vejen med at være inspireret af Thin Lizzy. Der er langt værre bands, som man kan kopiere. Det, der imidlertid virker lidt trættende ved Dead Lord, er dog, at man åbenbart overser, at selv Thin Lizzy faktisk ikke altid lød som Thin Lizzy. På Lizzys albums var der altid en eller to sange, som pegede i nye eller alternative retninger.
Det gør sig ikke rigtigt gældende hos Dead Lord, hvor det meste bare lyder som et forsøg på at finde frem til den ”klassiske” Thin Lizzy-lyd og -sang.
Bandet spiller i den traditionelle Thin Lizzy-formation med dobbelt lead-guitar, bas og trommer. Den dobbelte guitar endda i en sådan grad, at man har angivet hvem af de to guitarister – Hakim Krim og Olle Hedenström – der spiller i henholdsvis venstre og højre kanal. Det eneste, der adskiller Dead Lords opstilling fra Thin Lizzys, er faktisk, at det ikke er bassisten, men guitarist Hakim Krim, der står for lead-vokalen.
Det gør han så til gengæld på den måde, at han forsøger at lægge sig så tæt op ad Phil Lynotts stemme og fraseringer som muligt.
Bandet sange lever desværre ikke op til idolernes standard, og musikken mangler flere steder også den præcise timing, som altid var til stede hos Thin Lizzy. Nu kan meget jo så hentes hjem med engagement og passion. Men her svigter Dead Lord også. Bandet evner ikke rigtigt, at lægge den fornødne sjæl i sangene. Krim synes mere opsat på at lyde som Lynott end at formidle sangene og teksterne, så man fornemmer, at han tror på og føler for det.
Sangene bevæger sig mest i et adstadigt tempo, som dog her og der indeholder stykker med udmærket dobbelt lead-guitar. Men det meste forbliver en omgang blues-inspireret rock med lidt semihårde rock-input og, nåja, Thin Lizzy-lyd.
Bandet har indspillet analogt, men i stedet for at få albummet til at lyde autentisk har det mere fået det hele til at lyde gammeldags. Den manglende passion høres eksempelvis i sangen ’Kill Them All’, hvor koret i omkvædet mere lyder opgivende end morderisk. Her er der ikke tale om nogen, der vil slå ihjel for alvor. Der kan højst blive tale om en forsigtigt smølfespark.
">
Sangen ’Too Late’ er sådan set et habilt forsøg på at skrive en hard rock-sang i stilen fra idolerne, men helt godt bliver det aldrig.
">
Faktisk skal man helt hen til sang nummer 10, ’Darker Times’, der samtidig afslutter albummet, for at finde en rigtig god og hårdt rockende sang.
Uden at have dyrket Dead Lords to foregående album indgående, hvorfor jeg ikke kan vurdere bandets udvikling, virker det overraskende, at de med tredje album i karrieren ikke er nået længere.