Drastisk stilskift

Tyske Deadlock begejstrer i hjemlandet, men vor anmelder spiser ikke pladen med samme begejstring. Skulle der laves en skole, hvor søde teenagere med sort om øjnene skulle lære at gå fra emo, Evanescense og elendighed til metal, Morbid Angel og mægtighed ville Manifesto fra tyske Deadlock komme på skemaet lige efter italienske Lacuna Coil.

Trods et forløb fra death/black har man valgt at tage sig selv i nakken og forny sig. Det er altså ingen ny ”Earth.Revolt” her. Sabine på vokal er blevet fuldbyrdigt medlem og i stedet for de tidlige back-up vokaler får vi nu denne – ganske vist smukke vokal – udover hele albummet. Growls er reduceret kraftigt, men er heldigvis stadig til stede – halvgrowls er måske en mere passende betegnelse.

Hvor inspirationen tidligere søgte mod vore svenske venner skal vi nu over Atlanten. Det lyder som en kopi af All That Remains fabelagtige ”The Fall of Ideals” tilført vokal a la Christina Scabia (Lacuna Coil). Første tanke var, at den vil tyskerne da sluge råt. Og ja, et kig ind på bandets hjemmeside præsenterer mange tyske topkarakterer.

Lyden er også massiv og hun synger jo godt, så hvad er der galt? Jo, det er ”kun” det faktum at sangene preller af lytteren. De er ikke rigtig memorable, og når de endelig er det vil man gerne hælde det fra erindringen igen for så er det på den irriterende måde.

Læg dertil at man nær ikke engang havde givet pladen en chance: introen er en slags dance-musik. Midt i albummet kommer tilmed et hiphop-beat med rap henover og der synges noget der lyder som ”say nay to the meat industry”. Tak for Big Mac – det er sgu med politiske budskaber, hvilket en sang som ”Seal Slayer” jo heller ikke gør alt for skjule. Så selvom det ikke er veganerhardcore, så er gruppen fuldhjertede veganere, og det er vel egentlig ligeså legalt at synge om som Satan, død og helvede?

Første lyt var faktisk ”wow” pga. de umiddelbare melodier, den flotte vokal og et højt energi-niveau. Men når man bliver irriteret undervejs er der noget galt. Denne anmelder vælger i hvert fald All That Remains blanding af energi, tempo, melodi, growls og ren sang. Men saxofonsoloen i ”Fire At Will” er faktisk anbefalelsesværdig!